Før skæbnestund i Dansk Atletik sår Lars Werge tvivl om modkandidats uvildighed

Lars Werge vil være formand i Dansk Atletik for at skabe ro i det kriseramte forbund, der onsdag holder årsmøde. Samtidig sætter Werge spørgsmålstegn ved, om modkandidaten Thomas Vang Chrisensen er egnet til posten, når hans søn er eliteatlet. Thomas Vang afviser kritikken.

Kan man handle uvildigt som formand i Dansk Atletik, hvis ens søn modtager midler fra Team Danmark som atlet?

Det spørgsmål stiller Lars Werge op til Dansk Atletiks ekstraordinære landsmøde, der løber af stablen onsdag i Odense.

Lars Werge, tidligere næstformand i Dansk Atletik, annoncerede fredag sit kandidatur til formandsposten i forbundet. En position, han konkurrerer med den nuværende konstituerede formand, Thomas Vang Christensen, om at besætte.

Netop Thomas Vang Christensen har en søn, Axel Vang Christensen, der er eliteløber, men den relation problematiserer Werge nu i forhold til Thomas Vang Christensens arbejde for Dansk Atletik. Ikke mindst i lyset af de kritiske udmeldinger, der er kommet fra Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark oven på de seneste ugers begivenheder i Dansk Atletik:

”Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark er jo stadig de to største sponsorer. Dem skal vi stå på god og tillidsfuld fod med, for at vi kan indgå i en ligeværdig forhandling. Det tror jeg er mere vigtigt nu end i mange år, for når Hans Natorp siger, at man fordeler midlerne efter, hvor vi får mest idræt for pengene, så ligger det jo implicit, at det får man ikke i Dansk Atletik.”

”Hvis vi skal ændre på det, så skal vi vende en negativ medlemsudvikling, men vi skal først og fremmest sende en delegation af forhandlere til møderne med DIF og Team Danmark, som har én interesse, og det er atletikforbundet.”

”Jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, at den konstituerede formands søn får Team Danmark-støtte. Er han så uvildig, når der skal diskuteres med Team Danmark? Der er man nødt til at sige, at man virkelig skal være uvildig og have ét formål for øje,” siger Lars Werge.

Og du tænker ikke, at Thomas Vang Christensen er uvildig, når hans søn modtager midler?

”Jeg synes i hvert fald, at det er et eksempel på en overvejelse, man skal tage sig som forhandler. Om man repræsenterer forbundet, eller om man repræsenterer en særinteresse.”

Forfejlet kritik 

Overfor Altinget fortæller Thomas Vang Christensen, at han mener, Lars Werges kritik rammer ved siden af.

”Et forbund er en interesseorganisation, som drives af frivillige med en kærlighed til kernen i forbundet. Og i vores tilfælde er det atletikken, der er kernen,” siger Vang Christensen og fortsætter:

”De frivillige har på den ene eller anden måde en særlig grund til at være engageret. Det skyldes typisk, at man enten selv har haft en elitekarriere, at ens ægtefælle har haft en karriere, eller at ens børn har eller har haft det.”

Ifølge Thomas Vang Christensen vil det være svært at drive den frivillige idræt, hvis alle med tætte forbindelser til eliteudøvere skal underlægges kritik:

”Hvis Lars Werges synspunkt var rigtigt, så kan vi ikke længere have frivillige ledere, som er eller har været eliteatleter eller har familie, som er det.”

”Så jeg mener, at synspunktet er helt forfejlet, og jeg vil supplere med at sige, at jeg har været viceborgmester (i Hillerød kommune, red) i en hel valgperiode samtidig med, at jeg var aktiv advokat. Så hvis der er regler, jeg er god til at håndtere, så er det habilitetsregler,” siger Thomas Vang Christensen, der samtidig kommer med en opfordring:

”Man skal forsøge at hæve niveauet i de interne relationer, vi har i forbundet. Også selv om der er årsmøde onsdag. Bestyrelsen hverken har eller får indflydelse på, hvem der er atletikeliteatleter i Danmark, og det ved Lars Werge udmærket godt, når han har været næstformand i en periode.”

Uenighed om fyring af direktør i 2023

Lars Werge, der selv er tidligere højdespringer, var en del af bestyrelsen i Dansk Atletik fra sommeren 2022 og frem til forbundets årsmøde i oktober 2023, hvor han valgte ikke at genopstille.

Og selv om Lars Werge fortæller, at de seneste ugers udvikling kommer bag på ham, var der allerede udfordringer i bestyrelsen, da han var næstformand, mener han:

”Jeg synes ikke, det blev håndteret særligt godt, når vi var uenige. Indenfor bestyrelsesarbejdet er jeg vant til, at man er nødt til at tale sig til rette, høre alle og så skal der træffes en beslutning. Uenigheden skal ikke blive ved med at præge billedet.”

”Men det var der, vi var landet i august og september 2023 omkring fyringen af den tidligere direktør Lars Lindstrøm. Og så tænkte jeg: Jamen det skal ikke være en konflikt. Jeg trækker mig, for atletikforbundet havde brug for arbejdsro.”

{{toplink}}

Du siger, at der var uenighed omkring fyringen af Lars Lindstrøm. Hvad var det for uenigheder?

”Der var uenighed i forhold til, at jeg ikke nødvendigvis så det som den rigtige beslutning, at han skulle stoppe. Jeg tænkte, at der måtte være nogle skridt før det. Men udadtil gjorde jeg ikke andet end at bakke op om beslutningen.”

”Men jeg synes, uenigheden blev ved med at præge bestyrelsen, og jeg fik en fornemmelse af, at der var ting, jeg pludselig ikke blev inddraget i. Det er ikke et specielt konstruktivt arbejdsmiljø i en bestyrelse,” siger Lars Werge.

Ny kultur

I Facebook-opslaget, hvor Lars Werge annoncer sit kandidatur til formandsposten på onsdagens landsmøde, skriver han, at ”der skal ryddes op på alle pladser i Dansk Atletiks bestyrelse for, at vi kan påbegynde en genrejsning”.

Kan du forstå, hvis nogen tænker, at du prøver at løse et problem, du selv har været med til at skabe? Altså, at du selv har været en del af den kultur, du kritiserer.

”Jeg forlod jo kulturen.”

Hvordan ser du din ageren i bestyrelsen i de 15 måneder, du sad i den?

”Du kan sikkert finde nogen, der ser anderledes på det, men jeg synes, jeg var en utrolig reel næstformand, der bakkede op om formanden og tog nogle kugler for hende. Og da det så viser sig, at der i bestyrelsen ikke er opbakning til, at jeg skal være næstformand, så vælger jeg jo at forlade den kultur,” siger Lars Werge.

Klubberne skal ses og høres

Hvad er det første, du vil gøre, hvis du bliver valgt til formandsposten?

"Bestyrelse skal bruge nogle kræfter på det, som jeg ikke synes, vi fik gjort for halvandet år siden. Vi skal lære hinanden at kende.”

”Jeg har jo lagt frem, hvad jeg synes, der er vigtigt i atletikken lige nu. Og hvis vi ellers er enige om diagnosen, hvad det er så for en medicin, vi skal have udskrevet? Eller skal vi have hjælp?”

Hvordan kan I få hjælp?

”Danmarks Idrætsforbund vil jo gerne hjælpe med alle mulige ting. Klubberne kan også hjælpe til i et omfang. Nogle gange er de ting, vi sidder og bakser med i bestyrelsen, noget klubberne kan være med til at løse."

”Det handler nogle gange om, at vi som forbund forventer, at vi bliver opsøgt. Der kunne være en idé i, at man en gang imellem går stuegang. At vi kommer ud til klubberne, både vores administration og de medlemsvalgte.”

”Vi skal sørge for, at vores klubber synes, at det stadig er sjovt og givende at være med i Dansk Atletik. Og derfor må de godt føle sig set og hørt og en gang imellem lidt forkælede,” siger Lars Werge.  

{{toplink}}

Forrige artikel Bliv klar til kampdag: Her er fire nye bøger, som skriver kvinderne ind i historien Bliv klar til kampdag: Her er fire nye bøger, som skriver kvinderne ind i historien Næste artikel 91 danske kulturskatte forfalder og risikerer at gå tabt: Partier vil have minister på banen 91 danske kulturskatte forfalder og risikerer at gå tabt: Partier vil have minister på banen