LA'er forlader Københavns Borgerrepræsentation

Liberal Alliances Lars Berg Dueholm flytter med familien til Gentofte, og derfor må han også give afkald på sit sæde i Københavns Borgerrepræsentation.

Familiens flytteplaner spænder ben for Lars Berg Dueholms (LA) karriere som lokalpolitiker i Københavns Borgerrepræsentation.

Til foråret flytter han med sin hustru og to børn fra Ørestaden til Gentofte, skriver han på sin Facebook-profil, og det betyder, at han ikke blot skal tage afsked med Københavns Kommune, men også med Københavns Borgerrepræsentation.

Her har han repræsenteret Liberal Alliance siden 2010 og er i dag partiets gruppeformand. Inden da var han medlem af Venstre, hvis vælgere sikrede ham hans første valg i 2008.

Nu lakker tiden i Borgerrepræsentationen mod enden.

"Jeg fortsætter på Rådhuset, indtil vi flytter – sandsynligvis i april eller maj måned 2016. Herefter overlader jeg roret til mine dygtige kollegaer i LA København, som jeg er sikker på, vil arbejde for at trække København i en mere liberal retning," skriver Lars Berg Dueholm på Facebook.

Den snart forhenværende københavner er 38 år gammel og arbejder som advokat og partner hos advokatfirmaet Hansen|Partnere med speciale i konkursbehandling.

 

 

Kære venner!Mikala og jeg har gennem et par år ønsket at få lidt mere plads samt en have, hvor Theodor og Augusta både...

Posted by Lars Berg Dueholm - politiker on 29. oktober 2015
Forrige artikel Henrik Dam valgt som Nordisk Råds præsident i 2016 Næste artikel FT-vikariat hos EL udløser rokade i KL's bestyrelse