Henrik Dam valgt som Nordisk Råds præsident i 2016

Den tidligere socialedemokratiske minister, Henrik Dam Kristensen, skal stå i spidsen for Nordisk Råd, når Danmark næste år overtager formandsskabet for det parlamentariske samarbejde i Norden. Mikkel Dencker (DF) bliver vicepræsident. 

Danmark har formandsskabet for Nordisk Råd i 2016, og ved Nordisk Råds 67. session i Reykjavik blev Henrik Dam Kristensen valgt som præsident, mens Mikkel Dencker bliver vicepræsident for Nordisk Råd i 2016.

"Vores region er forsat kendetegnet ved stabilitet. Men udviklingen i de seneste år med Ruslands adfærd i Ukraine og langs Nordens grænser stiller nye krav til det nordiske udenrigs- og forsvarspolitiske samarbejde. Det er ved at udvikle sig til et nødvendigt supplement til NATO. Og det står ikke i modsætning til NATO," lyder det fra Henrik Dam Kristensen i en pressemeddelelse. 

Vicepræsident Mikkel Dencker ser frem til den nye opgave: 

"I Dansk Folkeparti er vi varme tilhængere af det nordiske samarbejde, så det er en stor ting for Dansk Folkeparti og for mig personligt, at vi nu overtager denne vigtige post i Nordisk Råd. Jeg synes, at det er lidt af en milepæl for Dansk Folkeparti inden for det nordiske politiske samarbejde," siger han i en pressemeddelelse.

 

Forrige artikel Qvortrup i midlertidigt comeback på DR Næste artikel LA'er forlader Københavns Borgerrepræsentation