LA mister eneste byrådsmedlem i Aarhus

Lars Boje Mathiesen siger farvel til Liberal Alliance og bliver løsgænger i Aarhus. Det betyder, at partiet nu ikke længere har noget mandat byrådet i landets næststørste by.

Liberal Alliance må vinke farvel til sit eneste mandat i Aarhus Byråd, Lars Boje Mathiesen, der onsdag har meldt sig ud af partiet.

"Jeg må erkende, at kløften mellem de værdier, partiet bliver ledet efter, og mine grundværdier om anstændighed og ordentlighed er så stor, at jeg ikke både kan repræsentere partiet og stadig være tro overfor mig selv, min familie, venner og de mennesker, som har vist mig deres tillid ved at stemme på mig," skriver den nyudsprungne løsgænger på Facebook.

Beslutningen bunder ifølge TV 2 Østjylland, der har talt med Lars Boje Mathiesen, også i, at han ikke kan få lov at stille op til Folketinget for partiet ved et kommende valg. 

Lars Boje Mathiesen er 41 år gammel, uddannet lærer, og han har haft plads i Aarhus Byråd siden 2014. Ved kommunalvalget i 2013 fik han 3704 personlige stemmer, og han besluttede i februar at gå efter en plads på Christiansborg på et mandat i Østjyllands Storkreds, hvor finans-, skatte-, kommunal- og boligordfører Ole Birk Olesen er spidskandidat og partiets ordfører for klima, energi, miljø og fødevarer, Carsten Bach også er opstillet.

Det er dog primært de politiske forskelle, der har været afgørende for, at han tager afsked med partiet.

"Jeg smækker ikke med døren, men siger blot farvel og tak," slutter Lars Boje Mathiesen sin Facebook-opdatering.

Forrige artikel Nye Borgerlige lækker nordjyske byrådsmedlemmer Næste artikel Tre direktører ryger ud af et nyt Mærsk