LA-kandidat: Airbnb afhjælper københavnsk boligmangel

DEBAT: I stedet for at regulere Airbnb, der forbedrer konkurrenceforholdene og gør det muligt for folk med lavere indkomst at bo i København, bør de københavnske politikere øge udbuddet på små og mellemstore boliger, skriver LA-folketingskandidat Danny Malkowski. 

Af Danny K. Malkowski 
Folketingskandidat og tidligere medlem af Folketinget for Liberal Alliance

Danmark har senest indgået en aftale med den internationale udlejningsportal Airbnb om at indberette danskernes udlejningsindtægter samt antal udlejningsdage - også kendt som ”Airbnb-aftalen”. Men frem for at stramme grebet yderligere om en succesfuld privat platformsøkonomisk virksomhed som Airbnb, der skaber værdi for landets borgere og turister, bør vi først og fremmest forstå, at Airbnbs popularitet er et resultat af politikernes manglende vilje til at imødekomme boligmanglen i København.

Det er en problemstilling, vi skal løse nationalt i Danmark, ikke i EU. Danmark skal under ingen omstændigheder gå ind i en EU-aftale om regulering af Airbnb og det danske udlejningsmarked. Den polske EU-kommissær Elzbieta Bienkowska står ellers på spring for at hjælpe en række europæiske storbyer på dette punkt. Men sagen er, at det er lykkedes Danmark at indgå en aftale med Airbnb helt uden hjælp fra EU.

Jeg så gerne, at Airbnb-aftalen havde et mere markant liberalt aftryk, men den trækker i den rigtige retning.

Konkurrence giver bedste ydelse 
Vi skal hilse alle private platformsøkonomiske virksomheder velkommen. Det gælder også Airbnb. Vi skal sikre de bedste rammevilkår for at disse virksomheder kan startes, udvikles og skabe værdi. Airbnb er en vigtig virksomhed, men det vigtigste er konkurrence på markedet, så folk får det bedste produkt og de bedste ydelser, der er tilpasset deres behov.

Airbnb er ikke vokset ud af skruppelløse spekulationer og stærke kapitalistiske interesser, men er et resultat af helt almindelige menneskers behov for at rejse, bevæge sig ud i verden eller besøge familie, venner og bekendte inden for landets grænser. I storbyer som København er platformen tilmed en forudsætning for, at nogle borgere kan sikre sig selv et tag over hovedet.

På grund af manglen på små og mellemstore boliger bosætter mange studerende og singler sig alene eller i bofællesskaber i store og dyre 4- og 5-værelses lejligheder. Ved at gøre det muligt for nogle af dem at udleje hele eller dele af deres bolig i perioder igennem Airbnb hjælper platformen dem med at kunne betale deres husleje. 

Loft over udlejning unødvendig
Selvfølgelig skal danske Airbnb-udlejere betale skat af deres indtægt, på lige fod med udlejere der udlejer deres boliger på andre måder. Og selvfølgelig er det Airbnb-udlejerens ansvar at indberette indtægten til Skat. Sådan har det alle dage været, siden Airbnb gjorde sit indtog i Danmark, og sådan er det stadig.

Af samme årsag bør det ikke være nødvendigt at sætte et loft på antallet af udlejningsdage via Airbnb. Lad da folk leje og udleje deres egen ejendom, lige så tosset de vil. Jeg er modstander af et loft, men da der ikke var politisk flertal for at afskaffe det, er jeg glad for, at antallet af dage, man kan korttidsudleje sin bolig, er blevet sat op til 70 dage om året mod 42 førhen med Airbnb-aftalen. Airbnb-aftalen giver endda mulighed for lokal dispensation, hvilket betyder, at man kan korttidsudleje sin bolig i op til 100 dage om året, hvis politikerne i kommunen går med til det.

Socialdemokratiet er med i Airbnb-aftalen, men havde som krav, at kommunerne skal have øget mulighed for at kontrollere udlejere mod at gå med til at sætte antallet af udlejningsdage op. ”But of course”, fristes jeg til at sige. Københavns overborgmester, Frank Jensen fra Socialdemokratiet, har gentagne gange efterspurgt et loft og udtrykt mistillid over for Airbnb. Jeg er derfor spændt på, om han vil være med til at give københavnerne lov til at udleje deres boliger i op til 100 dage.

Øg udbud af små og mellemstore boliger 
Sagen er den, at Airbnb er med til at give København de boliger, som han som politiker ikke har villet. Og når jeg siger ’vil’, er det, fordi Socialdemokratiet i København først med Ritt Bjerregaard lovede billige boliger, som hun ikke kunne levere, da det kom til stykket, og senest Frank Jensen, som trækker beslutningen om at fjerne den såkaldte 95 kvm-regel i langdrag. En regel, der forhindrer, at bygherrer kan bygge nok 2- og 3-værelses lejligheder for at imødekomme københavnernes boligbehov.

Spørgsmålet er, om Airbnb ville være lige så stor en aktør i København, hvis udbuddet af små og mellemstore boliger havde fulgt med efterspørgslen. En efterspørgsel, som politikerne i København er ansvarlige for ikke er blevet imødekommet. Det er den ikke blevet, fordi politikerne enten har siddet på hænderne eller har reguleret for meget.

Derfor: Vil man gøre noget godt for landets studerende, enlige mødre og fædre og andre med mindre indkomster, skal man regulere boligmarkedet mindre og øge udbuddet af små og mellemstore boliger. Ikke begrænse udlejningsportaler som Airbnb i deres virke.

Forrige artikel 3F-formand: Rød blok har vendt valgkanonerne mod sig selv 3F-formand: Rød blok har vendt valgkanonerne mod sig selv Næste artikel Forskere: L&F udnytter tørken til at kræve lempelser Forskere: L&F udnytter tørken til at kræve lempelser