Pape: Opgør med boligskatter og parallelsamfund

DEBAT: Lars Løkke Rasmussens (V) kommende 2025-plan skal blandt andet måles på, om den gør op med uretfærdige boligskatter og parallelsamfund, skriver Søren Pape Poulsen (K).

Af Søren Pape Poulsen (K)
Formand for Konservative

Jeg har tidligere sagt, at mit parti skal måles på, om det skaber et Danmark med mere tryghed og flere muligheder. Det er også den ambition, jeg har for det politiske efterår. Lavere skattetryk, bedre vilkår for erhvervslivet, en stærkere folkeskole, et mere robust forsvar og en grønnere natur. Der er nok at tage fat på.

Især to ting er afgørende for os at få gjort noget ved. Vi har brug for et opgør med parallelsamfund og uretfærdige boligskatter. Det er to store opgaver, men de skal løses, og når regeringens 2025-plan bliver offentliggjort, vil vi også vurdere den på de parametre. Vi skal have etableret tilstrækkeligt med mobilt nærpoliti i ghettoerne, og vi skal have sat en stopper for de stigende boligskatter, som skaber utryghed og lægger beslag på familiers budgetter.

Afskaf boligskatterne
Man skal ikke betale skat af at bo i sit eget hjem. Derfor går vi efter at få afskaffet både grundskylden og ejendomsværdiskatterne helt. Det er naturligvis et ambitiøst mål, men vi har vist vejen med et udspil, der til gengæld udfaser rentefradraget og beskatter realiserede gevinster på boligsalg.

Det kan lade sig gøre at fjerne de stigende skatter, som i dag presser børnefamilier og ældre. Det er helt urimeligt, at ældre mennesker bliver straffet for at blive boende i deres lokalområde, som de måske endda har bidraget væsentligt til at gøre mere attraktivt. Når man har betalt sit hjem én gang, så bør det være nok. Staten skal ikke komme med mere eller mindre tilfældige vurderinger af, hvad man skal betale i skat, hvis man ville sælge sit hus, når man ikke vil sælge sit hus.

Tænk på alle de urolige nætter, vi kan spare folk for. Og tænk på alle de muligheder, de får.

Ryd op i ghettoerne
Det er en af de største udfordringer, vi står over for, at der bor folk i Danmark, som ikke kender Danmark og måske ikke ønsker Danmark det godt. For det er ikke kun en økonomisk udfordring, som man kan løse i Finansministeriet. Folk bliver ikke mindre radikaliserede af, at man stikker dem en lidt højere bistand. Religiøs fanatisme er et kulturelt onde, som skal modarbejdes og forebygges med sunde, demokratiske værdier.

Det er vigtigt, at vi får tidligt fat i de unge, som er på vej ud på et sidespor. Dem, der er fascinerede af bandelivet og skubber Danmark fra sig. De unge, som hellere vil høre på en imam end en domstol, og hvis interesser drejer over mod hellig krig frem for skolearbejde. Her er det vigtigt, at vi sætter ind på flere niveauer. Eksempelvis i hjemmet, på gaden, i skolerne og på internettet.

Tænk på al den utryghed, terror og organiseret kriminalitet skaber. Det er uretfærdighed i sin reneste form. Og den skal vi spare danskerne for.

Forrige artikel Elberth: Du læser ikke engang, hvad du kommenterer??!! Elberth: Du læser ikke engang, hvad du kommenterer??!! Næste artikel Enhedslisten: Dansk klimapolitik sejler uden en styrmand Enhedslisten: Dansk klimapolitik sejler uden en styrmand