Konflikten med Putin puster til hedt gasmarked: ”Hele Europas forsyningssikkerhed er i spil”

Gasprisen ryger på ny i vejret efter russisk indryk i det østlige Ukraine og tysk aflysning af godkendelse af gasledningen Nord Stream 2. Vi står i en meget alvorlig situation, siger ekspert.

Gaspriser og energiforsyning kan lyde tørt og teknisk, men det er blevet meget konkret denne vinter, hvor høje energipriser har været en mavepuster til borgere og industri over hele Europa.

Og mandag blev der kastet yderligere benzin på bålet efter først den russiske beslutning om at anerkende de to separatist-kontrollerede regioner Luhansk og Donetsk og sætte tropper på landjorden i det østlige Ukraine, og siden, den tyske beslutning, om at sætte godkendelsen af den russiske gasrørledning Nord Stream 2 i bero.

”Gasprisen har været på et ekstremt niveau i noget tid. Men markedet har selvfølgelig reageret på de to store nyheder, og mandag steg prisen på gas med 10 procent,” siger Kristian Rune Poulsen, analytiker hos Dansk Energi.

Siden efteråret har naturgaspriserne været på himmelflugt, hvilket har presset regningen på blandt andet danskernes el- og varmeregning samme vej.

Selv før mandagens storpolitiske konfliktoptrapning, skulle man regne med, at billedet med høje energipriser fortsætter i hele 2022 og et godt stykke ind i 2023, fortæller Kristian Rune Poulsen.

”Man kan se, at det med de høje energipriser bider sig mere og mere fast. Det kan nu også ses i de lange kontrakter for gasleverancer i 2023,” siger han.

40 procent af gas kommer fra Rusland

I Rusland er man godt klar over, at europæerne holder øje med prisen på gas, der også har indflydelse på priserne på strøm.

Efter den tyske kansler Olaf Scholz mandag bremsede godkendelsen af Nord Stream 2 – den nye gasledning fra Rusland til Tyskland gennem Nordsøen – skrev den tidligere russiske præsident og premierminister, Dmitrij Medvedev, på Twitter:

”Velkommen til den fagre nye verden, hvor europæerne meget snart skal betale 2000 euro for 1000 kubikmeter naturgas!”

Ifølge Berlingske betaler EU i øjeblikket cirka 780 euro for 1000 kubikmeter.

{{toplink}}

Naturgas dækker 25 procent af EU's energibehov og mere end 80 procent importeres. 40 procent af europæernes gas kommer fra Rusland.

Oveni kan man tilføje, at 23 procent af europæernes olie også kommer fra Vladimir Putins store land mod øst.

”Det her er noget, som rammer os konkret på pengepungen. Og lukkes der for gashanen til Europa, og vi skal ind i et handelssanktionsmareridt, så kan det ramme priserne på flere ting. Det vil også ramme Rusland på økonomien, men Putin er åbenbart klar til at løbe den risiko,” siger Anders Christian Overvad, chefanalytiker i Tænketanken Europa.

Kan ramme dansk forsyningssikkerhed

I Energinets Gasredegørelse fra januar i år beskrives faktisk et scenarie med en gaskrise. I januar blev sandsynligheden for det skulle ske vurderet som ”lav”, men med den tilspidsede konflikt med Rusland, er det scenarium rykket tættere på.

”Afhængig af hvor alvorlig en given gaskrise vil slå igennem på det tyske marked, vil det påvirke, hvor store mængder gas der kan importeres fra Tyskland. Hvis importkapaciteten fra Tyskland bliver hårdt ramt, vil det påvirke forsyningssikkerheden i Danmark negativt,” skrev Energinet i januar.

I sidste uge forsikrede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, dog om, at Europa er sikret gasleverancer til denne vinter. Om få dage står kalenderen da også på forår.

Det varmere vejr får dog ikke problemerne til at forsvinde, lyder det fra Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

”Vores afhængighed af naturgas er høj, og det er den også næste vinter. Hele Europas forsyningssikkerhed er i spil – også den danske. Der er ikke en kinamands chance for, at Norge bare kan levere det hele. Så havde vi lagt alle vores kort i den lejr,” siger han og tilføjer:

”Det er en meget alvorlig situation, vi står i. Vi ser nu konkret, at naturgas ikke bare er et klimaproblem, vi skal finde alternativer til, det er også et geopolitisk problem.”

Brug for exitplan

Han forventer, at myndighederne i de europæiske lande i øjeblikket forbereder beredskab til, hvis der på et tidspunkt bliver lukket for de russiske haner, og vi står og mangler naturgas. Hvor er gassen så mest nødvendig og hvor kan der lukkes ned?

Men krisen nu og her bør også have et længere sigte, mener professoren.

”Vi er nødt til seriøst at lave en exitplan for gas. Som betyder, at Europa kommer ned på et forbrug, hvor vi ikke er afhængig af import fra Rusland,” siger Brian Vad Mathiesen og tilføjer:

”EU-Kommissionen arbejder i stedet for at få gassen leveret fra flere forskellige lande, så vi bliver mindre afhængig af et land. Men vi burde gøre mere for at få forbruget ned, få elektrificeret industrien, få naturgas ud af opvarmning i byerne, hvor man kan have fjernvarme, og kun bruge gas, hvor det virkelig er nødvendigt."

Forrige artikel Dagens overblik: Dansk Ukraine-indsats kan hæmmes af forbehold, og DF-bagland langer ud efter Messerschmidts kritikere Dagens overblik: Dansk Ukraine-indsats kan hæmmes af forbehold, og DF-bagland langer ud efter Messerschmidts kritikere Næste artikel Det skulle have været den store fødselsdagsfejring, men så begyndte Pia Kjærsgaard at tale om svigt og karaktermord Det skulle have været den store fødselsdagsfejring, men så begyndte Pia Kjærsgaard at tale om svigt og karaktermord