Kommissionen slår lille brød op for 2016

ARBEJDSPROGRAM: EU-Kommissionen har nu officielt vedtaget sit arbejdsprogram for det næste år. Det byder på 23 nye initiativer og bekræfter dermed den minimalistiske tilgang, som den nye Juncker-Kommission har lagt for dagen.

BRUXELLES: 23 nye forslag er, hvad EU-Kommissionen har på bedding for det næste år. Dermed bliver det andet år med Jean-Claude Juncker ved roret i Bruxelles en fortsættelse af den linje, kommissionsformanden lagde fra starten, om at reducere Kommissionens tiltag til det mest presserende.

På trods af lanceringen under titlen ”Ikke mere business as usual” ligger fokus for Kommissionens arbejdsprogram for 2016 på gengangere fra sidste år som migration, økonomi, energi og det digitale indre marked.

Her vil Kommissionen blandt andet tage fat på en revision af Dublin-systemet og udvide muligheden for lovlig indvandring til Unionen. Den vil også bygge videre på sin nye energiunion med forslag om elmarkeder og samarbejde mellem energimyndigheder, samt foreslå nye kontroversielle regler om ophavsret på internettet. En ny indskydergaranti for bankkunder og en ny selskabsskattebase er også på programmet.

Gamle travere i nye klæder
Blandt forslagene er også den længe ventede relancering af den såkaldte cirkulær økonomi-pakke for blandt andet affaldsområdet, som Kommissionen som noget af det første valgte at slagte, da den kom til magten. Dertil kommer nye initiativer, der skal gøre det lettere for arbejdende forældre at få hverdagen til at hænge sammen. Det kommer som svar på, at EU-Kommissionen tidligere i år trak stikket på et omstridt barselsdirektiv.

Også den stærkt omdiskuterede mobilitetspakke, der skal skærpe rettigheder og pligter for EU’s vandrende arbejdstagere, vil se dagens lys.

Derudover har Kommissionen fundet 20 forslag, som den mener, bør slettes fra EU-registrene, mens den har kig på yderligere 40, som skal evalueres eller forenkles i forbindelse med den såkaldte ”bedre regulerings”-dagsorden.

Forrige artikel Regeringen skrotter køreplan for grøn transport Regeringen skrotter køreplan for grøn transport Næste artikel Overblik:  Sådan fordeles forskningsmidlerne Overblik: Sådan fordeles forskningsmidlerne