Kommissionen vinker farvel til grønne forslag

ÅRSVÆRK: EU-Kommissionen vil trække en række forslag om blandt andet miljø- og energilovgivning tilbage, fremgår det af arbejdsprogrammet for 2015. Find hele listen her.

BRUXELLES: 80 EU-forslag skrottes som led i EU-Kommissionens arbejdsprogram for 2015, der blev præsenteret i Strasbourg tirsdag. Heriblandt de omdiskuterede nye regler for luftkvalitet og affald, som en række regeringer og grønne organisationer har bedt Kommissionen om at frede.

EU-Kommissionen gør klart, at den stadig støtter op om intentionen i størstedelen af de forslag, som den nu trækker tilbage. Men mange af dem er enten forældede eller er endt i et politisk dødvande hos Unionens to lovgivere, Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

”Forslag er ikke til nogen nytte, hvis de bare ligger i dvale på forhandlingsbordet, hvis de bliver overhalet af virkeligheden, eller hvis de bliver udvandet i løbet af forhandlingerne til et niveau, hvor de ikke længere kan tjene deres oprindelige formål,” skriver EU-Kommissionen i sin meddelelse.

Lover nye forslag på luft
EU-Kommissionens første-næstformand, Frans Timmermans, har ført kniven over forslagene. Han understreger dog, at der ikke vil blive skruet ned for ambitionsniveauet på for eksempel det grønne område, som mange er bekymrede for.

”Vi går ikke på kompromis med de mål, som vi vil opnå,” sagde han, da han præsenterede lovprogrammet for Europa-Parlamentet.

En række lande, herunder Danmark, har haft store kvaler med den såkaldte ren luft-pakke, som blandt andet sætter nationale lofter over udledningen af seks forskellige miljøskadelige substanser. Frans Timmermans understreger, at forslaget vil blive genfremsat i ny form til næste år som en del af en overordnet klimapakke.

Hertil kommer, at den del af pakken, som udstikker udslipskrav til mellemstore fyringsanlæg, får lov at bestå, efter der i sidste uge kom et gennembrud i forhandlingerne mellem EU-landene.

Affaldspakke i ny indpakning
Et forslag om den såkaldte cirkulære økonomi med ambitiøse målsætninger for genanvendelse får også kniven, fordi Kommissionen ikke kan se nogen mulighed for en aftale mellem EU-landene. Timmermans gør dog klart, at forslaget, også kendt som affaldspakken, vil få et nyt liv.

”Når vi trækker affaldspakken tilbage, så er det, fordi vi vil foreslå noget, der er endnu mere ambitiøst,” lover han.

Blandt de andre forslag på Timmermans såkaldte dødsliste er et energibeskatningsdirektiv, som i Kommissionens øjne er blevet for udvandet i løbet af lovgivningsprocessen.

EU-Kommissionen sætter også spørgsmålstegn ved et barselsdirektiv, som har hængt i systemet i mere end seks år. Her giver de lovgiverne i Ministerrådet og Europa-Parlamentet seks måneder til at nå frem til en aftale. Ellers vil forslaget blive erstattet med et ”mere moderne forslag”.

”Hvis I virkelig mener det, så kan vi gøre det. Hvis ikke, så bliver vi nødt til at komme frem med noget andet,” understreger Timmermans over for EU-lovgiverne.

23 nye forslag
Der er i øjeblikket over 400 stykker lovgivning på vej gennem EU-systemet, hvoraf nogle har været undervejs i over ti år.

Den såkaldte dødsliste er bare en del af Kommissionens arbejdsprogram, som derudover består af en række nye initiativer og en opdatering af eksisterende lovgivning.

Heriblandt er der 23 nye forslag, hvilket er en betydelig mere beskeden dagsorden end den, EU-Kommissionen normalt har lagt for dagen.

”Vi kommer kun med det, som vi vil gøre i 2015 – ikke mere, ikke mindre,” siger Frans Timmermans.

Blandt de nye tiltag er blandt andet et obligatorisk lobbyregister, et nyt regelsæt for GMO, nye asyl- og indvandringsregler samt skatteregler, der skal være med til at sikre, at skat bliver betalt, der hvor pengene tjenes.

Juncker vil også præsentere en meget omstridt lovpakke for det digitale indre marked, som har fået det kulturelle Europa op af stolene, fordi det indeholder en reform af ophavsretten.

Der er også en åbning over for dem, der er bekymrede over arbejdskraft fra andre EU-lande. Her stiller Juncker EU-landene nye regler i sigte, der på den ene side skal støtte mobiliteten og på den anden side dæmme op for eventuel snyd ved bedre koordination af sociale systemer.

Forrige artikel Konservativ partisekretær fratræder Konservativ partisekretær fratræder Næste artikel 17. december: Leif Lahn Jensen 17. december: Leif Lahn Jensen