Kolonihistorikere: Vestindisk Pakhus er et fremragende sted for et kolonihistorisk museum

Af Niels Brimnes, Søren Rud og Gunvor Simonsen
hhv. lektor i historie med speciale i Indiens historie, Aarhus Universitet, lektor i historie med speciale i Grønlands historie, Københavns Universitet og lektor i historie med speciale Caribiens historie, Københavns Universitet

Ligesom den verden, der omgiver os, er det moderne Danmark på afgørende måder formet af kolonialismen, som vi deltog aktivt i og - i perioder - profiterede stærkt på.

Et kolonihistorisk museum vil (potentielt) kunne formidle den nyeste viden om Danmarks koloniale fortid, give plads til fortidige og nutidige blik på kolonialismen og danne ramme om debatter, der er vigtige i dag og i fremtiden.

Kolonialismen havde stor betydning på flere planer for Danmark. Der var profit at hente ved at handle og producere uden for Europas grænser. Kolonialismen skabte således økonomisk dynamik og introducerede blandt andet datidens moderne økonomiske organisering aktieselskabet herhjemme.

Kolonialismens økonomiske og kulturelle arv
Handelen med kinesisk te, indiske bomuldstekstiler og caribisk sukker var overvejende lukrativ, selvom kolonihandlen også kunne give voldsomme tab. Det skete for eksempel for Henning Frederik Bargum, hovedaktionær i Det Guineiske Kompagni, der primært handlede med slaver, men gik fallit i 1774.

De danske kolonier og handelsenklaver gav mulighed for, at danske økonomiske aktører – oktrojerede handelskompagnier, private storhandelsmænd og mindre bykøbmænd, adelige og borgerlige – kunne operere på et langt større og langt mere kompliceret marked.

På det kulturelle plan havde kolonialismen også afgørende betydning. Her er det centralt, at idéen om Europa allerede fra den spæde start spillede en rolle i de koloniale projekter.

I datidens beretninger ser vi således, at de nationale betegnelser (for eksempel dansker, svensker og spanier) forsvandt det øjeblik, danskere kom til kolonierne. Nu blev de en del af en større gruppe. De blev europæere.

I rollen som kolonisatorer blev danskerne dermed en del af et større europæisk projekt, som kulminerede i første halvdel af det 20. århundrede, hvor Europa var altdominerende både politisk og økonomisk. 

Det var også i kolonierne, at danskere, som så mange andre europæiske folk, begyndte at opfatte sig selv som hvide, mens de jo vitterligt var (og er) en god blanding af lyse, røde og brune farvetoner.

Vi skal have et kolonihistorisk museum
I de danske kolonier blev de forskellige farvebokse eller kategorier fyldt med indhold, som var med til at begrunde, at lige netop hvide (danskere og andre europæere) med god ret kunne kolonisere fremmede egne og folkeslag. I Dansk Vestindien blev udtrykket ”neger” synonymt med slaveri, hvorfor de danske kolonister og embedsmænd omtalte afrikanere, som var frie, med udtrykket ”frineger”.

Selv mellem frie var hudfarven afgørende. I de meget forskelligartede koloniale relationer, som Danmark opererede i, antog skellet mellem koloniserende og koloniserede forskellige former, alt efter konteksterne. 

Ligesom vi har et Arbejdermuseum, et Frihedsmuseum og et Søfartsmuseum, som hver især fokuserer på, hvad arbejderbevægelse, modstandskamp og søfart har betydet for Danmark, skal vi naturligvis også have et kolonihistorisk museum.

Vestindisk Pakhus er et fremragende sted til et sådant museum. Bygningen er opført under den såkaldte florissante handelsperiode, hvor Danmarks koloniale aktiviteter kulminerede og fortjenesterne nåede deres absolutte højdepunkt. Pakhuset symboliserer derfor den forskelligartede og komplicerede danske kolonihistorie på fremragende vis. 

Dansk kolonihistorie har naturligvis også præget de folkeslag og mennesker, som blev koloniseret af danske aktører og institutioner. Derfor er det naturligt at inkludere stemmer fra de tidligere kolonier i et kolonihistorisk museum, ligesom stemmer fra nutidens Danmark jo også må være med.

Der kan ikke herske tvivl om, at dansk kolonihistorie – ligesom andre landes kolonihistorier – er blevet væsentligt kvalificeret, ja grundlæggende ændret, gennem den forskning, som historikere fra de tidligere kolonier har bidraget med.

Forstå, frem for at gemme væk
Et kolonihistorisk museum skal rumme mange historier og mange perspektiver. Det skal kunne vise, at dansk kolonialisme antog forskellige former alt efter hvilket geografisk område, den opererede i. Det grønlandske samfund var ikke som det caribiske, selvom begge var præget af mødet med den danske kolonimagt.

En af kolonihistoriens allervæsentligste pointer er, at der ikke er ét objektivt historisk blik, som indfanger alles perspektiver. Der er ikke ét historisk 'man', hvormed vi kan forstå alles koloniale relationer og oplevelser.

En grønlandsk (sæl-)fanger, en grønlandsk kateket og en dansk embedsmænd havde ikke nødvendigvis samme opfattelse af forholdene i en Vestgrønlandsk koloni midt i 1800-tallet. En tamilsk tekstilmaler og dansk fortkommandant har ikke haft samme forventninger til legitim magtudøvelse i 1700-tallet.

De slavegjorte afrikanere, som ankom til Dansk Vestindien i 1700-tallets slutning, ville nok ikke have ment, at de deltog i den såkaldt florissante handel, som gjorde det københavnske borgerskab velhavende i perioden. 

Hvis et kolonihistorisk museum skal have mening, skal det rumme mange forskellige perspektiver. Det må naturligvis indeholde forskningsbaseret viden, og det bør lægge op til debat og læring. Det siger sig selv, at kolonihistorien har en moralsk - eller om man vil politisk - dimension (ligesom i øvrigt al anden historie).

Som faghistorikere er vores primære interesse at diskutere og forstå fortiden fremfor at gemme den væk eller skamme os over den. Så kan vores koloniale fortid nemlig give os mulighed for at tænke informeret over, hvilken plads vi som enkeltpersoner og samfund gerne vil have i verden i dag og i fremtiden.

debat@altinget.dk