Ansatte skyld i mange udbrud af roskildesyge

VIDEN: Omkring hver tredje udbrud af roskildesyge efter indtagelse af fødevarer skyldes en køkkenmedarbejder, viser forskning fra Statens Serum Institut. 2014 tegner til et rekordår for antal smittede.

Når en gang smørrebrød resulterer i akut maveinfektion med diarré og opkastning, er det ofte kokken bag, der er smittebærer.

Et nyt forskningsprojekt fra Statens Serum Institut viser, at smitten til 34 procent af de fødevarebårne udbrud af roskildesyge er sket under forberedelse eller servering af maden.

“Vi var overraskede over, at så relativ høj en andel af de fødevarebårne udbrud skyldtes en fødevarehandler (kok eller andet køkkenpersonale, red.), men også at det i mange tilfælde var en fødevarehandler, der ikke kunne vide, at han havde roskildesyge eller måske ville få det,” siger læge Kristina Franck, der står bag undersøgelsen.

Det syge barn smitter
Hun har undersøgt 191 udbrud af norovirus (roskildesyge) i perioden 2005 til 2011 som led i en ph.d.-afhandling.

Undersøgelsen viser, at mange køkkenmedarbejdere har været smittebærere, selvom de ikke på smittetidspunktet selv har været ramt af diarré og opkastning. Derimod har de været syge dagene i forvejen, er blevet syge efter arbejdets ophør eller har haft et sygt barn eller andet familiemedlem med roskildesygen. I alt 21 procent af de undersøgte udbrud skyldtes køkkenpersonale, der ikke selv havde symptomer på roskildesygen, da smitten skete.

“Man har hidtil ikke været opmærksom på, at virus kan overføres fra et familiemedlem, gennem fødevarehandleren og over i maden, så derfor har man heller ikke haft særlige restriktioner for dette,” siger Kristina Franck.

Skurken er kolde retter
Hun pointerer, at man kan overveje alt fra at rådgive om bedre håndhygiejne i tilfælde med sygdom i en ansats familie til at lave restriktioner for, at en kok med et sygt familiemedlem kun må håndtere varmebehandlede varer. Norovirus smitter typisk igennem kolde fødevarer som salater og smørrebrød.

Som den yderste konsekvens kunne man forbyde en køkkenansat at gå på arbejde, hvis der er sygdom i hjemmet. Så vidt går det dog næppe.

“Der er store økonomiske interesser i området, og man ville selvfølgelig skulle udregne, hvad det ville koste, i forhold til hvor mange mulige tilfælde af roskildesyge man kan forebygge, og det er et meget svært regnestykke at lave,” pointerer hun.

Rekordår for smitte
Fødevarestyrelsen gennemførte i 2013 en kampagne med råd til at undgå smitte med roskildesyge, der både var rettet mod forbrugere og fødevarevirksomheder. Alligevel tegner 2014 til at blive et rekordår for større udbrud af roskildesyge.

Bare det første kvartal af 2014 blev der rapporteret 760 personer med sygdommen. I 2013 nåede det samlede antal for hele året op på 711 syge, mens det i 2011 og 2012 blev til henholdsvis 1109 og 1254 smittede. Tallene omfatter kun udbrud efter indtagelse af fødevarer i restauranter, i kantiner eller ved større selskaber, hvor smitten er fra en køkkenmedarbejder eller fra spisegæster ved en buffet. 

Udbrudskoordinator i Fødevarestyrelsen Morten Lisby henviser til, at der i forvejen er et forbud om, at køkkenpersonale ikke må møde på arbejde, hvis de er syge. Og styrelsen anbefaler yderligere, at medarbejderne ikke vender tilbage til arbejdspladsen de første to dage efter sygdom.

“Man kan ikke begynde at sige, at et køkkenmedlem ikke må møde på arbejde, hvis de har syge børn, men de fleste udbrud af roskildesyge med ansatte med syge familiemedlemmer som smittebærere kunne sandsynligvis også være undgået, hvis de havde haft bedre håndhygiejne,” siger han.

HORESTA informerer
Morten Lisby understreger derfor, at håndvask, håndvask og atter håndvask er vejen til færre udbrud af roskildesyge med køkkenpersonale som smittebærer. Og en god omgang håndsprit eller en hurtig klaskvask kan ikke gøre det. Styrelsen anbefaler hyppig håndvask i minimum 20 sekunder ad gangen med sæbe og lunkent vand.

Personalet i kantiner, restauranter og øvrige køkkener er allerede meget opmærksomme på problemstillingen og tager det alvorligt, understreger fødevarechef Tine Skriver fra HORESTA, hovedorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

"Efter at man år tilbage blev opmærksomme på, at også raske ansatte kan smitte med roskildesyge, hvis et familiemedlem er sygt, har vi informeret om det ud til vores medlemmer, og vores virksomheder tager det meget alvorligt," siger hun.

Ansatte dybt berørte
Tine Skriver peger på, at virksomhederne generelt gør sig umage med hygiejnen, men hilser yderligere guidelines om sikker håndtering velkommen, da udbrud af roskildesyge har en enorm betydning både for gæsterne og de implicerede ansatte.

"Vi kan se, at når et køkken får en sag med et udbrud, så har det store personlige konsekvenser for de implicerede ansatte. Kontrolrapporterne bliver nemlig skrevet på en måde, der kan udstille medarbejderne som personer med dårlig personlig hygiejne. Det er ærekrænkende for disse ansatte, som naturligvis tager vask af hænder og sygdomssmitte meget alvorligt," siger hun.

Op mod halvdelen af sygdomsudbrud fra fødevarer i Danmark skyldes norovirus.

Forrige artikel Regeringen fastholder: Folkeskolereformen smadrer ikke Foreningsdanmark Regeringen fastholder: Folkeskolereformen smadrer ikke Foreningsdanmark Næste artikel Sådan bliver man departementschef Sådan bliver man departementschef