København vil sende kommunens ældre på betalt charterferie til sydens sol

Peter Brixtoftes velfærdsrejser for ældre kan snart genopstå i København. Politikerne lægger op til et toårigt forsøg, hvor en uges ældrepleje kan byttes til en charterrejse. Vive-forsker tvivler på, at regnestykket går op.

En uge med sangria, samvær og all-inclusive i Spanien? Eller syv dage med hjemmehjælp i vinterkolde København?

Det valg vil politikerne på Københavns Rådhus give kommunens ældre borgere gennem et forsøg med velfærdsrejser.

Det fremgår af principaftalen for de kommende to års budgetter, som alle partier på nær Enhedslisten og Alternativet står bag.

"Vi vil lave en ordning, hvor ældre kan veksle ydelser som madordninger og rengøring af eget hjem til en uges ferie sydpå," siger Københavns beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken (V), der står bag forslaget.

"Det koster stort set det samme per uge, og så kan der være en gevinst i forhold til den ældres livskvalitet og sundhed," fortsætter han.

En god forretning?

Velfærdsrejserne er direkte inspireret af Farum Kommune, hvor pensionister i begyndelsen af nullerne blev sendt på ferie i sydens sol, ført an af daværende bykonge og venstremand Peter Brixtofte.

Men hvor velfærdsrejserne dengang mest var en ekstra service til pensionisterne, ser Jens-Kristian Lütken det i dag som en del af løsningen på udfordringerne i ældreplejen. For når den ældre borger er på ferie, frigiver det tid og penge i plejen herhjemme, siger V-politikeren.

Kan du uddybe, hvordan jeres regnestykke i sidste ende skal gå op?

"Det budget, vi har lavet med principaftalen, skiller sig ud, fordi det ikke går ned i detaljen. Men jeg har spurgt forvaltningen, hvor meget det koster at have madordning og rengøring om ugen, og det er et pænt beløb," siger Jens-Kristian Lütken.

Han tilføjer, at prisen ikke i alle tilfælde svarer til en charterrejse, og at der "givetvis vil være en udgift" forbundet med rejserne, men den kender de ikke endnu.

Detaljer ikke på plads

Udgifterne og de nærmere detaljer for velfærdsrejserne skal uddybes, inden det endelige kommunale budget skal lægges til efteråret, siger Jens-Kristian Lütken. Men på nuværende tidspunkt forestiller han sig, at rejserne skal tilbydes ældre københavnere med et begrænset netværk, og at en destination kunne være Sydspanien.

"Det er simpelthen klassisk charterferie," siger han.

Altinget har også spurgt sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF), om hun mener, at velfærdsrejserne er en god idé. Hun skriver i en mail, at en del detaljer i principaftalen ikke er beskrevet endnu - eksempelvis forsøget med velfærdsrejser, "som har været særligt vigtigt for Venstre".

"Hvordan det eventuelt skal gennemføres, ligger ikke fast, og derfor vil jeg vente med at kommentere yderligere, til vi ved mere om projektet," skriver hun.

{{toplink}}

Forsker tvivler på ordningen

Heidi Hesselberg Lauritzen er forsker hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Hun kalder det fantastisk, hvis en kommune har ressourcerne til at sende sine borgere på ferie, men hun tvivler stærkt på, at økonomien bag velfærdsrejserne går op.

"Først og fremmest undrer jeg mig over, hvilke borgere der skal sendes afsted på charterferie. For det må jo være nogle af dem, som er mest velfungerende, hvis de skal få noget ud af det, og hvis de skal kunne rejse på ferie, uden at der følger en medarbejder med," siger Heidi Hesselberg Lauritzen.

Hun er derfor nysgerrig efter at se kommunens regnestykke.

Argumentet om, at velfærdsrejser kan frigive tid hos plejepersonalet herhjemme, giver Heidi Hesselberg Lauritzen heller ikke meget for.

"Det er de svageste ældre med mest komplekse behov, der trækker mest på ressourcerne. Og da det næppe er dem, der sendes på ferie, så er der heller ikke så meget 'vundet' i forhold til rekrutteringsudfordringerne," siger hun og afslutter:

"Jeg ved godt, at vi beder kommunerne om at tænke kreativt i forhold til rekrutterings- og fastholdelsesudfordringerne, men jeg tror ikke, vi løser det ved, at vi sender de ældre på ferie og frigiver flere ressourcer på den måde. Jeg kan slet ikke se, hvordan den slutning kan laves."

Ældre skal ikke betale for klimabelastning

I starten af nullerne førte Peter Brixtofte en politik, hvor der langt fra blevet sparet på pengene i Farum Kommune. I dag er ældreplejen under massivt pres i hele landet, og idéen om kommunalt betalte charterrejser kan være svær at forene med historier om ældre, der knap nok kan få et ugentligt bad.

Men udfordringerne i velfærdssystemet er ikke den eneste forskel på år 2000 og 2023. I dag er vi også mere bevidste om klimaforandringer og flytrafikkens massive CO2-udledning. 

Ifølge Jens-Kristian Lütken skal det dog ikke stå i vejen for ældres muligheder for at komme på ferie på kommunens regning 

"Skal de ældre så ikke have lov til at rejse, fordi man er bange for klimaet? Det synes jeg ikke er rimeligt. Det her er nogle mennesker, som er i deres livs efterår, og det drejer sig om at leve, mens man lever," siger Jens-Kristian Lütken.

{{toplink}}

Forrige artikel USA: Vi har ingen favorit til Nato endnu USA: Vi har ingen favorit til Nato endnu Næste artikel Ny fremskrivning: Transportsektoren bliver ikke klimaneutral i 2045 Ny fremskrivning: Transportsektoren bliver ikke klimaneutral i 2045