Khaders burka-forslag møder kritik

BURKA: De Konservatives udspil om at forbyde brug af de muslimske hovedbeklædninger burkaen og niqaben i det offentlige rum møder kritik fra flere sider.

Bortset fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraternes opbakning, møder De Konservatives udspil kritik fra flere retninger.

Såvel politiske kolleger som eksperter udtrykker deres skepsis over for forslaget, og selv Konservativ Ungdom retter deres kritik mod Naser Khaders forslag.

Ifølge jp.dk beskylder KU's formand Rune Kristensen Khader for at "alliere sig med de fremmedfjendske politikere i Dansk Folkeparti".

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) mener ikke, at regeringen skal blande sig i folks påklædning, og udtaler ifølge B.T., at kvinder med burka er udsat for rigelige begrænsninger i forvejen:

"Går man med burka, så kan man ikke få arbejdsmarkedsunderstøttelse, for man står nok ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Man kan ikke få et pas eller buskort, så der er nogle konsekvenser ved at gå med burka allerede i dag," siger hun.

Heller ikke Kvinderådet, Danmarks største kvindeorganisation, er begejstrede for forslaget, som de ikke mener vil fremme integrationen:

"Vi arbejder for dialog og integration, og set i det lys har jeg svært ved at se, hvordan et forbud fremmer det," siger Kvinderådets sekretariatsleder Randi Theil til Politiken.

Forrige artikel "Burkaen er et mobilt fængsel" Næste artikel Dansk Energi får ny direktør