Khader: Kønskampen skal kæmpes i ghettoerne
DEBAT: Kønskampen anno 2017 skal væk fra direktionsgangen og ud i ghettoerne, skriver Naser Khader (K), som mener, at de store ligestillingsudfordringer findes i minoritetsmiljøerne.
Af Naser Khader (K)
Integrations- og udviklingsordfører
Når det kommer til ligestilling af køn – er der så egentlig mere at kæmpe for, kunne man spørge sig selv? I år er det 40 år siden, at vi i Danmark indførte kvindernes internationale kampdag. Det var 8. marts 1977, at vi første gang markerede kvindekampdagen, og siden da har vi kæmpet forskellige sager for ligestilling: at få flere kvinder ind i politik, økonomisk selvstændighed for kvinder, det vil sige til at tjene sine egne penge og til at tjene det samme som mænd. Det er alt sammen i bedring.
Retten til at bestemme over sin egen krop har også været flittigt debatteret. Vi er nået et godt stykke vej, når det kommer til ligestilling. Derfor er spørgsmålet, om vi ikke bare kan læne os tilbage og tage arbejdshandskerne af? Nej, er svaret. Selvom vi er kommet langt herhjemme, er der stadig flere kampe, vi kan og skal kæmpe.
Kvindekamp i ghettoerne
En nyere redegørelse viser, at 21 procent af kvinderne i indvandrermiljøer ikke frit må bestemme, hvem de bliver kærester eller gift med. For mig at se er dette fuldstændig ude af proportioner. Derfor ønsker jeg at rykke kvindekampen/ligestillingskampen anno 2017 væk fra direktionsgangen og ud i ghettomiljøerne.
Der er så meget at vinde på ligestillingsfronten i minoritetsmiljøerne, hvis vi kan debattere jomfruidealer, ære og skam fordomsfrit og uden berøringsangst. Herhjemme i Danmark har vi skabt en positiv udvikling i samfundet, men når hver femte unge indvandrerkvinde ikke selv frit kan bestemme, hvem hun gifter sig med eller er kæreste med, er vi langt fra mål.
Gør op med kønshykleriet!
Vi skal gøre op med kønshykleri. Det er ikke i orden, at pigernes brødre selv kan vælge frit, hvem de vil giftes med. Jeg accepterer ikke, at nogle kvinder tvinges til at leve under disse forhold. Det er muligvis et følsomt emne, men vi er nødt til at være solidariske på tværs af hudfarve, religion og oprindelsesland, ellers er der ingen kvindekamp. Derfor mener jeg, at ligestillingskampen 2017 skal kæmpes i de muslimske miljøer – for det er her, at vi har det største behov.
Det er i indvandrermiljøer, at vi kan gøre den største forskel, når det kommer til ligestilling. Vi skal råbe ud i ghettoerne, at kvinder har ret til at leve de liv, de vil. Sådan er det i Danmark, for det har vi kæmpet for i mange år. Vi lægger ikke vores egen kvindekamp på is, men vi skal fokusere på de steder, hvor der er reelt brug for det.
Feminister skal tage minoritetskvinder alvorligt
Jeg synes, at kvindekampsorganisationerne skal kigge rigtig grundigt på deres virke og overveje, om de problemer, de tager op, er lige så alvorlige som de problemer, visse indvandrerkvinder oplever. Her tænker jeg på udpræget social kontrol og økonomisk afhængighed som følge af ikke at have et arbejde. Der er så meget at vinde på ligestillingsfronten i minoritetsmiljøerne, hvis vi kan debattere jomfruidealer, ære og skam fordomsfrit og uden berøringsangst.
Så for mig at se skal vi stadig kæmpe. Ikke længere på direktionsgangen, men i de muslimske ghettomiljøer. Dér ligger den sande kvindekamp i 2017.
Bondam til DTL: Kæmp for færre ulykker – ikke cykelhjelm og refleksvest
Handicap-formand: Kontanthjælpsloft rammer Karen med gigt og Rico med ADHD
