Kampvalg: To radikale vil være ny landsformand

KAMPVALG: To personer har meldt sig som kandidater til den ledige post som landsformand for Radikale. Søndag bliver det afgjort, hvem som får den.

Søndag skal Radikale vælge ny formand, og det bliver et kampvalg mellem to kandidater.

Det sker på partiets landsmøde i Nyborg. De to landsformandskandidater er Svend Thorhauge fra Skanderborg-kredsen og Kristina Siig fra Svendborg-kredsen. 

43-årige Svend Thorhauge stillede op for Radikale ved folketingsvalget i juni, dog uden at opnå valg, og han har også tidligere stillet op til regionsrådsvalget i Region Midtjylland. Han har studeret på Institut for Statskundskab og på Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet og arbejder i dag med talentudvikling i gymnasieskolen. Tidligere har han været både højskoleforstander, kulturnatsleder og teaterproducent

"Vi skal sikre, at vi hviler på en klippegrund, der bygger på mange flere end de 4,6 procent, vi talte for nylig," siger Svend Thorhauge. 

Kig på barsel
Svend Thorhauge peger på, at han gerne ser, at partiet for eksempel begynder at kigge på nye løsninger inden for barselsligestilling, indsigt i den offentlige forvaltning, dannelsen i uddannelse og skabelsen af et grønt, åbent sammenhængende land – et land, der også inkluderer dem, som banker på grænsedøren.

"For mig at se er Radikale Venstre på vej ind i en rekonstruktion, og vi skal alle i Radikale Venstre være med som medkonstruktører," siger han.

Thorhauge har været medlem af Radikale siden 1997, og han er i dag medlem af hovedbestyrelsen.

R skal videre
Kristina Siig er 45 år og har tidligere stillet op for Radikale til Europa-Parlamentsvalget både i 2009 og 2014. Hun bor i Skårup på Sydfyn og er forsker og underviser i international handel og søfartsforhold ved det juridiske fakultet på Syddansk Universitet.

"Radikale skal være garant for, at vi har en åben og ærlig politisk debat i Danmark, og jeg vil gøre mit yderste for, at vi også har det internt i partiet," siger Kristina Siig.

Hun vil blandt andet genetablere livsnerven til uddannelsesverdenen, være det humanistiske indslag i asyldebatten, og så vil hun have, at vælgerne skal vide, at Radikale er økonomisk ansvarlige og har en grøn dagsorden – og at Radikale er partiet, som kan føre det ud i livet.

"Vi skal ikke bruge vores tid i opposition til at slikke sår, vi skal bruge den til at bygge næste generation af kandidater og organisationsfolk op," siger hun.

Kristina Siig har været medlem af Radikale siden 2001, og hun er næstformand i Fyns Storkreds og sidder i hovedbestyrelsen.

Kampvalg om næstformandspost
Kort efter folketingsvalget i juni valgte både formand Klaus Frandsen og næstformand Emil Dyred at forlade deres poster, og dermed stod det klart, at Radikale skal have helt nyt formandsskab for landsforbundet. Radikale adskiller sig fra andre partier ved både at have en ledelse for selve landsforbundet, som partiets landsmøde vælger, og en politisk ledelse, som folketingsgruppen vælger. Morten Østergaard er dermed udelukkende valgt af folketingsgruppens medlemmer, og han fortsætter som politisk leder.

Til posten som næstformand tegner alt også til et kampvalg, da to kandidater har meldt sig, nemlig Rune Christiansen og Vivian Heinola.

Hvem der bliver Radikales nye landsformand og næstformand bliver afgjort ved afstemning søndag formiddag på partiets landsmøde i Nyborg.

Forrige artikel Børsting på S-kongres: Ikke et ondt ord om Helle, men ... Børsting på S-kongres: Ikke et ondt ord om Helle, men ... Næste artikel Thulesen Dahl: Indfør grænsekontrol nu Thulesen Dahl: Indfør grænsekontrol nu