Kammeradvokat blåstempler omstridt forsøg

SYGEDAGPENGEFORSØG: Claus Hjort Frederiksens forsøg med syge dagpengemodtagere er blevet kendt lovligt af kammeradvokaten. Oppositionen mener fortsat, at forsøget er ulovligt.

Kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen har godkendt det omstridte forsøg med syge dagpengemodtagere.

Dermed får forsøget, der er blevet kritiseret heftigt af oppositionen, lov til at fortsætte.

"Såfremt jobcentrene også i praksis følger den fremgangsmåde, der fremgår af deres beskrivelser, og som er i klar overensstemmelse med reguleringen i bekendtgørelsen, er det min vurdering, at de kontrollerede forsøg er lovlige og har den fornødne hjemmel i § 80," skriver kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen, i sin besvarelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Både tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og nuværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har hidtil fastholdt, at forsøget er lovligt og har lænet sig op af Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har sagt god for dets lovlighed.

Men da der i medierne for nylig blev rejst stærk tvivl om forsøgets lovlighed, blev kammeradvokaten bedt om at give sin vurdering af forsøgets lovlighed efter sygedagpengelovens § 80. Og kammeradvokaten giver nu Arbejdsmarkedsstyrelsen og regeringen ret.

V: Selvfølgelig er det lovligt
For Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, kommer kammeradvokatens afgørelse ikke som en overraskelse.

"Jeg har hele tiden sagt, at forsøget er lovligt, så afgørelsen overrasker mig ikke. Man behøver ikke være jurist for at kunne se, at der er hjemmel i loven," siger Jens Vibjerg.

Han regner med, at oppositionens kritik af forsøget nu stopper.

"Oppositionen har brugt denne sag til at score nogle billige politiske point. Har de nogen anstændighed i livet, så stopper de deres kritik nu. Jeg regner derfor med, at det åbne samråd om forsøget, som oppositionen har indkaldt til på onsdag, nu bliver aflyst," siger Jens Vibjerg.

SF: Kammeradvokat er betalt af regeringen
Men ifølge SF's arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen, bliver der fra oppositionens side ikke tale om at indstille kritikken.

"Kammeradvokatens afgørelse er ikke afgørende for mig. Han er regeringens advokat og får sin løn af regeringen," siger Eigil Andersen.

Han er fortsat overbevist om, at forsøget, som daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen for fire måneder siden satte i søen, er ulovligt.

"Sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten vil vi i SF have en uvildig instans til at kigge på denne sag. Der er ingen tvivl i vores sind om, at dette forsøg ikke er lovligt," fastslår Eigil Andersen.

Utilfredse førsøgspersoner kan klage
Det Radikale Venstre er med i forligskredsen omkring forsøget med aktivering af syge dagpengemodtagere, og arbejdsmarkedsordfører Morten Østergaard ser kammeradvokatens afgørelse som et foreløbigt punktum i sagen.

"Med kammeradvokatens vurdering af, at forsøget er lovligt, betragter jeg denne sag som et overstået kapitel. Forsøget kan og vil fortsætte," siger Østergaard.

Tilbage står en gruppe sygedagpengemodtagere, der er blevet frataget deres sygedagpenge, alene fordi de ikke har ønsket at være en del af en forsøgsordning.

"Nu kører forsøget videre. Hvis der er personer, der har været omfattet af forsøget, som føler sig uretfærdigt behandlet, vil jeg opfordre dem til at klage til Ankestyrelsen. På den måde kan alle sager, hvor der er tvivl, blive taget op individuelt," siger Morten Østergaard.

Forrige artikel Miljøminister i samråd om hormonforstyrrende stoffer Næste artikel DF: Regeringen må tage stilling til hold i skolen DF: Regeringen må tage stilling til hold i skolen