K-kampagnechef er ny direktør i digital konsulentvirksomhed

Kampagnechef for Konservative, Peter A. Lemmich, har fået nyt job som direktør i konsulentvirksomheden Venzo It Consulting. 

Kampagnechef for Konservative, Peter A. Lemmich, tiltræder 2. september som ny direktør i konsulentvirksomheden Venzo.

Det skriver han i et opslag på Twitter.

Med ansættelsen siger Peter A. Lemmich farvel til Det Konservative Folkeparti efter fem års kampagnearbejde for partiet.

Peter A. Lemmichs tilknytning til partiet går dog længere tilbage. Fra 2011 til 2014 var han ansat som rådgiver for forhenværende MEP Bendt Bendtsen (K) i Europa-Parlamentet. Men nu tager han altså afsked med politik. 

"Efter tre et halvt år som politisk rådgiver i Europa-Parlamentet og fem år som kampagnechef for Det Konservative Folkeparti er det tid til at prøve noget nyt, og jeg glæder mig rigtig meget til at vende tilbage til Venzo og til at hjælpe danske virksomheder med at udnytte deres digitale potentiale," skriver Peter A. Lemmich på Linkedin.

Peter A. Lemmich forlader Konservative på toppen, efter at partiet ved folketingsvalget 5. juni gik seks mandater frem og tilegnede sig 6,62 procent af stemmerne. 

Forrige artikel Dødsfald: Forfatter Jess Ørnsbo (86) Næste artikel Radikal Ungdom vælger ny landsformand