Radikal Ungdom vælger ny landsformand

Radikal Ungdom har valgt Lukas Lunøe som ny landsformand efter Sigrid Friis. 

Radikal Ungdom har fået ny landsformand. Det står klart efter ungdomspartiets landsmøde i weekenden, hvor Lukas Lunøe blev valgt som partiets nye formand. 

Det skriver Radikal Ungdom til Altinget. 

Lukas Lunøe overtager posten efter Sigrid Friis, der de sidste to år har stået i spidsen for Radikal Ungdom. 

"Det har været de vildeste år længe. Vi har arbejdet hårdt for at levere på alle parametre: kommunalvalg, skolevalg, folketingsvalg og EP-valg. Det har været en fest at stå i spidsen og kæmpe for de værdier og visioner, vi står for," siger Sigrid Friis. 

Radikal Ungdoms nye formand, 21-årige Lukas Lunøe, har baggrund i partiet senest som økonomi- og erhvervsordfører. Han glæder sig til at komme i gang med arbejdet som formand, hvor klimaet særligt er i top.

"Det er et kæmpe privilegie at få lov til at være formand for Radikal Ungdom i det kommende år. Vores uddannelser skal blive bedre, vi skal sikre, at klimaet står øverst, og til sidst, så skal vi være en stemme for en generation, der begår oprør fra midten og tror på, at dagen i morgen bliver bedre af konkrete svar i dag," siger Lukas Lunøe. 

Forrige artikel K-kampagnechef er ny direktør i digital konsulentvirksomhed Næste artikel Dignity henter ny pressechef hos Politiken