Interview med ny svømmeformand: "Vi skal sikre, at svømmerne aldrig må blive svigtet"

Ny formand i Dansk Svømmeunion vil række ud til kritikerne og har derfor bedt omstridt ex-direktør trække sig fra international toppost, selvom "det kommer til at koste". Ny formand vægter svømmernes trivsel over de bonede gulve, lyder det.

Oven på flere års interne stridigheder skal den nye formand Pia M. Johansen forsøge at skabe ro i Dansk Svømmeunion.

“I virkeligheden er det gamle dyder, jeg vil have i fokus. Jeg vil vise åbenhed, give plads til dialog og skabe gennemsigtighed i beslutningerne," siger hun.

Pia M. Johansen skal samle den union, hun selv har kaldt "splittet" efter en krise, der tog fart i foråret 2019. Her pegede en DR-dokumentar på problemer med spiseforstyrrelser og depressioner i dansk elitesvømning. Siden konkluderede en rapport fra Kammeradvokaten, at træningsmiljøet for landsholdssvømmerne havde været særdeles problematisk - samt at der var sket ledelsessvigt i unionen.

Det kostede den mangeårige direktør Pia Holmen jobbet i februar 2020.

Alligevel valgte den daværende unionsbestyrelse i efteråret 2020 at indstille Pia Holmen til en international toppost i det europæiske svømmeforbund, LEN, hvor hun i dag sidder som vicepræsident.

Det medførte hård kritik fra en stribe eliteklubber og topsvømmere. Sagen endte med, at formand Lars Jørgensen trak sig som formand i februar.

I hele det forløb var Pia M. Johansen formand i Silkeborg Svømmeklub. Og hun stod ligesom mange andre på sidelinjen og undrede sig.

“Konsekvensen af Kammeradvokatens rapport blev, at den daværende bestyrelse besluttede, at Pia Holmen ikke længere kunne repræsentere dansk svømning herhjemme. Men samtidig siger man, at hun godt kan repræsentere dansk svømning internationalt. Det hænger ikke sammen," siger Pia M. Johansen i dag.

Derfor gjorde hun også kort proces oven på generalforsamlingen 24. april. Efter at have sikret sig rygdækning i den nye bestyrelse ringede hun allerede dagen efter til Pia Holmen og bad ex-direktøren trække sig fra LEN.

Ligesom flertallet på generalforsamlingen støttede hun imidlertid ikke det mistillidsvotum, en stribe klubber stillede mod den samlede bestyrelse. Derfor har flere medlemmer overlevet håndteringen af Pia Holmen-sagen.

Og det har Pia M. Johansen ikke noget problem med.

“Vi klubber repræsenterer dansk frivillighed og foreningsliv. Mit og mange andres udgangspunkt er, at man vælger bestyrelsen på generalforsamlingerne, og så må man i mellemtiden få tingene til at fungere. Der skal være plads til debat og uenighed. Men vi skal have rummelighed og få det til at fungere i hverdagen. Det betyder ikke, at man ikke mener, svømmerne er blevet svigtet. For det er de,” siger hun.

Går i dialog med kritiske klubber
Pia M. Johansen understreger samtidig, at hun nu vil række ud til de i alt 26 klubber, der stod bag mistillidsvotummet.

“Der igangsættes nu et arbejde, hvor vi sætter os sammen med de klubber og andre, der gennem årene har haft svømmere på NTC (unionens elitecenter). Og så gennemgår vi hele forløbet en gang til og sikrer, at vi får det lært det, vi skal.”

Hvad er det, I skal lære af sagen?

“Kammeradvokaten pegede jo på systemiske og organisatoriske svagheder i Dansk Svømmeunion og i samarbejdet med Team Danmark. Det skal vi gøre alt for at afhjælpe. Vi skal internt og i forhold til vores samarbejdspartnere gennemgå vores processer hele vejen rundt. Vi skal sikre, at svømmerne aldrig må blive svigtet uden indgriben. Når de beder om hjælp, skal de høres. Og så skal der handles,” siger hun.

Flere elitesvømmere som OL-guldvinderen Pernille Blume har offentligt kritiseret det træningsregime, de var underlagt i Pia Holmens direktørtid. Og den nye formand forstår de frustrerede svømmere.

“Jeg har været i dialog med dem, og jeg har fortalt, at vi nu går efter at skabe sammenhæng i tingene, og at vi derfor har bedt Pia Holmen om at trække sig,” siger Pia M. Johansen.

 Hvordan reagerede de på det?

 “Det var de selvfølgelig tilfredse med.”

Stjerner støttede træningskulturen
Historisk er det ikke alle topsvømmere, der har været i opposition til træningsmetoderne i dansk landsholdssvømning. En af de trænere, som har været genstand for kritik i eftertiden, er hollandske Paulus Wildeboer, som sad fra 2008 til 2012.

Allerede dengang var en række klubber utilfredse med Wildeboer, men landsholdsstjernen Jeanette Ottesen var stor fan af hollænderen.

"Det er som om, der har været modvind hele tiden. Der er ingen af dem, der har gidet at høre rigtigt på ham (Paulus Wildeboer red.), selv om han har gjort et fantastisk stykke arbejde, og at han i udlandet er voldsomt kendt for det arbejde, han har gjort i Danmark," sagde hun til Berlingske, da Wildeboer i 2012 søgte væk fra Danmark for at blive australsk landstræner.

Den daværende landsholdskollega Lotte Friis stemte i.

"Trænerne har ikke altid været enige i Paulus’ holdninger. Grunden er nok, at han ikke tænker særlig dansk. Det, mener jeg, er vejen frem. Når vi er til VM eller OL, tænker modstanderne heller ikke dansk. De opfører sig på en måde, som vi slet ikke er vant til," sagde hun tilbage i 2012.

Alligevel ryster den nye formand ikke på hånden. Der skal gøres op med fortidens elitekultur i Dansk Svømmeunion.

“Det kan sagtens være, at der er svømmere, som præsterer godt i et træningsmiljø, du kan kalde hårdt. Men svømmere og mennesker er jo forskellige. Og det nytter ikke noget, hvis der er andre, som mistrives. Vi bliver simpelthen nødt til at få mere fokus på svømmernes trivsel og skabe et sundt miljø, hvor der ikke igen er svømmere, som bliver svigtet,” siger Pia M. Johansen.

Trivsel er vigtigtere end topposter
Der er nu gået to uger siden, at Pia M. Johansen bad Pia Holmen om at trække sig som vicepræsident i LEN. Men der er stadig ikke kommet et svar fra ex-direktøren.

Vælger Pia Holmen at gå, vil Danmark uundgåeligt miste pondus i international svømmepolitik. Men den pris er Pia M. Johansen villig til at betale.

"Der er ikke nogen tvivl om, at jeg repræsenterer frivilligheden og de lokale klubmiljøer, som jeg jo selv er en del af, da jeg kommer fra en lokal klub. Jeg vægter klubber og svømmere højere end de bonede gulve. Jeg vil gerne understrege, at jeg kan godt være begge steder. Men når vi nu skal prioritere, så vægter jeg klubber og svømmeres trivsel højere end internationale topposter," siger hun og fortsætter.

"Det kommer til at koste. Det ved jeg. Dansk Svømning vil så ikke længere være repræsenteret med en vicepræsident i LEN. Vi skal have en ny start. Og derfor sætter vi nu også gang i en ny international strategi for dansk svømning i samarbejde med DIF.”

Hvad siger Danmarks allierede i LEN til, at vi efter kun seks måneder har trukket støtten til vores egen kandidat?

“Jeg tror også, at man ude i Europa synes, at sammenhæng og styr på fundamentet er nødvendigt for at kunne opnå høje resultater. Nu er det en ny start, og jeg oplever respekt fra de nordiske samarbejdspartnere, som jeg allerede har kontakt til.”

Hvad siger de til, at du har trukket støtten til Pia Holmen?

“Det har de taget til efterretning. Og så har de sagt velkommen i gruppen af formænd i de nordiske svømmeforbund.”

De undrer sig ikke over, at Danmark nu trækker støtten til sin egen kandidat efter blot seks måneder?

“De ved godt hvorfor.”

Forrige artikel Venstre klar med infrastrukturudspil med Hærvejsmotorvej og nye milliarder Venstre klar med infrastrukturudspil med Hærvejsmotorvej og nye milliarder Næste artikel Dagens overblik: Flertal vil hjælpe børn, der bliver sendt på genopdragelsesrejser Dagens overblik: Flertal vil hjælpe børn, der bliver sendt på genopdragelsesrejser