Ingen har benyttet sig af Tesfayes karantænepladser til illegale migranter

CORONA: Frygten for at blive hjemsendt har afholdt coronasmittede hjemløse udlændinge uden lovligt opholdt fra at benytte sig af de officielle karantænepladser til begrænsning af smittespredning, kritiserer aktører. De foreslår frit lejde ved en eventuel andenbølge.

Regeringen oprettede i foråret særlige karantænepladser for at undgå, at covid-19 positive migranter uden lovligt ophold i Danmark skulle sprede smitten yderligere.

Men ingen har valgt at benytte sig af de offentlige karantænepladser på Center Brovst og Center Gribskov, der normalvis huser asylansøgere.

Det oplyser Udlændingestyrelsen til Altinget.

Ifølge en række aktører med indsigt i målgruppen skyldes det, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ved præsentationen af tiltaget slog fast, at ”de udlændinge, der opholder sig illegalt, selvfølgelig sendes hjem”.

”Der gik udlændingepolitik i en meget forfærdelig sundhedskrise,” siger socialborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard (RV), og fortsætter:

”Hvis man er her illegalt, har man selvfølgelig ikke lyst til at tage hen til et tidligere flygtningecenter med henblik på hjemsendelse”.

Den analyse deler Maja Løvbjerg Hansen, der arbejder som jurist i Gadejuristen, og Vibe Klarup, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte, 

Gået udenom pladserne
Alle tre aktører påpeger, at der er relativt få udsatte og folk fra gademiljøet, der er konstateret positive med corona.

Men Vibe Klarup slår fast, at der har været smittede med corona i målgruppen – de smittede er dog af blevet hjulpet på anden vis end karantænepladser. I praksis var karantænepladserne nemlig ikke en brugbar løsning, mener hun.

”Det blev et ret praktisk og konkret dilemma, for gadeplansmedarbejderne følte sig overladt til sig selv og følte ikke, at der var opbakning til det arbejde, de stod med,” siger Vibe Klarup.

Frygter andenbølge
Alle tre forslår en frit lejde-ordning, hvor man ikke skeler til udsattes opholdsstatus.

”Ingen er tjent med, at smittede migrantarbejdere ikke opsøger en karantæneplads og i stedet går rundt og smitter andre,” siger Mia Nyegaard.

 

Altinget har uden held forsøgt at få en kommentar fra Mattias Tesfaye. Men Socialdemokratiets fungerende udlændingeordfører, Christian Rabjerg Madsen mener, det har været fornuftigt at oprette pladserne, selvom de ikke er blevet brugt:

”Hvis folk bliver smittede, skal i karantæne og ikke selv har mulighed for at have en seng og et sundhedstilbud, så skal vi stille det til rådighed. Men vi skal ikke på den anden side smide retsstatens principper over bord."

Læs hele artiklen på Altinget Social og får flere kommentarer og mere baggrund i sagen. 

Forrige artikel Formand, forhandler og lærer: Portræt af Anders Bondo Formand, forhandler og lærer: Portræt af Anders Bondo Næste artikel Dagens overblik: De fleste danskere vil få udbetalt forkert feriepengebeløb Dagens overblik: De fleste danskere vil få udbetalt forkert feriepengebeløb