Tommy Petersen bliver ny leder for Radikale i København

SKIFTE: Radikales gruppeformand på Københavns Rådhus, Tommy Petersen, bliver ny politisk leder efter Anna Mee Allerslev.

Det bliver den radikale gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation, Tommy Petersen, der bliver ny politisk leder for partiet i København, efter integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev har valgt at trække sig.

Det har en enig radikal gruppe onsdag besluttet.

Og han overtager ikke bare posten som leder af Radikale på Københavns Rådhus, han overtager også posten som integrations- og beskæftigelsesborgmester, oplyste Anna Mee Allerslev på et pressemøde tidligere onsdag. 

”Jeg kender Tommy som en yderst kompetent og meget dygtig kollega, som brænder for at gøre København bedre," lød det blandt andet fra Anna Mee Allerslev, som særligt fremhævede Tommy Petersens kamp for Amager Fælled. 

Tommy Petersens nye poster er dog indtil videre kun året ud, hvor der bliver skiftet ud på pladserne i Borgerrepræsentationen efter kommunalvalget. 

40-årige Tommy Petersen blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation i 2013, og udover at have været gruppeformand er han også medlem af Økonomiudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget.

Den nye R-leder i København er både født og opvokset i den danske hovedstad, og i dag bor han på Islands Brygge. Han har sønnerne Theodor og Samuel og bor sammen med sin kæreste Søren. Tommy Petersen er uddannet cand.merc fra CBS, og på sin kandidatside på Altinget fortæller han, at han er stor Wozniacki-fan.

Tommy Petersen fik 776 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2013. Om Tommy Petersen bliver ny spidskandidat for Radikale ved kommunalvalget 21. november vides endnu ikke. Det vil partiet gennem en demokratisk proces nu finde ud af.

Forrige artikel Anna Mee Allerslev forlader københavnsk politik: Det er min egen beslutning Anna Mee Allerslev forlader københavnsk politik: Det er min egen beslutning Næste artikel Portræt: Den rationelle slider glemte, at følelser er alt i politik Portræt: Den rationelle slider glemte, at følelser er alt i politik