Hørt på Folkemødet: Tredje dag

FOLKEMØDE: Geert Wilders kiggede forbi Folkemødet, men er knap så populær som den traditionsrige fællessang med Søren Pind og Bertel Haarder i Venstres telt. Bornholm, Bornholm, Bornholm ... Vi bringer et lille potpourri af indtryk fra Folkemødets tredje dag.

Klokken
09.13: Vi bliver vækket af debat om østafrikansk litteratur lige uden for vinduet. Det er kun godt at blive klogere på et emne, som vi er absolut uvidende om, fra morgenstunden.

10.45: “Hvor mange bluessangere skal der til at skifte en pære?
Otte. En til at skifte pæren. Syv til at synge om, hvor god den gamle var.”
- Niels Krause Kjær hos Dansk Byggeri.

11.58: Kigger forbi Landbrug & Fødevarers telt – det plejer at være et godt go to-sted, når man er sulten. Der serveres pindemadder, mens DF's europaparlamentariker Anders Vistisen og Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Skipper diskuterer, om danske landmænd skal dyrke hamp. Vistisen går ikke ind for at legalisere hash, mens Landbrug & Fødevarer vil have en cannabis-kommission. Pernille Skipper fortæller, at det jo er en økologisk plante.

13.22: Vi følger omstridte Geert Wilders på tv og på nogen afstand af det store politi-opbud. Udenfor mødet synges der Kringsatt av fiender.

14.23: En forbipasserende mand fløjter et par triller, og straks er en beredvillig frivillig med sælger-instinkt på pletten: “Går du og fløjter, fordi du gerne vil have en kuglepen, som du aldrig har set den før?” Den aktive partisoldat er fra Fremskridtspartiet, som nu er i gang med at samle underskrifter for at blive opstillingsberettiget til Folketinget. Ikke til valget 18. juni, bevares, men næste gang, næste gang ...

14.40: Et optog! En mand er klædt ud som ko, en kvinde har brudekjole på, og to unge mennesker holder i fællesskab et banner med påskriften Odsherred Kommune. “Bare kom med! Bare kom med!” lyder det fra den spraglede karavane. Vi fulgte ikke opfordringen, men burde nok have gjort det. For nu står vi bare tilbage og er forvirrede.

14.50: Lille observation: Cassius Clay er et sjovt navn til et keramikværksted. Godt gået, Allinge.

15.07: Folkemødets ubetinget mest nørdede merchandise er fundet hos Folketingets Oplysning. Her kan man nemlig berige sig med et eksemplar af Lissabon-traktaten – en let, lille sag på 491 sider. Der er også mulighed for at få en praktisk pjece med Folketingets forretningsorden. Vi fyldte vores tasker …

15.15: Om først et kvarter begynder et arrangement i Venstres gård, hvor Søren Pind og Bertel Haarder synger sange fra højskolesangbogen. Men det er umuligt at finde en siddeplads, endsige en ståplads, for der er stuvende fuldt! Det må være en af Folkemødets mest velbesøgte begivenheder.

15.27: Det er stadig ikke lykkedes os at spotte én eneste deltager til “Søren og Bertel synger”, som er under 40 år gammel. Der er tre minutter til, og UUUH, vi glæder os.

16.03: Nu har vi sunget “Bornholm, Bornholm, Bornholm” og “Danmark, nu blunder den lyse nat” og mange andre skønne viser. Men det var ikke kun den danske sangskat, vi fik lov at dykke ned i. Her videregives tre jokes fra Bertel Haarders (formentligt omfattende) portefølje af morfarvittigheder:

1. “Hvad er det, der har fire ben og siger ‘vov!’” - “En hund?” - “Øv, så havde du hørt den før.”

2. “Hvad siger et tusindben, der lige har fået nye sko?” - “Tusind tak!”

3. “Hvorfor er det fuldstændigt utænkeligt, at Jesus blev født i Aarhus?” - “Der er ingen vise mænd.”

16.08: Hørt i Enhedslistens telt: “Vi skal lave en aktion ved Konservatives skib? Hvad med spærregrænse-limbo?” How low can you go …

16.19: “Vi skal tale om samfundets overforbrug af alkohol. Og i den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at jeg i morges så sundhedsminister Nick Hækkerup (S) på vej til et arrangement. Og han lignede én, der i aftes har været rundt til samtlige vinsmagningstelte – og glemt at spytte ud!”
- Martin Krasnik i Lænkens telt.

17.10: Mette Bock (LA) er på hovedscenen. Hun introducerer hovedtaleren: “Velkommen til min søde lillebror, den store partileder Anders Samuelsen!” Den gode Samuelsen holdt en visionær tale om et Danmark, hvor vi ikke lader os binde af systemer.

18.43: “Forestil jer, at vi har en statsminister, der for rullende kameraer siger: “Jeg har en indre hippie.” Jamen, er det ikke bare FEDT?”
- Uffe Elbæk i Operates telt.

19.18: To gråhårede damer på vej væk fra et arrangement: “Åh, så hyggeligt! Og kagen! En rigtig god lagkage. Fik du billeder af den? Kagen!”

19.22: Spottet: Clement Kjersgaard i middagsselskab. Han med store armbevægelser og vigtigt tonefald, fem mennesker lyttende.

19.37: Vi har fået øje på et par glas vin. Selvom natten er ung, takker vi af for i dag.

, ,

Forrige artikel Samuelsen: Vi skal ikke lade os binde af systemer Samuelsen: Vi skal ikke lade os binde af systemer Næste artikel Biskopper: Blå bistandspolitik er udansk, fej og ubehagelig Biskopper: Blå bistandspolitik er udansk, fej og ubehagelig