Helle Thorning-Schmidts grundlovstale

Helle Thorning-Schmidts tale på grundlovsdag 2010

(det talte ord gælder)

Grundlovsdag er en af vores vigtigste mærkedage i Danmark. Det er en dag, vi markerer med stolthed og glæde på tværs af partiskel og holdninger. Vi kan strides om meget, men om grundloven hersker en respekt, som gennemsyrer vores politiske liv. Netop fordi den giver os muligheden for at være uenige.

Det er grundloven, som giver os retten til at tale og ytre os frit. Og det er grundloven, som sikrer hver enkelt borger en ukrænkelig stemme i demokratiet.

Det siges, at ingen er over og ingen er ved siden Folketinget. Nuvel. Det gælder bare ikke grundloven, som er den øverste autoritet i vores samfund. Sådan må det være i et demokrati, hvor flertallets magt altid må respektere den enkles ret.

Derfor højtideligholder vi grundloven.

Vi mødes for at fejre den og de muligheder, den giver os. Og vi mødes for at mindes de mennesker, som, om ikke gav deres liv, så brugte deres liv på at sikre den og vores demokrati.

Det er nu mere end 160 år siden, at borgere i hele landet blev mobiliseret med en sådan kraft, at enevældens indskrænkede styreform sank i grus.

Den 5. juni 1849 begyndte et nyt kapitel i vores fælles historie. Grundstenen blev lagt til det moderne Danmark. Med nye konflikter og klasser. Med et enormt socialt opbrud, fattigdom og store menneskelige lidelser.

Men også med en ny fremdrift og optimisme. Og med en viden om, at skellet mellem mennesker og mellem høj og lav i et samfund, er kunstigt. Med en viden om, at alle borgere med alle deres forskelligheder, erfaringer og ressourcer er lige for loven.

Men juni grundloven i sig selv var langt fra demokratisk. Ud af Danmarks 1,3 millioner indbyggere var 204.000 valgberettigede, og kun 40.000 opnåede, at deres stemme blev repræsenteret. Altså godt 3 procent af befolkningen.

Og det var ganske med vilje. Som en af grundlovens fædre, Orla Lehmann, så berømt skrev, at da Danmark " udførte det dristige vovestykke at overdrage magten til det hele folk, da var det ikke for at lægge statsstyrelsen i den uoplyste almues hånd og endnu mindre for at udlevere den til nogle egennyttige og snedige demagoger. Det er de begavede, dannede og formuende, som i ethvert civiliseret samfund har overvægten i de offentlige anliggenders bestyrelse."

Da kvinderne i samtidens øjne hverken var begavede, dannede og på ingen måde formuende, måtte de i sagens natur vente mere end et halvt århundrede, før de fik deres rette plads i folkestyret.

Jeg glæder mig til, at vi om 5 år skal fejre 100 året for den universelle stemmeret i Danmark.

For først med grundloven i 1915 får vi, efter min overbevisning, et fuldgyldigt demokrati i Danmark.

Intet står over grundloven. Og derfor er det også så vigtigt, at vi i fællesskab holder den tidssvarende. Sidste år besluttede befolkningen ved en folkeafstemning at ændre tronfølgeloven. Vi tog et lille, men rigtigt skridt i retning af ligestilling mellem mænd og kvinder. Det vil jeg gerne takke for. Det var en god og vigtig beslutning.

Men grundloven skaber ikke vores demokrati og folkestyre alene. Den er rammen, som vi skal fylde ud og bruge med respekt for de værdier, den hviler på.

Vigtigst er måske en helt særlig dansk tradition for at bygge bro mellem modsatrettede synspunkter. En skik med at involvere brede interesser og altid insistere på, at beslutninger truffet i fællesskab er stærkere end dem, som alene træffes af den stærkeste part.

Det er en tradition, som er vokset ud af den danske historie. Ud af vores bondesamfund og andelsbevægelsen. Ud af vores erfaringer, som en stadig mindre stat, der kun overlevede ved at stå sammen. Og ud af vores erfaringer med løse konflikter på arbejdsmarkedet i en form og foredragelighed, man ikke kender andre steder i verden.

Den røde tråd er et ansvar overfor det fællesskab, som hedder Danmark. Igen og igen er det ved hjælp af løsninger på tværs af skel - og ikke på bekostning af enkelte grupper - at Danmark har sikret fred og høstet fremgang.

I dag står vi midt i en svær økonomisk krise. På intet tidspunkt siden Anden Verdenskrig har vi oplevet så stort et tilbageslag som nu. Vores fælles velstand er faldet med 5 procent.

Gælden vokser. Og statsunderskuddet når et historisk højt niveau i år. Regningen skal betales.

Der er ingen let vej ud af krisen. Men der er en vej, hvor alle bidrager, og hvor vi ikke sender regningen til nogle få sårbare grupper. Det er den rigtige vej. Det er den vej, vi har brugt med så stor succes i Danmark igennem tiderne.

Derfor vil jeg gerne sende en anerkendende hilsen til de danske lønmodtagere og deres organisationer. De har sagt højt og tydeligt: Vi vil ikke gå på kompromis med de værdier, vi bygger vores fællesskab på.

I stedet for at trække på skuldrene og lade andre bære byrderne, så har vi fået håndslag på, at de vil smøge ærmerne op og være med til at sikre velfærdssamfundet.

Vi kan ikke isolere vores folkestyre til den lovgivende magt alene. Vores demokrati er vævet ind i alle dele af det danske samfund. I vores skoler. På vores arbejdspladser. I vores lokalområder. I vores foreningsliv. Og overalt er det netop evnen til at finde løsninger - der respekterer mindretallet - som giver fælles beslutninger kraft.

Men den lovgivende magt har et særligt ansvar for at gå forrest i at udvikle vores demokrati.

Folketinget har et ansvar for at forny og modernisere det samarbejdende folkestyre. For det er et særligt kendetegn ved vores parlamentariske liv, vi skal være stolte af.

Det er netop det samarbejdende folkestyre, som sikrer stabilitet om vores økonomi.

Hvis vores virksomheder skal planlægge, kræver det stabile vilkår. Det kræver ro om skatteregler og uddannelsesmuligheder for de ansatte.

Det er det samarbejdende folkestyre, som sikrer, at der er tryghed for borgerne. De skal ikke frygte, at deres privatøkonomi bliver ændret fra den ene dag til den anden. De skal vide, at deres folkevalgte repræsentanter træffer beslutninger, der rækker ud over en enkelt valgperiode.

Det er det samarbejdende folkestyre, som skaber respekt for Danmark i omverdenen. Vores allierede og partnere skal vide, at de kan regne med os. Ikke bare i morgen, men også til næste år og næste år igen. Og det kan de kun, hvis en bred kreds af partier vælger at tage et fælles ansvar.

Når det samarbejdende folkestyre er stærkest, er Danmark stærkest.

Men efter 9 år med et VKO-flertal, er vores evne til at træffe fælles beslutninger desværre ved at være en del af vores historie, og ikke en del af vores nutid.

Dag for dag. Måned for måned. År for år, er det samarbejdende folkestyre udhulet og svækket.

Helt bevidst og med en kynisk rutine, arbejder regeringen og Dansk Folkeparti på at gennemføre de størst mulige ændringer med det mindst mulige flertal.

Strukturreformen, som skaber rammen om vores kommuner og den nære velfærd, er gennemført med et smalt flertal.

Skattereformen, som direkte påvirker familiernes økonomi - og som har givet historisk store skattelettelser til de rigeste, er gennemført med et smalt flertal.

Danmarks krig i Irak - den største udenrigspolitiske fejltagelse i nyere tid - blev trumfet igennem uden et bredt flertal. Det er en dårlig varetagelse af Danmarks interesser, og det er ikke fair overfor de mennesker, der må påtage sig en opgave, der kan koste den højeste pris.

Hver eneste finanslov siden 2001 - vores samlede husholdningsregnskab - er gennemført alene med Dansk Folkeparti.

Og i sidste uge kom regeringen og Dansk Folkepartis spareindgreb. Efter et tumultarisk forløb er der nu lagt gift ud for et spirende opsving. Dagpengemodtagerne og børnefamilierne sidder tilbage med statsministerens underfrankerede rudekuverter.

Det samarbejdende folkestyre er ikke en del af vores grundlov. Det er en del af vores politiske liv. Det er vores ansvar, som folkevalgte, at løfte traditionen videre.

Den tradition er efter 9 år med VKO blevet svagere og ikke stærkere. Det samarbejdende folkestyre bygger på en tillid til hinanden. Det bygger på en gensidig respekt. Det bygger på et fælles ansvar for at løse langsigtede problemer.

Mister vi tilliden til hinanden og respekten for vores modstandere, mister vi en afgørende forudsætning for at skabe brede forlig og robuste løsninger.

Det siger sig selv, at oppositionen også har et ansvar. At vi har en pligt til at lade enderne  mødes og bære vores del af byrden. Og det har vi gjort.

Uden os var der ikke kommet en velfærdsreform, der styrker holdbarheden i dansk økonomi.

Uden os var der ikke kommet to bankpakker, som holder hånden under det finansielle system.

Vi er parate til at tage et medansvar. Men oppositionen er pr. definition et mindretal. Og i et samarbejdende folkestyre, er det flertallets pligt at lytte til mindretallet. Det er flertallet og kun flertallet, der kan forhindre, at majoritetsstyre og gold blokpolitik bliver den politiske kultur, den næste generation arver fra vores.

Det flertal, jeg ønsker at stå i spidsen for, vil forny det samarbejdende folkestyre.

Jeg ønsker at genskabe den kontrakt i vores demokrati, som over årtier er formet af ansvarsbevidste folkevalgte.

Det privilegium, som befolkningen udruster flertallet med, skal forvaltes i en ny ånd.

Magten skal altid varetages med ydmyghed og aldrig med selvfølgelighed.

Magten er aldrig til evigt eje. Den er altid betroet. Og magten må aldrig give vished om altid at have ret. Den giver en pligt til at lytte, før man leder.

Et nyt flertal vil være et flertal for hele Danmark. Hele befolkningen skal have tillid til, at de bliver hørt. Hver en borger skal vide, at ikke et eneste forsøg på at nå brede forlig vil stå ubrugt tilbage.

Ord er vigtige. Men de gør det aldrig alene. Derfor vil jeg i dag komme med en håndfæstning på, hvordan et nyt flertal vil sikre mindretallet, og hvordan vi opnår de bedste rammer for at få et nyt samarbejdende folkestyre.

Et nyt flertal vil sikre, at dansk krigsdeltagelse fremover kun kan finde sted med samtykke fra to tredjedele af Folketingets medlemmer.

Et nyt flertal vil gøre op med blokpolitikken. Brede flertal og holdbare forlig giver tryghed.

Derfor skal det også være muligt for partier udenfor regeringen at være med i de forlig og aftaler, som de ønsker at tage et medansvar for.

Et nyt flertal vil give mindretallet nye muligheder for at kontrollere regeringen. Det skal være muligt for mindst 2/5 af Folketingets medlemmer at iværksætte uvildige undersøgelser af beslutninger, som mistænkes for at være truffet under groft uansvarlige omstændigheder.

Et nyt flertal vil sikre åbenhed om tilblivelsen af love. Derfor skal der indføres høringer forud for vedtagelsen af vigtige love.

Og et nyt flertal vil respektere mindretallet på en måde, der viser det respekt, og som giver befolkningen en vished om, at Folketinget aldrig er flertallets - men hele folkets.

Jeg ønsker ikke at dele Danmark op i dem og os. Får og bukke. Jeg ønsker at skabe samling i vores land igen.

Det må være muligt i et lille land, som Danmark, at skabe mere samling og fællesskab.

Hvis vi gør dét. Lever vi op til vores pligt om at aflevere et mere sundt folkestyre til den næste generation.

Jeg brænder for at stille mig i spidsen for den forandring.

Kan I have en fortsat god grundlovsdag.