Gymnasierektor: Vi forventer for lidt af drengene på vores ungdomsuddannelser
Om lidt byder vi en masse drenge velkommen på ungdomsuddannelserne, og vi ved, at mange vil blive efterladt på perronen. Det skyldes muligvis den forventningsfattigdom, der præger vores tilgang til dem, skriver Maja Bødtcher-Hansen.
Om få dage strømmer det ind ad ungdomsuddannelsernes døre med håbefulde og spændte unge. Omkring 40 procent af dem er drenge, og dem skal vi have en snak med.
For drengene halter efter i uddannelsesverdenen, de underpræsterer og bliver i højere grad end pigerne efterladt på perronen.
Det er et problem. Ikke kun for de drenge, der vel ønsker sig muligheder på lige fod med pigerne, men også for vores samfund, der har brug for alle gode kræfter til at løfte både det private erhvervsliv og vores stærke offentlige sektor.
Selvom vi med god grund i dag kvier os ved at tale om køn som stereotyper, er der mange gode bud på, hvorfor billedet ser ud, som det gør. Der er sågar nedsat en kommission til at undersøge og rådgive om problematikken.
Nogle peger på en feminiseret skole, andre peger på opdragelse og læsning i hjemmet, mens en helt tredje position lægger skylden på de kulturelle normer i drengenes fællesskaber.
Vi har på mit gymnasium haft emnet oppe på en stor, fælles workshop om karaktergivning, og her pegede elevernes svar på to hovedretninger: Drengene fortalte om social eksklusion, hvis de er "stræbere", der "fedter for lærerne", og at lærernes tilgang til drengene er præget af lavere forventninger end til pigerne.
Begge dele er for mig genkendelige, og det første mål må være, at få emnet op på bordet og tale om det i vores uddannelsesfællesskaber.
Social eksklusion er ødelæggende for vores elever, når de skal finde sig til rette i de fællesskaber, der betyder så meget for dem i ungdomslivet. Det kan måske være svært at forstå, når man som voksen har sit på det tørre og føler sig fri til at tage rationelle valg.
Men med et lille ærligt blik tilbage kan man måske godt huske den tid, hvor det var vigtigere, hvordan de andre reagerede på ens kommentarer, end på om man fik svaret korrekt på et spørgsmål i kemi.
{{toplink}}
Ved skolestart sidste år mødte jeg en af vores nye elever, da jeg besøgte alle grundforløbsklasserne på deres højskoletur. Jeg spurgte hele årgangen, hvad de virkelig glædede sig til ved at starte i gymnasiet, og hvad de var bekymrede for.
Drengen, der bød ind med en positiv forventning, fortalte, at han glædede sig til at blive en del af et drengefællesskab, hvor man både kunne gå op i fagene og samtidig være en del af den sociale kerne.
Det gav stof til eftertanke. For spørgsmålet er, om vi evner at skabe det miljø omkring vores nye elever, eller om vi ser igennem fingrene med den del af drengekulturen?
Fra det andet standpunkt fortalte en dreng i vores fælles workshop om karakterer, at han oplever, at lærerne ikke forventede lige så meget af drengene som af pigerne. At drengene mere upåtalt slipper afsted med at være passive eller måske springe over, hvor gærdet er lavest.
Det er mønstre, der kan være svære at få øje på, når man er helt tæt på hinanden i hverdagen. Men som altid viser det sig, at de unge selv har et temmelig skarpt blik på, hvad der er på spil.
Løsningen på begge problematikker må derfor være, at vi inviterer vores drenge med til bordet, når vi skal finde nye veje at gå. Jeg forestiller mig, at vi kan diskutere, hvordan karakterrelationen med læreren kan gøres mere tydeligt faglig og autentisk, så det ikke opleves som fedteri, når man deltager.
Vi kan tale om, hvordan læreren kan gå mere til drengenes faglige præstationer med en positiv forventning, fordi vi ved, at det får alle til at vokse, når en autoritet tror på, at man godt kan.
Det kan være med små signaler, med tydeligere rammer og krav og med en direkte snak, når der ’slackes’ igen og igen. Vi skal give opmærksomhed og prestige til fagligt stærke drenge, og vi skal vise værdien i de fællesskaber, som drengene er gode til at trække. Ligesom vi gør med pigerne.
Det gør vi ved at tænke i repræsentativitet på alle planer. I skolens visuelle profil, på morgensamlinger, når vi har gæster, der skal vises rundt og så videre.
En særlig gruppe er ekstra udsatte, hvis man set på statistikkerne. Det drejer sig om drenge med anden etnisk baggrund. De skal i den grad tages alvorligt, lyttes til, stilles krav til og gives ansvar og indflydelse.
I et samarbejde med Mino Danmark blev jeg præsenteret for begrebet 'forventningsfattigdom', som i høj grad gør sig gældende her. Begrebet er meget rammende for mødet mellem misforståede hensyn, udfordringer med adfærd, berøringsangst og svage relationer til lærerne.
Det kræver bevidstgørelse fra alle parter at turde gå til hinanden med krav og positive forventninger, når fordomme, forestillinger og erfaringer fra tidligere skolegang står i kø for at spænde ben for et åbent møde.
Det gælder både for elever, ledelse og lærere. For at det faglige arbejde skal kunne komme frem i front, skal vi tale om alle de andre koder, der dominerer vores møde med hinanden.
Det er indlysende, at der også ude i de små hjem skal reflekteres over kønsrollerne. Der skal sættes spørgsmålstegn ved mange, mange timers gaming, kvaliteten af afleveringer og forberedelse af oplæg for klassekammeraterne.
Det vil jeg opfordre til, men som altid må man handle, hvor man har muligheden.
Så jeg glæder mig til at hive en bred, repræsentativ gruppe af drenge ind på rektors kontor efter ferien og høre dem, hvordan vi sammen kan skabe de bedste muligheder for deres faglige udvikling.
{{toplink}}
Graviditet i en kunstig livmoder risikerer at undertvinge det særligt kvindelige
Sagen om koranafbrændinger er flygtningekrisen i 2015 om igen
