Grønlandske IA mister profil

Naaja Nathanielsen har forladt venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit og er nu løsgænger i det grønlandske Landsting.

Oppositionspolitikeren Naja Nathanielsen har meldt sig ud af sit parti Inuit Ataqatigiit (IA) og varsler et farvel til politik til sommer.

Foreløbig fortsætter hun dog i Landstinget, hvor hun blandt andet agter at fremsætte et forslag om, at Grønland skal begynde at modtage flygtninge. Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.

Som årsag til beslutningen fremhæver Nathanielsen blandt andet 'en spirende nationalisme i samfundet', men også diskussioner om bloktilskud og en folkeafstemning om uranudvinding, hvor hun er uenig med partilinjen.

Opsummerende udtrykker hun det således: ”Jeg har erkendt, at jeg ikke i tilstrækkelig grad deler Inuit Ataqatigiits vision, og dermed kan jeg ikke på troværdig vis repræsentere partiet,” lyder det ifølge avisen Sermitsiaq.

Forrige artikel Omkonstituering i Lyngby-Taarbæk   Næste artikel Generationsskifte i Pensam