GGGI-redegørelse: Tre embedsmænd skal forhøres

GGGI: Tre embedsmænd skal i tjenstligt forhør efter alvorlige fejl i sagen om GGGI’s rejseregler, der førte til Christian Friis Bachs afsked som udviklingsminister. Udenrigsministeriet etablerer særlige indsatser, der skal sikre mod nye fejl.

Den længe ventede interne redegørelse fra Udenrigsministeriets controller-enhed retter skarp kritik af håndteringen af ministeriets egne embedsmænd i GGGI-sagen.

"Det er kritisabelt, at de berørte enheder i Udenrigsministeriet, hverken formår at tilvejebringe alle de efterspurgte referater eller får efterprøvet de indhentede oplysninger," lyder det i redegørelsen.

Enheden har undersøgt forløbet, der var udslagsgivende for, at Christian Friis Bach (R) videregav forkerte oplysninger om GGGI's rejseregler til Folketinget og efterfølgende valgte at trække sig som udviklingsminister.

Især hæfter redegørelsen sig ved, at der "i efteråret 2013, hvor der er politisk fokus på GGGI's rejsepolitik, ikke bliver der fulgt tilstrækkeligt op på udviklingsministerens gentagne anmodninger om at få sagen fuldt belyst".

Embedsmænd kendte rejseregler
Rapporten slår fast, at en række medarbejdere allerede 6. november - to uger før Friis Bach stopper - kendte til, at Friis Bach havde været med til at godkende rejsereglerne tilbage i maj 2012.

"Departementschefen burde have været orienteret hurtigst muligt herom med henblik på orientering af ministeren, Folketinget og offentligheden. At dette ikke er sket må betegnes som meget kritisabelt," står der i rapporten.

Den 15. november gennemgås en anden redegørelse om GGGI til Rigsrevisionen og Folketingets Udenrigsudvalg som opfølgning på samrådet, hvor Friis Bach videregav forkerte oplysninger.

Men heller ikke her bliver informationen om rejsereglerne videregivet. "Involverede medarbejdere" vælger at holde rejsereglerne ude af redegørelsen, står der i rapporten.

Udenrigsministeriet har derfor i samråd med Kammeradvokaten, Justitsministeriet og Moderniseringsstyrelsen besluttet, at tre embedsmænd fra Udenrigsministeriet skal i tjenstligt forhør.

Nye procedurer
Udenrigsministeriets interne regler siger klart, at ekspedition af "sager i relation til Folketinget forudsætter særskilt opmærksomhed og omhyggelighed".

"Alligevel viser ... gennemgang(en) af Udenrigsministeriets håndtering af GGGI-sagen, at der er begået alvorlige fejl og, at der er en række områder, som kalder på skærpet opmærksomhed og forbedringer," lyder det i rapporten.

Derfor iværksætter Udenrigsministeriet som opfølgning på sagsforløbet med GGGI nu en række initiativer.

Det handler blandt andet om, at ministeriet vil fremskynde et nyt elektronisk sags- og dokumenthåndteringssystem, der skal udrulles i 2014. Derudover vil man nedsætte en task-force, der skal gennemføre en "omfattende kommunikationsindsats" for at styrke korrekt arkivering af sagsakter på Asiatisk Plads, men også på de danske ambassader.

Derudover vil ministeriet styrke uddannelse af sine embedsmænd. Det skal blandt andet sætte fokus på betjeningen af Folketinget og ministeransvarlighedsloven.

Udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) vil præsentere redegørelsen for pressen kl. 12.

Forrige artikel Hjort afviser at kalde 40 kr. i timen for social dumping Hjort afviser at kalde 40 kr. i timen for social dumping Næste artikel Produktivitetskommissionen: Ungdomsuddannelserne skal gentænkes Produktivitetskommissionen: Ungdomsuddannelserne skal gentænkes