Gadedrengen fra Gdansk er vendt hjem for at forandre Polen igen

PORTRÆT: En vinterdag i 1970 stod en dreng på 13 år og stirrede ud ad sit vindue ned mod gaden bag skibsværftet i Gdansk, hvor politiet tævede løs og skød på de protesterende arbejdere.

Det minde har for evigt brændt sig fast på nethinden hos Donald Tusk. Drengen, der voksede op til at blive studenteraktivist, systemkritiker, politiker, regeringschef og den første EU-præsident fra øst. Manden, der nu er vendt tilbage til polsk politik i et forsøg på endnu en gang at påvirke historiens gang.

”Lige fra begyndelsen stod det klart for mig, selv om jeg var en teenager, hvem der var på den rigtige side, og hvem der var på den forkerte,” har Tusk siden fortalt om barndomsgadens blodige optøjer i den by ved Østersøen, hvor det regimekritiske fagforbund ’Solidaritet’ begyndte at sparke til Jerntæppet.

Det var dengang, den fodboldglade gadedreng og slagsbror Donald – søn af en tømrer og en sygeplejerske – for alvor opdagede, hvad det vil sige at leve i et totalitært samfund. Og hvorfor det er værd at kæmpe for at få noget andet.

Her i weekenden gjorde han det igen.

”Polen har vundet, demokratiet har vundet,” råbte den i dag 66-årige Tusk sent søndag aften, da de første prognoser for det polske valgresultat dukkede op: ”Jeg er en sportsmand, og jeg har aldrig været så lykkelig for en andenplads, som jeg er for den her,” sagde han.

Selv om det nationalkonservative regeringsparti Lov & Retfærdighed (PiS) stadig er landets største parti, så ved Donald Tusk, at han er valgets sande vinder.

Regeringspartiet har vundet en pyrrhussejr

PiS kan meget vel få første forsøg på at danne en ny regering, men partiets lidt over 35 procent af stemmerne er ikke nok til at skabe et flertal sammen med det højreekstremistiske Konfederacja, der kun har fået godt 7 procent.

Ingen andre partier kan umiddelbart tænkes at ville danne en regering sammen med PiS, som derfor ser ud til at have vundet en pyrrhussejr.

Til gengæld vil Donald Tusk og hans Borgerkoalition med næsten 31 procent kunne skabe et flertal sammen med midterpartiet Tredje Vej og et mindre venstrefløjsparti, der står til henholdsvis cirka 14,4 og 8,6 procent af stemmerne.

Intet er endnu helt sikkert. Ifølge eksperter i polsk politik kan det komme til at vare måneder, før de forskellige armlægninger og procedurer fører til et reelt magtskifte. Efter otte år i regeringskontorerne bliver det svært for Lov & Retfærdighed at give slip. De kan få hjælp til at trække processen ud fra Polens præsident, Andrzej Duda, som er fra samme parti.

Men det ser ud til, at PiS i sidste ende må overdrage magten til den samlede opposition. Den tværpolitiske sammenslutning af udfordrere tegner til at kunne sætte sig på 248 af de 420 pladser i Polens parlament og dermed gøre Donald Tusk til regeringsleder. Igen. For han har været det før.

Fra hooligan til borgerlig politisk leder

Oprørstiden i Gdansk førte via universitetet og fagforeningerne den unge Tusk ind i et langt politisk liv, hvor han var dybt involveret i kampen for et demokratisk Polen.

Som ung mand engagerede han sig i studenterorganisationer, der støttede bevægelsen ’Solidaritet’. Det kostede på et tidspunkt den aktivistiske historiestuderende en tur i spjældet.

Donald Tusk har betegnet den unge udgave af sig selv som en ’hooligan’, der ofte kom hjem med skrammer, og som egentlig mest blev politiker, fordi han ikke kunne blive professionel fodboldspiller. Men han lærte Lech Walesa at kende, og så var den politiske ild tændt.

{{toplink}}

Tusk var en af grundlæggerne af det konservative og liberalt-borgerlige parti Borgerplatformen (PO), som han i 2007 førte til en valgsejr, der gjorde ham til regeringsleder. Manden, han tog magten fra dengang, var i øvrigt samme Jaroslaw Kaczynski, der stadig i dag er leder af Lov & Retfærdighed.

Det var begyndelsen til mange års bitter konkurrence mellem Donald Tusk, Jarolaw og hans tvillingbror Lech Kaczynski. Sidstnævnte var Polens præsident i et meget umage parløb med Tusk, indtil Lech Kaczynski omkom ved en flyulykke i 2010.

Kampen med tvillingerne Kaczynski

Mens Tusk dengang blev kendt i Bruxelles som en pragmatisk leder med store ambitioner for Polen i EU, så repræsenterede brødrene Kaczynski en mere skeptisk, nationalkonservativ modpol.

Engang i 2008 var Lech Kaczynski for eksempel så rasende over, at det ikke var ham, der skulle til EU-topmøde, at præsidenten alligevel selv chartrede et fly til 300.000 kroner og fløj afsted til Bruxelles uden invitation. Til at begynde med stod Polens statsoverhoved en tid ude i topmødecentrets pressebar, fordi han ikke havde akkreditering til mere.

Selv om årsagen var tragisk, så var det derfor en lettelse for både Donald Tusk og for Polens forhold til EU, da den mere pragmatiske Bronislaw Komorowski overtog præsidentembedet efter Lech Kaczynskis død. Men broderen Jaroslaw gik i gang med omhyggeligt at forberede sin politiske hævn.

Nogle mener, at Tusk i sine år som regeringsleder selv var med til at så kimen til Lov & Retfærdigheds senere comeback. Hans ambitiøse økonomiske reformer og moderniseringen af det polske samfund kom mest de veluddannede byboer til gode, mens mange mennesker ude på landet følte sig ladt i stikken.

”Særligt sted i helvede” til uærlige brexiteers

I første omgang var det dog en stor succes. Donald Tusk blev genvalgt i 2011 som den første regeringsleder siden det kommunistiske regimes fald i 1989. Hans reformer og Polens økonomiske vækst skabte respekt hos de andre europæiske ledere, der i 2014 udnævnte ham som fast rådsformand, også kaldet EU-præsident.

Det var første gang, at en politiker fra et af de nye medlemslande i Central- og Østeuropa blev tildelt så vigtig en post i EU, som Tusk i øvrigt snuppede lige for næsen af Danmarks daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S).

Men allerede året efter, at den polske leder forlod hjemlandet, kom Kaczynskis PiS tilbage og vandt magten ved et parlamentsvalg i oktober 2015. Det var ikke mindst den store, skuffede landbefolkning i Polen, som stemte Tusks partifæller ud af regeringsembedet.

{{toplink}}

I Bruxelles virkede Donald Tusk i begyndelsen lidt akavet og tøvende med sin karakteristiske, lettere læspende måde at udtrykke sig på. Han kunne intet fransk, og han virkede haltende på engelsk. Til gengæld talte han flydende tysk og russisk, og efter en del intensive kurser kom han også godt efter det engelske.

Frem trådte en overraskende skarp og til tider rapkæftet politiker, der ikke var bleg for at udpege ”et særligt sted i helvede” til Brexit-fortalere uden nogen plan for deres land efter exit. Tusk har dog heller aldrig selv været nogen jubeleuropæer med stjerner i øjnene.

”Er jeg en EU-føderalist? Nej. Jeg kan ikke lide ideologier, jeg kan ikke lide tyveårsplaner. Det er bullshit,” sagde han til Financial Times kort før sin tiltrædelse i efteråret 2014.

Ingen tålmodighed med utopiske visioner

Den ranke, lidt drengede og oftest solbrændte polak fra Gdansk brød sig tydeligvis ikke særlig meget om bunker af papirer, hvisken i korridorer og indviklede aftaler indgået i tilrøgede baglokaler. Han ville hellere løbe en tur og sige sin ærlige mening om både Rusland (”utroværdig”), flygtningekvoter (”urealistiske”), Brexit (”en vigtig advarsel”) og flyvske unionsdrømme (”utopiske”).

”Det er ikke noget passende svar på vores problemer at ville gennemtvinge lyriske og faktisk naive EU-entusiastiske visioner om total integration«, sagde Donald Tusk i en tale den sommer i 2016, hvor briterne stemte sig ud af unionen.

Ikke mindst i EU-Kommissionen var der mange, der til tider blev frustrerede over polakkens bremseklodser og advarsler mod at være alt for ambitiøs eller naiv på Europas vegne. Men de fleste vil nok i dag sige, at han også var en stærk og markant rådsformand og topmødeleder, som fik ret i det meste til sidst.

Da han i 2019 var trådt tilbage efter de maksimale fem år som EU-præsident, tilbragte Donald Tusk et par år med blandt andet at være formand for sammenslutningen af konservative partier i Europa (EPP). Sidste år trak han sig fra alt det europæiske for at hellige sig en ultimativ satsning på at vinde magten tilbage hjemme i Polen.

Konflikten mellem Warszawa og Bruxelles

År efter år er Polens forhold til EU blevet forværret, mens Tusks gamle rivaler i PiS har brugt magten til at underminere demokratiske grundværdier som domstolenes uafhængighed, mediernes frihed, kønnenes ligestilling og rettighederne for seksuelle og religiøse minoriteter.

I de seneste år er konflikten blevet så uforsonlig, at EU tilbageholder hundredvis af milliarder kroner i støtte, som Polen ikke kan få udbetalt på grund af manglende retssikkerhed.

Det er ikke mindst denne krise, som Donald Tusk har lovet at vende hjem for at sætte en stopper for.

{{toplink}}

”Man kan ikke bede andre om at slås, hvis man ikke er parat til at gøre det selv,” sagde han i sin afskedstale til EPP’s kongres i Rotterdam sidste forår. Igen det der med at stå på ”den rigtige side” i historien om magt, undertrykkelse og frihed.

Tusk vendte hjem til en beskidt og benhård valgkamp, hvor regeringspartiet har brugt mange af statens midler til at holde fast på magten. Alligevel ser det ud til, at det i søndags lykkedes ham og resten af de forenede oppositionspartier at sparke døren ind til PiS og begynde en normalisering af Polens demokratiske liv.

Håbet om et mere demokratisk Polen

Lige nu er der tusindvis af dommere, politikere, journalister, kunstnere, akademikere, studerende, LGBT-aktivister og mange andre borgere i Polen, som holder vejret. De håber, at Donald Tusk kan holde fast og gennemføre et magtskifte, der kan blive det mest betydningsfulde siden diktaturets fald i 1989.

Det samme håb gennemsyrer EU-institutionerne, der længe har betragtet Warszawa som deres største sten i skoen.

”Der findes intet sikkert EU uden et demokratisk Polen,” sagde Tusk selv for nylig.

Dermed ikke være sagt, at alt vil løse sig med det samme. Men gadedrengen fra Gdansk er vendt hjem – og han har bragt håbet med sig.

Det kan ændre meget, både for Polen og for det europæiske samarbejde.

 

thomas.lauritzen@altinget.dk