Frank Jensen til regeringen: Drop anlægsloftet

ØKONOMISTYRING: København har brug for de ni milliarder, kommunen har i kassen, til investeringer i skoler og infrastruktur. Men regeringens anlægsloft står i vejen, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) vil af med regeringens anlægsloft, så hovedstaden frit kan bruge de ni milliarder kroner i pengekassen på nye skoler, daginstitutioner og veje.

"Vores kraftige opfordring til regeringen er, at vi ikke får et anlægsloft i 2014. Vi vil kunne skabe mange arbejdspladser, hvis vi får lov at investere fremadrettet. Vi sakker bagud med investeringer i forhold Stockholm og Oslo," siger Frank Jensen i en skriftlig kommentar til Altinget.dk.

Og behovet for anlægsinvesteringer i hovedstaden er stort, mener overborgmesteren.

"Mange af vores skoler, bygninger og veje er meget slidte. Vi skal bruge mange milliarder på at sætte dem i stand," siger Frank Jensen.

Københavns kassebeholdning er svulmet med over over fire milliarder siden 2009, og kommunen har landets suverænt største kassebeholdning per indbygger. Kassebeholdningen i København er på 16.524 kroner per indbygger, noget over landsgennemsnittet på 6.180 kroner per indbygger.

2.300-2.400 kroner er imidlertid tilstrækkeligt for de fleste kommuner, vurderer ekspert i kommunale udgiftsbehov, Kurt Houlberg, der er programchef på KORA, det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Men København vokser med omkring 1.000 borgere om måneden og kommunen har derfor brug for pengene, mener overborgmesteren. 

Vil ikke give skattelettelser
På trods af anlægsloftet, der begrænser kommunernes muligheder for at bygge og renovere, har København allerede gang i en række byggeprojekter.

"Vi er i fuld gang med at bygge skoler og børnehaver, og vi skal jo have penge i kassen til at betale, når regningerne falder. Vi skal også sørge for boliger i København, som den almindelige lønmodtager eller studerende har råd til at betale. Vi bygger metro. Vi anlægger cykelstier."

Den store københavnske kassebeholdning har fået politikere fra Venstre og Konservative til at kræve, at Frank Jensen sænker Københavns kommuneskatter, men det vil overborgmesteren ikke være med til.

"Min holdning er, at vi har mere brug for investeringer til glæde for den almindelige københavner end for skattelettelser. København skal fungere, og vi skal kunne tage godt imod vores tusindvis af nye borgere. København har landets niende laveste skatteprocent, så jeg mener ikke, at behovet for lavere skat er påtrængende," siger overborgmesteren.

Forrige artikel Tænketank: Kommunernes penge skal ud i samfundet Næste artikel Danskerne bakker op om mindre landbrugsstøtte Danskerne bakker op om mindre landbrugsstøtte