Forfatter bag "forvaltningsgyser": Embedsmænd skal sige fra over for moralsk forkastelige projekter

Det er næsten for godt til at være sandt. En klimavenlig skyskraber midt i hovedstaden bygget af bæredygtige materialer, som blandt andet skal huse – hold fast! –  jordemoderskolen, en fødeklinik, et kollektiv, en børnehave og en tegnestue for progressive arkitekter. Det skal være et ”mikrokosmos for det gode liv”, siger finansministeren, som én gang for alle vil sætte Danmark på det klimapolitiske verdenskort.

Byggeriet hedder Mother Earth og danner centrum for Alexander Rich Henningsens satiriske og fiktive roman af samme navn.

Hos de embedsmænd, der i romanen skal gøre byggeriet til virkelighed, opstår der dog hurtigt problemer. For hvorfra kommer egentlig det bæredygtige teaktræ, som skal beklæde den tårnhøje bygning? Og findes der overhovedet bæredygtig beton, som skal udgøre husets fundament? Ansvaret på embedsmændene bliver tungere og tungere i takt med, at ubesvarede spørgsmål hober sig op.

Men hvem siger fra, når det viser sig, at projektet står på et fundament af løgn og utopier?

Det er kernespørgsmålet i Alexander Rich Henningsens roman. Og det vil han også gerne have, at vi reflekterer over i virkeligheden. 

”Det er et eksistentielt valg, hvad man gør som embedsmand. Hvis der kommer et fuldstændigt forskruet politisk projekt om at bygge den her utopiske højhusbygning, som alle kan se ikke kan lade sig gøre. Og hvis problemerne banker på hele tiden, så er det på et tidspunkt op til den enkelte at sige, ”det kan jo ikke være rigtigt det her”. Selvom der er en statssanktioneret konsensus om, at det her skal blive til virkelighed.” siger han.

”Alle har et ansvar for at tage moralsk stilling – også selvom man er embedsmand – i et liberalt, åbent samfund som det danske,” siger han.  

Romanens klimahøjhus, Mother Earth, er et ekstremt eksempel på et amoralsk projekt, der blot bliver ført ud i livet for at give fortællingens finansminister prestige. Men der er også lignede eksempler i den virkelige verden, siger han.  

Hvor i virkelighedens verden ser du eksempler på prestigeprojekter, der er gået for langt?

”Jeg synes, at Lynetteholmen virker som sådan et utopisk projekt. Vi skal bygge en kunstig ø, som er en helt ny bydel. Og der er metro derude, og den skal beskytte mod klimaforandringer. Men prøv at tænke på hvor meget beton, der skal bruges. Det er jo et sindssygt sort projekt. Det er et monument over de politikere, der har vedtaget det – altså for dem. Men det er overhovedet ikke et grønt projekt. Det grønne er jo humbug,” siger han.  

Forvaltningsgyser
I romanen følger læseren de kernemedarbejdere, der skal sikre, at klimahøjhuset Mother Earth bliver ført ud i livet. Man er med, når medarbejdere i økonomiforvaltningen samles til forvirrende statusmøder. Og man følger en ung, stræbsom fuldmægtig, der skal opstøve dokumentation for, at bygningens betonfundament er bæredygtigt. En kontorchef skal stå skoleret for Forbrugerombudsmanden, og panikken breder sig blandt medarbejderne, mens en utålmodig departementschef presser på at få projektet færdigt til tiden.  

Du kalder romanen for en forvaltningsgyser. Men hvori ligger gyset?

”Det er jo mest satire. Men gyset ligger i, at vi opdager, at det er bare nogle mennesker, der sidder derinde i den rationelle maskine, der hedder embedsværket,” siger Alexander Rich Henningsen.

{{toplink}}

Det har været vigtigt for romanen, siger han, at tegne et persongalleri, der har personlige interesser og problemer. For romanens budskab er, at alle – uanset om man som embedsmand skal agere neutralt – altid vil være drevet af personlige interesser og moral, siger han.

”Embedsværket er bygget op på, at du kan blive forfremmet, hvis du gør det rigtige. Hvis du slår hælene sammen og makker ret, så kan du stige i graderne, eller så kan du blive her i mange år. I min optik er det alt sammen moralske spørgsmål. Også selv om du bare kører den slagne vej. Det, synes jeg, kan være mere amoralsk, end ikke at gøre det. Hvis det er et amoralsk projekt, man skal forsvare,” siger han.

Spørg egen moral til råds
Alexander Rich Henningsen har altid selv haft svært ved at følge autoriteter. Han er mere typen, der ikke går af vejen for at ødelægge stemningen ved middagsbordet, hvis der bliver sagt noget, der er ”fuldstændig forskruet”, siger han. Han har aldrig selv arbejdet som embedsmand, og han ærinde er ikke at udstille embedsværket, understreger han. For embedsværket er limen, der får vores velfærdsstat til at hænge sammen, som han siger det.

Men formålet med bogen, siger han, er at undersøge det eksistentielle spørgsmål om, hvornår man som menneske i velfærdsstaten – embedsmand eller ej – siger fra overfor en politisk retning, som føles grundlæggende forkert.

Men hvad er det, du synes, at embedsværket konkret skal gøre?

”De skal selvfølgelig følge loven. Men det, jeg mener, er, at det er en form for borgerpligt, at man skal spørge sin egen moral til råds i forbindelse med det, man laver – også på sit arbejde. Det her mega-projekt Mother Earth, hvor jeg følger en række embedsfolk, er en spændende prisme at undersøge det igennem.”

Tænker du ikke, at det allerede foregår, at der er embedsmænd, der siger fra?

”Jo, i Støjbergsagen kom det jo frem, at hun var blevet advaret af embedsmænd. Og man hører også den modsatte frustration fra politikere, at de får at vide fra embedsmændene, at ting ikke kan lade sig gøre,” siger Alexander Rich Henningsen.  

{{toplink}}

Man kan ikke forvente en sømløs forvaltning, når den er styret af mennesker, siger han. Og med bogen vil han vise, at menneskelige fejl kan få hele korthuset i bureaukratiet til at vælte.

”Jeg synes, at det har været spændende at undersøge, hvordan forvaltningen ikke er stærkere end sit svageste led – at det bare er en del af kæden, der skal knække, så sætter det i gang i en kædereaktion af problemer for mange mennesker, hvis en embedsmand overser noget vigtigt,” siger han.  

Hvilke sager fra virkeligheden tænker du for eksempel på?

”Mink-sagen. Det var i princippet en meget lille fodfejl, der fik det hele til at rulle. Og nu står vi med knap 30 milliarder, som vi skal give til minkavlerne.”

Men er kernen i embedsværket ikke, at det skal sikre, at korthuset netop ikke vælter, selvom der bliver begået en fejl?

”Jo, det er jo meningen. Der er selvfølgelig en høj faglighed i det danske embedsværk, men idéen om, at vi kan sikre os mod fejl, holder ikke. Vi kan aldrig helt gardere os mod fejl. For uanset hvor mange kvalitetssikringsprocedurer vi har, så sker det jo alligevel,” siger han.  

Flad debat om mindre forvaltning 
Flere steder i bogen bliver bureaukratiet fremstillet som latterligt. For eksempel når læseren er med til endeløse møder, hvor det drøftes om farven på et felt i Excel-arket skal være grønt eller blåt, når et projektmål er delvist opnået. Eller når den italienske chef for byggeriet siger, at ”det danske bureaukrati får det italienske til at blegne”. Flere episoder i bogen minder om et afsnit af den britiske satireserie The Office.

Men det er ikke Alexander Rich Henningsens ærinde at rette kritik mod det danske korps af embedsmænd eller, at bogen skal sparke til debatten om djøficering af velfærdsstaten. 

”Alle hænder er jo varme. Også djøf’ernes, så det synes jeg er en meget flad debat. Fordi det hurtigt bliver gjort til en interessekamp mellem nogle forskellige faggrupper. Jeg vil gerne have den mere eksistentielle, filosofiske debat om, hvad det vil sige at leve i sådan en velfærdsstat og forvalte sådan en velfærdsstat.”

Så hvad er din holdning til det?

”Min holdning er, at hvis man har en meget stor velfærdsstat, så er det et meget stort apparat at kontrollere, så man kommer ikke uden om at have et bureaukrati. Og problemet med bureaukrati er, at det har tendens til at vokse og forgrene sig. Så det er en akilleshæl ved et ellers ret velfungerende velfærdssamfund.”

katja@altinget.dk