Folketingspolitikere blev lokale trækplastre

KV13: En række folketingsmedlemmer og landskendte politikere stillede op til kommunalvalget. Særligt Dansk Folkeparti havde mange MF'er på banen. Se de kendte politikeres valgresultat her.

Dobbeltmandat er ikke et problem i Dansk Folkeparti. Halvdelen af partiets folketingsgruppe stillede op til kommunalvalget og var på den måde med til at sikre partiet et ekstra godt valg i en række kommuner.

Det blev som bekendt ikke til en 'rigtig' borgmesterpost, men folketingspolitikerne var med enkelte undtagelser de af partiets politikere, som klarede sig bedst i de kommuner, hvor de stillede op.

Særligt René Christensen fik et godt valg i Guldborgsund, hvor han var den kandidat, der fik suverænt flest personlige stemmer. 6.033 ud af de 8.026 krydser, der blev sat ud for Dansk Folkeparti i kommunen, blev sat ud for René Christensens navn. Det sikrede partiet 22,8 procent af stemmerne.

Høegh toppede på Lolland
Også Mikkel Denckers gode personlige valg i Hvidovre trak godt op sammen med hans kone Mette Hjermind Dencker, som fik næstflest stemmer for partiet. Der mangler endnu personlige stemmer for Liselotte Blixt i Greve og Hans Kristian Skibby i Hedensted.

Både Benedikte Kiær (K) og Jacob Bjerregaard (S) lykkedes med deres mission om at blive borgmestre i henholdsvis Helsingør og Fredericia. Og det med solid personlig opbakning.

Også Henrik Høegh (V) fik et stærkt valg på Lolland med knap 5.000 stemmer. Betydeligt flere end både den socialdemokratiske modkandidat og Lollands nye konservative borgmester, Marie Louise Friderichsen, fik tilsammen. Men det var alligevel ikke nok.

H.C. Østerby (S) vandt 'præsidentvalget' i Holstebro over Ulla Tørnæs (V). Og det med et betydeligt bedre personligt resultat. Ulla Tørnæs' 3.303 stemmer så pludselig ikke ud af meget over for de mere end 10.000, H.C. Østerby fik.

Tredje generation Jensen
Mens Frank Jensen (S) generoberede posten som overborgmester i København, blev hans søn, Lasse Frimand Jensen, valgt ind i Aalborg byråd med 1.505 personlige stemmer. Tredjeflest blandt de socialdemokratiske kandidater.

Han bliver dermed tredje generation i familien Jensen, som engagerer sig i lokalpolitik. Frank Jensens far, Kjeld Jensen, var borgmester i Støvring Kommune i 1990'erne.

Hans Hækkerups søn Tue Hækkerup blev med sine 627 ud af Socialdemokraternes 76.524 stemmer i København ikke valgt ind. Det gjorde derimod Rune Dybvad, DI-direktøren Karsten Dybvads nevø, med personlige stemmer fra 920 københavnere i ryggen.

Hverken Pia Kjærgaards mand, Henrik Thorup, i Gentofte eller Morten Messerschmidts mor, Inge Messerschmidt, i Frederikssund fik tilstrækkeligt med stemmer til at opnå repræsentation. Det gjorde Margrethe Vestagers far, Hans Vestager (R) heller ikke i Varde.

Forrige artikel Væltede embedsmænd Friis Bach? Væltede embedsmænd Friis Bach? Næste artikel Analyse: Obamas nedtur fortsætter Analyse: Obamas nedtur fortsætter