Flertal af borgmestre vil selv kunne hæve skatten

RUNDSPØRGE: Efter snart 20 år med skattestop vil både røde og blå borgmestre nu have gjort op med begrænsningerne af kommunernes mulighed for selv at fastsætte skatten.

Lokalpolitikere i ti kommuner på tværs af landet har besluttet at hæve skatten næste år for at sikre velfærden.

Men fordi der ikke er andre kommuner, som sænker skatten tilsvarende, vil alle landets kommuner nu blive ramt af et statsligt skattesmæk og få beskåret den samlede bevilling med godt 300 millioner kroner.

Det skyldes det såkaldte kommunale skatteloft, som er en udløber af den tidligere VK-regerings skattestop fra 2001.

Men det bør afskaffes, svarer hver anden borgmester i en rundspørge, Altinget har gennemført.

"Det er en del af det kommunale selvstyre selv at have råderet over de kommunale indtægter og udgifter. Derfor mener jeg, at kommunerne selv skal kunne fastsætte et skatteniveau," siger Morten Slotved (K), der er borgmester i Hørsholm Kommune.

Samme budskab har Lejres borgmester, Carsten Rasmussen (S). 

"Det svækker demokratiet. Hvis borgerne gerne vil betale lidt mere for den lokale velfærd, hvorfor pokker skal de lokale politikere så ikke have mulighed for at beslutte det? Hvis det bliver for dyrt, vælger borgerne jo nogle, som vil sætte skatten ned," siger han.

S-borgmestre er mest kritiske
Samlet set erklærer 26 af 49 borgmestre sig enige i, at det kommunale skatteloft og de dertilhørende statslige sanktioner bør afskaffes.

Omvendt mener kun 11, at skatteloftet bør fastholdes.

Socialdemokrater fylder mest blandt de kritiske respondenter, men 9 af de 26, der vil afskaffe skatteloftet, kommer fra enten Venstre eller Konservative.

En af de borgmestre, der gerne vil beholde skattelofttet er Ib Lauritsen (V) fra Ikast-Brande.

"Det er ikke, fordi jeg nødvendigvis synes, at det er rimeligt. Men det er simpelthen en nødvendighed, at vi har styr på den store del af den offentlige økonomi, som kommunerne har ansvaret for," siger Ib Lauritsen.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har ikke ønsket at udtale sig om borgmestrenes kritik af det kommunale skatteloft.

Forrige artikel Altinget lancerer to nye nichemedier Altinget lancerer to nye nichemedier Næste artikel Venstre blokerer for aftale om penge til udsatte: Vil have mere til demente Venstre blokerer for aftale om penge til udsatte: Vil have mere til demente