EU-chef vil love Danmark hurtig løsning på fastfrysning af havvind for milliarder

Statsministeren kan håbe på grønt lys for en ny ordning i en fart, når hun torsdag drøfter en brandvarm sag om havvindmøller og statsstøtte med EU-Kommissionens formand.

BRUXELLES: Når Mette Frederiksen (S) i forbindelse med et EU-topmøde torsdag tager en sag af afgørende vigtighed for Danmark op med Ursula von der Leyen, kan statsministeren regne med opbakning til en hasteløsning.

Ifølge Altingets oplysninger arbejder EU-Kommissionen allerede på flere modeller, som i løbet af få dage kan føre til en ny ordning for etablering af havvindmølleparker i danske farvande. En ordning, som kan blive dyrere for energiselskaberne, men bedre for den danske statskasse.

Kæmpestore grønne investeringer ud for Danmarks kyster er sat i bero, efter at de danske myndigheder i mandags selv trak i nødbremsen af frygt for at bryde EU’s statsstøtteregler.

”Energistyrelsen reagerer, fordi der kan være en risiko for, at det kan være i modstrid med EU-retten. Og det må man så få afdækket så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre,” sagde statsministeren, da hun tirsdag orienterede Folketingets europaudvalg:

”Vi har behov for den havvind, så det er ikke noget, hverken vi fra dansk side eller EU i mine øjne skal bruge lang tid på,” sagde hun.

Von der Leyen vil hjælpe med løsning

Sagen er så vigtig, at Mette Frederiksen vil tage den op med kommissionsformanden i margenen af topmødet torsdag, hvor et af hovedemnerne faktisk netop er en bred diskussion om mere lempelige regler for grøn statsstøtte i Europa.

Og det kunne godt se ud til, at statsministeren har valgt en god timing. I hvert fald lyder det fra kilder i EU-Kommissionen, at Ursula von der Leyen vil se velvilligt på en ”meget hurtig løsning” af det danske problem – måske allerede inden for en uges tid.

{{toplink}}

Den nye ordning kan indebære, at ansøgere om en række enorme havvindsprojekter – herunder store energiselskaber og investorer som Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) – kommer til at betale staten penge for at få ret til at gennemføre deres projekter.

I øjeblikket er udviklingen af over 30 havvindsprojekter blokeret, fordi Energistyrelsen frygter at komme i konflikt med EU’s regler om statsstøtte.

Bekymringen er, at Danmarks såkaldte åben-dør-ordning vil blive kendt konkurrenceforvridende af EU, fordi den tillader energiselskaber ”gratis” adgang til et stykke dansk havbund.

Gigantiske vindprojekter sat på pause

Reglen om ”åben dør” giver mulighed for, at energiselskaber ikke skal vente på, at staten laver udbud, men selv kan vælge et område på havet, hvor de støttefrit kan opstille vindmøller. Ordningen har eksisteret i næsten 25 år, men først for nylig er det væltet ind med nye og ekstremt ambitiøse ansøgninger.

Ørsted og CIP har ansøgninger liggende, der tilsammen repræsenterer en potentiel produktion på 5,2 gigawatt havvind, hvilket er mere end dobbelt op på al dansk havvind i dag og nok til at forsyne millioner af husstande med grøn strøm.

Energistyrelsens og regeringens beslutning om at sætte godkendelsen af de gigantiske vindmølleprojekter på pause har fået Dansk Industri til at advare om en potentiel ”katastrofe” med langsigtede konsekvenser for Danmarks grønne industri.

Industrien finder det helt urimeligt, at myndighederne efter så mange år pludselig finder ud af, at ordningen kan være i strid med EU’s regler. Ikke mindst set i lyset af, at EU-Kommissionen aldrig selv har klaget over noget problem.

EU's ledere drøfter mere statsstøtte

Flere kilder påpeger, at den danske bekymring nok snarere handler om at undgå en situation, hvor man kommer til at forære danske havområder væk til store og på længere sigt meget lukrative private energiprojekter.

Der er således primært tale om et dansk problem, ikke et EU-problem. I Bruxelles går udviklingen nemlig i retning af at tillade stadig mere statsstøtte, specielt til grønne projekter – ikke mindre.

{{toplink}}

Den danske sag dukker op på et tidspunkt, hvor de europæiske regeringer er opslugt af en vanskelig diskussion om, hvordan Europa bedst kan beskytte sin grønne industri og energiproduktion.

Et af hovedemnerne for torsdagens EU-topmøde er netop, hvordan Europa kan hamle op med USA’s nye store pakke med over 2.500 milliarder kroner i skattelettelser og anden støtte til grøn udvikling af amerikansk industri.

Som et modtræk drøfter de europæiske ledere blandt andet, hvordan man midlertidigt kan lempe EU’s regler om statsstøtte for at blive mere konkurrencedygtig over for især USA og Kina.

Forrige artikel Forsinkelse af landets største plejehjemsbyggeri efterlader København med ny kæmperegning Forsinkelse af landets største plejehjemsbyggeri efterlader København med ny kæmperegning Næste artikel Samlet opposition stiller krav til regeringen: Folketinget - ikke Justitsministeriet - skal undersøge FE-sagen Samlet opposition stiller krav til regeringen: Folketinget - ikke Justitsministeriet - skal undersøge FE-sagen