Erik Boel stopper som formand for Europabevægelsen

STOP: Europabevægelsens formand, Erik Boel, har meddelt, at han stopper efter tolv år på posten. Venstres Ellen Trane Nørby bliver ny fungerende formand.

Efter tolv år på posten har Erik Boel valgt at stoppe som landsformand for Europabevægelsen. Det oplyser han i en pressemeddelelse. 

"Efter 18 års krævende og samtidig meget spændende indsats som næst- og landsformand har jeg besluttet mig for at trække mig. Jeg synes, det er det rigtige tidspunkt. Dette giver Europabevægelsen tid frem til landsmødet til at finde en efterfølger, der kan bære faklen videre," udtaler Erik Boel.

Erik Boel overtog i 2001 landsformandsposten efter Jørgen Schleimann. Inden da varetog han rollen som næstformand i seks år under Jørgen Schleimanns ledelse. Ved siden af hvervet i Europabevægelsen har Erik Boel desuden været forstander på Krogerup Højskole og sidenhen Europahøjskolen på Kalø.

Op til Venstres landsmøde i november var han i øvrigt medforfatter på den kronik, der endte med at skabe tvivl om, hvorvidt Jens Rohde (V) skal være partiets spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2014.

Indtil Europabevægelsens ordninære landsmøde i april vil Ellen Trane Nørby (V) være fungerende landsformand og forretningsmedlem. Hendes plads som næstformand vil indtil da blive overtaget af Jens Boe Andersen. 

Forrige artikel Vælgerne afviser grøn omlægning af registreringsafgift Vælgerne afviser grøn omlægning af registreringsafgift Næste artikel 19. december: Uffe Elbæk 19. december: Uffe Elbæk