Vælgerne afviser grøn omlægning af registreringsafgift

MÅLING: Regeringen kommer i klemme mellem befolkningen og klimaet, når de vil indføre en provenu-neutral bilafgift. Vi finder en god løsning, lover regeringens skatteordfører.

Mere end halvdelen af de danske vælgere mener, at registreringsafgiften samlet set bør falde. Ikke stige. Ikke være provenuneutral. Den bør falde.

Det viser en meningsmåling foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk.

Samtidig advarer klimaeksperter mod, at regeringens grønne, provenuneutrale omlægning ikke nødvendigvis vil mindske CO2-udledningen, men tværtimod øge den. Skal reformen overhovedet have en grøn effekt, skal den faktisk stige, mener den grønne tænketank CONCITO.

Så kommer regeringen overhovedet til at lytte til de opråb?

"Ja, vi lytter til begge sider. Det er også derfor, det giver god mening med sådan en provenuneutral omlægning, som regeringen lægger op til," siger SF's skatteordfører, Jonas Dahl.

Naturligt ønske fra bilejere 
Og det er nu heller ikke, fordi vælgernes ønske om en lavere afgift får regeringen til at se rødt. Sådan lyder det fra kollegaen hos Radikale Venstre Nadeem Farooq.

”Det kommer ikke bag på mig, at der er flere danskere, som ønsker, at registreringsafgiften skal falde. Jeg er imidlertid optaget af at finde en rigtig god løsning, som sikrer, at også bilbranchen bidrager til den grønne omstilling," siger Nadeem Farooq.

Regeringens skatteordfører og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) har ikke yderligere kommentarer til den planlagte omlægning af registreringsafgiften, som er varslet i regeringsgrundlaget.

Også oppositionen kører i frigear, indtil der ligger et konkret lovforslag. Skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V) mener dog, at regeringen er upræcis i sin formulering. For med de nye regler for leasing af biler er der allerede sendt en ekstraregning til bilejerne, mener han.

”Det er lidt mærkeligt at tale om en provenuneutral omlægning, når man fra man annoncerer omlægningen, til man udfører den, faktisk har hævet prisen for bilejerne med en milliard,” siger Torsten Schack Pedersen.

Bedre end ingenting 
Hos FDM mener afdelingschef Torben Lund Kudsk, at smertegrænsen for bilafgifter er nået. 

”Vi så gerne, at der kom lavere beskatning, men hvis ikke det kan lade sig gøre, så er en provenuneutral omlægning bedre end ingenting,” siger Torben Lund Kudsk.

Inden for de rammer ser FDM gerne, at regeringen beskatter bilerne, efter hvor meget CO2 hver enkelt model udleder. 

”Beskatnigen skal afhænge af nogle fysiske parametre, så som hvor meget CO2 bilen udleder, hvilke partikler den udleder, og hvor sikker den er, og ikke om den har været dyr eller billig fra fabrikken,” siger Torben Lund Kudsk. 

FDM ser også gerne, at det bliver en teknologineutral omlægning, hvor alle nye teknologier får den samme beskatning på basis af CO2-udledningen. 

Det er endnu uvist, hvornår der kommer et lovforslag fra regeringen.

Forrige artikel Thyrring søgte ikke selv væk Thyrring søgte ikke selv væk Næste artikel Erik Boel stopper som formand for Europabevægelsen Erik Boel stopper som formand for Europabevægelsen