Erhvervslivet revser regeringens høringsfrister

RETSSIKKERHED: Sidste år var det kun halvdelen af regeringens høringsfrister, der levede op til den anbefalede minimumsfrist på 20 dage. Dansk Erhverv og Advokatrådet foreslår skrappere virkemidler.

"De korte høringsfrister er ikke acceptable," sagde Mogens Lykketoft i 2011, da regeringen stadig hed VK. 

Men den nuværende regering er heller ikke mestre i lange høringsfrister.

I hver anden høring i 2014 kæmpede regeringen med at overholde den anbefalede frist på mindst fire uger, svarende til 20 arbejdsdage, fra Folketingets Udvalg for Forretningsorden.

Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv med i alt 801 lovforslag, bekendtgørelser, EU-retsakter og andet, som organisationen fik i høring sidste år.

Hver femte høring i undersøgelsen havde en frist på under ti arbejdsdage, mens syv procent havde en frist på under fem arbejdsdage.

Det møder kritik fra Dansk Erhverv.

“Det burde være muligt for embedsapparatet i langt højere grad at overholde i hvert fald minimumskravet på 20 arbejdsdage. Når det kun sker i halvdelen af tilfældene, så synes det mere systemisk, end det er forhold, som er umulige for embedsapparatet at tage hånd om,” siger Geert Laier Christensen, underdirektør i Dansk Erhverv.

Dog går udviklingen den rigtige vej. Andelen af høringsfrister på under 20 arbejdsdage er således faldet fra 66 procent i 2010 til 48 procent sidste år. I samme periode er andelen under fem dage faldet fra ni til syv procent.

Formanden for Folketinget, Mogens Lykketoft (S), ser gerne, at tallene bliver endnu bedre.

“Det er godt, at der er fremskridt. Så er der altid plads til yderligere forbedring, men ved særligt store forsinkelser eller for korte høringsfrister bemærker vi det jo også i forhold til regeringen i håb om, at det kan blive bedre,” siger han.

Cathrine Pilborg og Lasse Kvols Dohn har lavet research til denne artikel. Læs hele artiklen på Altinget: embedsværk her (kræver abonnement)

, ,

Forrige artikel Borgmestre: Staten skal effektivisere på uddannelsesområdet Borgmestre: Staten skal effektivisere på uddannelsesområdet Næste artikel Thorning øger sit forspring til Løkke Thorning øger sit forspring til Løkke