Erhvervsliv støtter LA med 2 millioner

Liberal Alliance modtog i 2012 cirka 2 millioner i støtte fra erhvervsliv og foreninger. Det fremgår af partiets årsregnskab.

Bidragydere, der støtter partier med mere end 20.000 kroner, skal ifølge reglerne offentliggøres. Derfor kan man i regnskabet se, at Saxo Bank, DI og Dansk Arbejdsgiverforening alle har bidraget med mere end 20.000 kroner. 

De eksakte beløb fremgår ikke, men partileder Anders Samuelsen fremhævede i sin tale ikke mindst støtten fra Saxo Bank.

”En urokkelig opbakning har vi også - i Lars Seier Christensen og Kim Fournais - i Saxobank. Dette år skal ikke være en undtagelse: Jeg må igen give udtryk for min store taknemmelighed for - ikke bare at blive finansielt støttet - men også moralsk støttet,” sagde Samuelsen.

I 2012 modtog Liberal Alliance desuden 5,1 millioner kroner i offentlig partistøtte, mens kontingenter gav 1,2 millioner kroner.

Samlet set endte partiets årsresultat med et overskud på 328.000 kroner.


Forrige artikel Samuelsens tale ved landsmødet Næste artikel Trods bekymringer: Bredt flertal bag ny digitaliseringslov Trods bekymringer: Bredt flertal bag ny digitaliseringslov