Enhedslisten: IC4-beslutning har kostet jobs

SAMRÅD: Per Clausen mener stadig, at DSB's overdragelse af it-opgaver til AnsaldoBreda har kostet arbejdspladser. Østjyderne har ikke de lovede arbejdspladser, mener han.

Torsdag var Folketingets Trafikudvalg samlet for at få svar på, hvorvidt AnsaldoBredas overtagelse af it-opgaver med IC4-togene har kostet arbejdspladser. Samrådet var foranlediget af Per Clausen (EL). Han var efterfølgende ikke overbevist af svarene fra transportminister Lars Barfoed (K).

"Det indtryk, der står tibage, er, at beslutningen formentligt har kostet 60 arbejdspladser i Østjylland - uanset hvad ministeren har sagt i dag," sagde Per Clausen til Altinget | Transport efter samrådet og fortsatte:

"Det er dermed også helt uklart, hvor mange nye arbejdspladser der bliver oprettet i Østjylland."

I forbindelse med kompromiset om leverancen af de forsinkede IC4-tog overtog DSB opgaven med at klargøre togene. I den forbindelse lagde DSB op til, at det ville betyde mange arbejdspladser i Østjylland. Senere har DSB - efter en ekstern undersøgelse - leveret opgaven tilbage til italienske AnsaldoBreda. Men hvorvidt det har betydning for arbejdspladserne på egnen, føler Per Clausen ikke, han har fået svar på.

"Jeg vil nu spørge om, hvor mange arbejdspladser, der indtil nu er oprettet på grund af de beslutninger. Jeg tror ikke, der er oprettet ret mange, og jeg er også lidt nervøs for, at der heller ikke bliver oprettet ret mange. Det havde DSB ellers travlt med at snakke om, da man traf beslutningen," sagde Per Clausen.

Barfoed: Ikke mit ansvar
Lars Barfoed henviste under samrådet til, at DSB i maj 2009 orienterede Trafikudvalget om, at de ikke havde specificeret, hvem der skulle løse opgaverne. Efter en ekstern vurdering valgte de så AnsaldoBreda til at løse it-problemerne. Men det betyder ikke, at der er færre arbejdspladser, mener transportministeren.

"Jeg har tidligere orienteret Trafikudvalget om, at etableringen af arbejdspladser er begyndt både hos DSB og deres underleverandører. Disse arbejdspladser vil blive generet, uanset om opgaven nu ligger hos AnsaldoBreda," sagde Lars Barfoed.

Dermed mener han ikke, at fravalget af Bombardier i Randers kan være hans ansvar.

"Det er muligt, at Bombardier i forventningen om at få ordren har ansat medarbejdere, men det kan hverken være mit eller DSB's ansvar," sagde Lars Barfoed til samrådet.

Lars Barfoed påpegede, at DSB har vurderet, at valget af AnsaldoBreda ville være den mest sikre måde at opnå en leverance.

Kvalitet frem for arbejdspladser
Lars Barfoed påpegede, at kvaliteten måtte være vigtigere, end hvem og hvor det bliver løst.

"Jeg tror nu nok, det havde skabt kritik i udvalget, hvis man havde truffet en beslutning, som ville føre til en lavere kvalitet eller større usikkerhed," sagde han.

Det er Per Clausen enig i.

"Det er helt indlysende. Hvis jeg var overbevist om, at AnsaldoBreda var bedst og billigst, så var det okay. Men jeg synes stadig, det er uklart, om det nu var den billigste løsning," sagde Per Clausen efter samrådet.

Forrige artikel Ulrich Beck: Europa er et politisk mirakel Ulrich Beck: Europa er et politisk mirakel Næste artikel Mindeord: Ambassadør Karen Wermuth (55)