Endnu en kontroversiel debattør stiller op for Stram Kurs

NAVNE: Journalist og debattør Iben Thranholm stiller op for Stram Kurs til det kommende folketingsvalg. 

Stram Kurs kan nu føje endnu et kendt navn til listen over folketingskandidater.

Debattør og journalist Iben Thranholm stiller nemlig op for partiet til det kommende folketingsvalg. 

Det fortæller partileder Rasmus Paludan til Ekstra Bladet LIVE.

Iben Thranholm har en baggrund som teolog og er tidligere informationschef i Det katolske bispedømme i Danmark, og hun er kendt som en livlig debattør med et kristent udgangspunkt.

Hun har jævnligt blandet sig i debatten i blandt andet Kristeligt Dagblad og i forskellige tv- og radioprogrammer. Thranholm har blandt andet ytret sig kritisk om homoseksualitet og positivt om Ruslands præsident Putin, som ifølge hende værner om kristendommen.

Kovending?
Thranholm skriver desuden hver uge en personlig klumme på netmediet udfordringen.dk. Her langede hun 3. maj 2019 ud efter Rasmus Paludan og Stram Kurs, som hun nu er opstillet for, da hun mente, at partiet byggede på "ren tomhed".

"Partiets filosofiske grundlag er en tynd floskel om mest mulig lykke til flest mulige etniske danskere. Stram Kurs er et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest. Paludan og hans tilhængere udstiller nok, hvad der er galt i vestlig kultur, men ironien er, at de selv er en del af det," skrev Iben Thranholm, ugen inden hendes kandidatur blev offentliggjort for selvsamme parti. 

Iben Thranholm har uddybet sit kandidatur i dette interview.

Forrige artikel Dagens valgoverblik: DF kræver asylstop efter valget, mens LA og K vil forbedre forholdene på Sjælsmark Dagens valgoverblik: DF kræver asylstop efter valget, mens LA og K vil forbedre forholdene på Sjælsmark Næste artikel EU-måling: V og S kæmper hårdt om de yderste mandater EU-måling: V og S kæmper hårdt om de yderste mandater