En konge ville gøre Fredericia til hovedstad, men i dag kæmper byen for sit image og at rejse sig af støvet fra to borgmestres bratte fald

Flere hundrede tusinde danskere har de seneste år klappet taktfast til store Disney-klassikere som Aladdin og Klokkeren fra Notre Dame på Fredericia Teater.

Lokalteatret og dets produktioner blev kaldt en stjerne på musicalhimlen, og i London og New York klappede de med.

Men den 16. marts 2020 stoppede det brat. Fredericia Teater blev erklæret konkurs.

Det er ikke den eneste unge stjerne, som fredericianerne har oplevet falde dybt.

To unge borgmestre, begge tidligere formænd for deres ungdomspartier og udset som lovende landspolitiske talenter, har under store skandaleoverskrifter afleveret deres borgmesterkæder i utide.

Venstres Thomas Banke på grund af et misbrug af morfin, og Socialdemokratiets Jacob Bjerregaard efter beskyldninger om særbehandling i en byggesag og et muligt forhold til en tidligere kommunaldirektør.

Da Altinget går en tur igennem byen, er det da også seks demokratisk metaltrætte fredericianere, som mediet møder. 

“Engang sad jeg og håbede, at den og den blev valgt ind. Nu har jeg det faktisk sådan, at det ikke nytter at stemme,” siger en ung kvindelig hundelufter, der ikke ønsker sit navn frem. 

Altinget fanger også de to indbyggere, Jane Green og Linette Vittrup, for en kort bemærkning til de to borgmesterskandaler efter et cafebesøg i midtbyen.

“Det er da skamfuldt og skader ens tiltro til politikerne,” siger Jane Green, der for første gang er "meget i tvivl", om hun overhovedet stemmer.

Hendes veninde Line Vittrup er også skuffet. Men hun går i stemmeboksen den 16. november. 

“Jeg føler mig simpelthen – undskyld sproget - røvrendt. Og jeg skal virkelig i tænkeboks denne gang, men jeg kommer til at stemme. Om ikke andet går jeg ned og stemmer blankt,” siger Line Vittrup.

Fredericianerne er vant til at være i modvind – og rejse sig. 

Byen har længe været domineret af industri. Men Fredericia er under forvandling.

Inden for de seneste årtier er blandt andet det gamle skibsværft og Kemira, tidligere kaldt syrefabrikken, lukket ned og har givet plads til en ny bydel ned mod vandet, Kanalbyen.

Byens butikker og restauranter er blomstret op, og hvert år lægger krydstogtskibe fra hele verden til kaj i Fredericia.  

Den 16. november skal byens borgere vælge en ny borgmester. Tre partier bejler til posten. Det er Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Fælles for dem er, at de vil rydde op og forsøge at genopbygge byens demokrati, teatrets storhedstid og skabe en stærk fortælling om Fredericia. 

Historien sidder dybt i fredericianerne

Børnestemmer og en ringklokkes bimlen giver liv til bronzestatuen af Den tapre landsoldat i Fredericia, som er det første monument i verden for den menige, ukendte soldat.

Mindesmærket står som et vidnesbyrd om den danske sejr over slesvig-holstenerne ved Fredericia den 6. juli 1849.

I dag er det kun regnens perler, der slår sig på hans gevær.

Mindesmærket står ved et af Nordeuropas mest velbevarede voldanlæg fra 1600-tallet, som en klar illustration af Fredericias historie som en fæstningsby.

Fredericianerne er i sjælden grad bevidst om byens militære historie. Og stolt af den.

Studenter danser med deres huer om landsoldaten, og hvert år den 5. og 6. juli er der fakkeltog, kanonsalut, kranselægning og gader fyldt med folk klædt i soldatertøj.

På en legeplads er vippen besmykket med kanonkugler.

“Historien er ganske stærkt markeret i fredericianerne, og det bliver det ved med at være i lang tid fremover. Børnene får det indpodet fra barnsben, og du kan ikke finde politikere i Fredericia, der ikke bakker op om festlighederne den 5. og 6. juli,” siger tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen (S), der i 2013 forlod byrådet efter 24 år i lokalpolitik. 

Også sloganet “en by for alle” trækker tråde tilbage til 1600-tallet, hvor kongelige privilegier som skattefrihed, religionsfrihed, gratis byggegrunde og straffrihed for kriminelle tiltrak en broget skare af jøder, franske huguenotter, kriminelle og katolikker fra hele Europa til byen. 

I dag ønsker alle tre borgmesterkandidater at gøre danskere uden for voldmurene opmærksomme på byens særlige historie og sjæl for at lokke flere indbyggere og turister til.

“Vi skal have lavet en strategi for at få turisterne til byen, hvor vi skal slå på den unikke historie, som Fredericia faktisk har, og som man kun kan opleve her i byen. Vi har ikke været gode nok til at fortælle den historie,” siger Susanne Eilersen, borgmesterkandidat for Dansk Folkeparti og nuværende 1. viceborgmester.

Fredericia står da også stadig i dag i skyggen af nabokommuner som Vejle, Middelfart og Kolding, når det kommer til at tiltrække nye borgere til byen.

Men Fredericia er på rette vej, mener Uffe Steiner Jensen, der henviser til, at flere har bosat sig i kommunen det seneste halve år.  

“Da jeg flyttede til Fredericia, fandt jeg ud af, at man kaldte det en møgbeskidt industriby med en banegård, men det gør man ikke mere. I dag er Fredericia faktisk en kulturby, og teatret har spillet en kæmpe rolle i den forandring,” fortæller han.

En demokratisk oprydning

Men det har været svært at brande Fredericia for det gode de senere år. Det er nemlig særligt de to tidligere borgmestre, Thomas Banke og Jacob Bjerregaard, der har stjålet overskrifterne i de landsdækkende medier.

Ifølge Susanne Eilersen er de to sager dog vidt forskellige.

“Den første med Thomas Banke var mere en personlig tragedie, mens den anden sag var langt mere alvorligt set fra et demokratisk perspektiv,” siger hun.

En aktindsigt fra TV SYD viste, at tyve chefer og direktører forlod kommunen, efter Jacob Bjerregaard i 2014 trådte til som borgmester. 

Og efterfølgende har ledelsen i kommunen fundet 15 sager, der fra juni 2019 til januar 2021 blev taget af dagsordenerne til udvalgsmøder, og derfor aldrig kom til byrådets kendskab, skrev Danske Kommuner i marts 2021.

“Der er simpelthen oplysninger, der er blevet forholdt os, og vi har også set eksempler på, at Jacob Bjerregaard har været inde og omskrive dagsordener, og så er det, at de demokratiske spilleregler bliver sat ud af kraft,” siger Susanne Eilersen.

Det seneste år har byrådet og forvaltningen brugt mange kræfter på at rydde op.

Der er blevet indført en whistleblowerordning og arbejdet med nye retningslinjer for samspillet mellem borgmester, byråd og forvaltning.

Der er også fokus på at forbedre forvaltningens kultur, efter en advokatundersøgelse pegede på, at der skulle mere styr på fundamentale forvaltningsskikke såsom journalisering og notatpligt. 

“Og så har vi taget det ultimative værktøj i brug ved at overdrage opgaven til politiet. Det er jo ret voldsomt, men hele byrådet har været enige om, at det har været vigtigt at handle og træffe nogle beslutninger, som til bunds kunne undersøge, hvad der er op og ned,” fortæller Peder Tind, borgmesterkandidat for Venstre.

Et tillidsknæk

Fredericias socialdemokratiske borgmester Steen Wrist ved godt, at de to borgmester-episoder ikke har været god reklame for byens lokaldemokrati. Og han anerkender, at der foruden den seneste borgmester er et helt byråd med medlemmer, der har et medansvar.

“Jeg er en af dem, og det ansvar tager jeg på mig ved at rydde op, lægge tingene åbent frem, komme til bunds i det her og ikke lægge partihensyn ind over det. Vi har truffet nogle ret alvorlige beslutninger lige fra en bortvisning til overdragelse til politiet. Men jeg anerkender, at det her forløb for nogle koster et knæk i deres tro på lokaldemokratiet,” siger Steen Wrist.

Næsten 10.000 fredericianere satte deres kryds ud for Jacob Bjerregaard ved valget i 2017, og Socialdemokratiet opnåede absolut flertal.

“Vi havde en borgmester, der fik hver tredje stemme i Fredericia, og det er jo en klar tillidserklæring fra vælgerne. Men en af de ting, vi har lært, er, at man også kan have for meget tillid, og at vi nok undervejs burde have haft de mere kritiske briller på,” siger Peder Tind og tilføjer:

“Der er flere ting, der er kommet frem, som vi ikke har vidst noget om, og det er jo svært at gøre noget ved, når man ikke har den fornødne viden. For eksempel vidste vi ikke, at der var en stor medarbejderflugt, og det burde man have orienteret Økonomiudvalget om." 

Lys på Fredericias fyrtårne

Borgmesterkandidaterne håber snart at kunne se mere frem end tilbage.

Og som andre kommunalpolitikere går deres mærkesager i valgkampen på at skabe vækst og forbedre kernevelfærden for fredericianerne.

Men de har også store ambitioner om at vise danskerne, hvad Fredericia har at byde på. De har ikke glemt, at Kong Frederik den 3. havde på tale at gøre Fredericia til sin hovedstad, og de er enige om, at byen har et potentiale, der endnu ikke er blevet forløst.

“Vi ligger midt i Danmark, vi ligger naturskønt tæt på Lillebælt, vi er stærk på arbejdspladser og virksomheder, og så har vi den historiske fortælling om 6. juli-dagene. Fredericia har et kæmpe potentiale for langt mere vækst og udvikling, ikke mindst en øget bosætning, som endnu ikke er blevet forløst, men det kræver store ambitioner og mod til at investere stort at indfri det,” siger Peder Tind.

Samme toner lyder fra Steen Wrist. 

“Der er behov for, at vi sætter skarpere lys på de fyrtårne, der er i Fredericia. Vi har mange små og mellemstore herligheder i Fredericia. Vi er bare ikke ret gode til at fortælle om dem. Vi skal styrke fortællingen om Fredericia, så vi kan lyse lidt ud over kommunegrænsen,” siger han.

Også kunsten og kulturen i Fredericia skal ifølge politikerne være et af de bærende ben i den fortælling. Fra spillesteder til sportsarenaer til en kommende kulturkaserne.

Fredericia har landets eneste professionelle uddannelse for musical performere, og den 3. november slog det nye teater, under navnet Fredericia Musicalteater, for første gang dørene op igen for nye publikummer.

Fredericianerne håber, at teatret kan kaste nyt stjernestøv over byen.

sine@altinget.dk, arthur@altinget.dk