En åben pengekasse og en større rundkreds gør ikke nødvendigvis Bødskovs arbejde nemmere
Forsvarsminister Morten Bødskov får ikke nødvendigvis nemmere ved at lande et forsvarsforlig, blot fordi den nationale forsvarsaftale har åbnet statskassen på vid gab. Ønskerne til hvad pengene skal bruges til, er nemlig blevet mange flere, og endnu flere partier end tidligere vil tage del i gildet.
Aftalen om at øge det danske forsvarsbudget til at udgøre to procent af bruttonationalproduktet senest i 2033, var ikke mange timer gammel, før flere borgerlige partier talte varmt for at genindføre ubåde i det danske forsvar.
En kæphest, som især de konservatives Rasmus Jarlov har redet i adskillige år. Men som indtil nu har været ganske urealistisk, da pengene ikke har været der.
Men det er de nu. Sådan da. For ubåde er langt fra den eneste nye kapacitet, som politikere, lobbyister, forsvarsfolk og eksperter nu højlydt argumenterer for, at Forsvaret bare ikke kan leve uden.
Samtidig peges der på en lang række eksisterende kapaciteter, som Forsvaret er nødt til at have flere af. Her nævnes især kampfly og kampvogne. Og kapaciteter, der står overfor snarlig udskiftning, og som i den ombæring meget passende kan opgraderes. Det gælder blandt andet for Søværnets arktiske patruljeskibe af Thetis-klassen. Det har desuden vist sig, at det ikke kan betale sig at levetidsforlænge de udskældte EH101 Merlin-redningshelikoptere.
{{toplink}}
Kort sagt er der nok at bruge pengene på. Især da nogle af de mest presserende ønsker til nyindkøb kommer med meget store prislapper. Det gælder især for jordbaseret luftforsvar og ubådene.
Når forsvarsminister Morten Bødskov (S) senere på året forventes at indkalde til de første indledende sættemøder forud for forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig fra 2024 frem til 2033, så venter der derfor ministeren en stor opgave med at forventningsafstemme og overbevise partierne om, at det er nødvendigt at prioritere.
For selvom statskassen pludselig - ved hjælp af lån - er blevet smækket op på vid gab, så er der ikke råd til at opfylde alle ønsker.
Sat uden for indflydelse i 10 år
Samtidig står Morten Bødskov i den situation, at rigtig mange partier ønsker at være med i det nye forsvarsforlig. Det er både en attraktiv position og en udfordring for ministeren.
Forliget vil udstikke rammerne for hvad de mange nye penge skal investeres i. De konkrete investeringsbeslutninger vil blive truffet i forligsperioden og kun blandt de partier, der er med i forsvarsforliget.
Så hvis man som parti ikke kommer med i forliget, så er man reelt sat uden for indflydelse i 10 år. Så kan man råbe nok så meget op om hvad pengene konkret skal bruges til, og om hvor i landet pengene skal investeres. Det nytter ikke noget.
{{toplink}}
Derfor har Morten Bødskov et forhandlingslokale, som rigtig mange gerne vil sidde i helt til den bitre ende.
Det fik vi den første forsmag på i sidste uge, da SF, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne blev lukket ind i kredsen af partier bag det nuværende forsvarsforlig. For alle tre partier handlede det om at sidde med der, hvor de store beslutninger om de store investeringer i fremtiden for alvor bliver truffet. Så hvorfor ikke allerede nu komme med derind.
Skønne spildte kræfter
Det gælder særligt for SF. Venstrefløjspartiet var et af partierne bag tilblivelsen af det store nationale forsvarskompromis. De gik med til, at forsvarsbudgettet skal øges. Og partiformand Pia Olsen Dyhr kunne bagefter med glæde notere sig, at baglandet tog den manøvre pænt.
Men det kan være skønne spildte kræfter, hvis ikke SF får indflydelse på hvordan pengene så konkret skal bruges. Derfor skal SF med i forliget. Koste hvad det vil. Det er også en nødvendig brik i partiets overordnede ambition om igen at blive regeringsparti. Eller i hvert fald regeringsdueligt parti.
Det kan dog skabe en udfordring for Morten Bødskov. For de borgerlige partier vil med stor sandsynlighed tage sig godt betalt for at SF skal have nogle lunser, som de kan promovere sig på, når forliget er indgået. Det kommer det med en pris. Det kunne være indfrielsen af den borgerlige drøm om ubåde. Hundedyrt men rent operativt ikke nogen dårlig kapacitet at råde over.
{{toplink}}
En anden pris kunne være flere værnepligtige. Også en mangeårig borgerlig drøm, der heller ikke nødvendigvis er billig. Desuden er flere værnepligtige ikke nødvendigvis særlig effektivt, hvis ikke værnepligten samtidig gøres længere.
Sognerådspolitiske hensyn
En anden faktor er partiernes baglande og politikernes valgkredse. For de mange nye investeringer vil også betyde flere ansatte på Forsvarets tjenestesteder ude omkring i landet. Ikke mindst hvis der skal uddannes eksempelvis 5.000 flere værnepligtige eller hvis Søværnet skal have en helt ny ubådseskadre. Det betyder, at forsvarsordførerne også vil blive åndet i nakken af partifæller og vælgere, der gerne ser, at der også tages ”sognerådspolitiske hensyn” i forhandlingerne.
Læg dertil de grønlandske og færøske landsstyrer, der begge klart har indikeret, at de vil have indflydelse på de arktiske forsvarsinvesteringer. De har ikke nødvendigvis samme vurdering af trusselsbilledet i Arktis, som den danske regering har. Og som derfor ikke nødvendigvis bakker op om de danske tanker om militærinvesteringer i Arktis og oprustning på grønlandsk eller færøsk jord.
God arbejdslyst
Summa summarum. De mange ekstra penge har fået endnu flere til at fantasere om endnu mere isenkram. Endnu flere partier vil og skal være med. Endnu flere aktører har særinteresser de vil lobby for. Det betyder flere ender, der skal mødes.
God arbejdslyst, Morten Bødskov.
{{toplink}}
Wammens dystre scenarier er gode nyheder for de borgerlige
Styrket Orbán står ved en skillevej – det gør EU også
