Wammens dystre scenarier er gode nyheder for de borgerlige

Kontrasten kunne næppe være større. For et halvt år siden stod finansminister Nicolai Wammen med et finanslovsudspil under armen, der præsenterede danskerne for en økonomi i buldrende højkonjunktur.

Hvis der overhovedet var et problem, var det, om der var hænder nok til at oppebære væksten. Sidste mandag stod han der så igen, Wammen, og med Ruslands krig i Ukraine som bagtæppe var udsigterne med ét forvandlet til dystre scenarier.

”Det her kommer til at betyde højere inflation, lavere vækst, og det kommer også til at ramme os på beskæftigelsen,” sagde Wammen.

Bortset fra stor statsgæld angav Wammen tre af de fire apokalyptiske ryttere fra 1970'ernes økonomiske krise (inflation, lavvækst og arbejdsløshed), og dermed gjorde han det også klart, at den afgørende politiske debat frem mod et valg begynder at skifte karakter.

I Finansministeriets afdæmpede sprog formuleres det således, at ”den aktuelle udvikling minder om oliekriserne i 1970’erne, der begyndte som et udbudschok, da OPEC-landene skar ned for olieproduktionen. Det førte til både stagnation og stigende inflation (stagflation)”.

Dybden og omfanget af de økonomiske konsekvenser af Ukrainekrigen bliver afgørende, og det samme gør kampen om fortællingen om den økonomiske krise.

Og på et kritisk punkt er Wammen og Mette Frederiksen særskilt udfordret: der er ikke ret meget regeringen selv kan gøre.

Den store forskel til corona: Inflation

Taler man med kilder i regeringen, står det klart, at man gerne vil rammesætte Ukrainekrigen generelt og den medfølgende økonomiske tilbagegang i særdeleshed som endnu en krise, der kalder på statsministeren som krisemanager, sådan som vi lærte hende at kende under corona.

Men hvor coronakrisen mobiliserede staten og regeringen til at holde hånden under danskernes job og økonomien generelt, kan det værktøj ikke tages i brug denne gang. Og dermed får Mette Frederiksen også svært ved at iscenesætte sig selv i beskytterens rolle.

Forklaringen her handler om, hvem der kan – og især, hvem der ikke kan – bekæmpe stigende inflation.

For mens corona ramte en verdensøkonomi, hvor problemet var, at inflationen var for lav, selvom renterne var gået i negativ, kommer Ukrainekrigen på et tidspunkt, hvor inflationen i forvejen var stigende. Under coronakrisen var det derfor muligt for staterne at føre en gældsfinansieret ekspansiv finanspolitik. Men nu vil en yderlige ekspansiv finanspolitik kun bidrage til den stigende inflation og forværre den økonomiske krise.

En af de vigtige konklusioner ovenpå netop 1970'erne var, at man var nødt til at gøre centralbankerne og dermed pengepolitikken uafhængig af politikerne, fordi politikerne havde meget svært ved at få sig selv til at sætte renten nødvendigt højt – for stigende renter skaber mere arbejdsløshed og dermed utilfredse vælgere.

Her havde man brug for at afpolitisere og bureaukratisere rentepolitikken, og dermed gøre arbejdsløsheden til et fælles vilkår, politikerne skulle bekæmpe med reformer, der sænkede lønomkostningerne og statens udgifter.

Med andre ord kan Wammen ikke denne gang slå et stort hul i statskassen for at holde hånden under væksten og danske jobs, når arbejdsløsheden begynder at sætte ind, fordi det i sig selv vil kaste endnu mere benzin på inflationsbålet.

Eller, som finansministeriet skriver i det notat, der ligger bagved Wammens dystre scenarier for dansk økonomi, så ”medfører situationen en vanskelig balancegang i den økonomiske politik, idet mulige tiltag til at understøtte efterspørgsel og aktivitet på kort sigt typisk vil forstærke inflationspresset yderligere. Det vil således generelt ikke være muligt at opveje en aktivitetsnedgang, som følger af reduceret udbud via efterspørgselspolitik”.

Coronafortællingen om den stærke, beskyttende stat og den handlekraftige statsminister er med andre ord suspenderet den her gang. Nu handler det om, hvad Lars Rohde gør i den danske nationalbank og Christine Lagarde i ECB.

Politikerne er handlingslammede

Forklaringen her berør en vigtig delårsag til ukontrollabel inflationsstigning, nemlig menneskelig psykologi. Hvis vi – forbrugere og virksomheder – tror inflationen stiger, og dermed at de penge, vi har mellem hænderne i dag, er mindre værd i morgen, ja, så bruger vi dem hellere før end siden eller sætter priserne endnu mere op på de produkter, vi sælger. Med det resultat, at priserne stiger endnu mere. Forventningen om stigende inflation fører til stigende inflation så at sige.

Det er her, rentestigningerne kommer ind i billedet både som en måde at gøre penge dyre på, fordi omkostningerne ved lån til investeringer stiger, og som en måde at anspore til opsparing. Opgaven for centralbankerne bliver at renten på at have penge stående i banken er højere end inflationsstigningen. Bivirkningen er så, at arbejdsløsheden vil stige, indtil inflationen er kommet under kontrol.

Eller som det hedder i finansministeriets notat:

”Det vil i den forbindelse være en vigtig opgave for både finans- og pengepolitikken i Europa at sikre, at inflationsforventningerne forbliver velforankrede. Det vil skabe de bedste forudsætninger for, at der igen etableres stabil lav inflation foreneligt med lav ledighed.”

Vælgerne skal altså forberede sig på trange tider, og på at politikere kun har et meget begrænset manøvrerum.

Flere vælgere er blevet bekymret for deres økonomi

Det er der også noget, der tyder på, at vælgerne allerede er ved indstille sig på. Selvom tallene er små, indikerer de stigningen i vælgere, der er blevet usikre på deres økonomiske fremtid.

Tilbage i februar lå Epinions tal, hvor de havde ligget længe. 18 procent angav dengang at de var lidt eller meget usikre på deres økonomiske fremtid. I marts var det 24 procent af vælgerne. For et år siden – i april 2021 – var det kun 13 procent af vælgerne, der var lidt eller meget usikre.

Og omvendt er andelen, der følte sig meget eller rimelig sikker på deres økonomiske fremtid, faldet fra 66 procent i februar 2022 til 55 procent i marts 2022. I april sidste år var det 73 procent, der følte meget eller rimelig sikre.

Med andre ord begynder de økonomiske bekymringer at trænge sig på i vælgerkorpset.

Det falder sammen med, at 10 procent af vælgerne mener, at styring af dansk økonomi, er det vigtigste spørgsmål for politikerne – ligesom det også er 10 procent, der mener, at social ulighed er det vigtigste. Hvilket bringer begge emner ind i top tre på vælgernes dagsorden, lige efter sundhed og klima.

Netop på grund af de føromtalte 1970'ere og stagflationskrisen, som især blev bebrejdet Socialdemokratiet og Anker Jørgensen, fik de borgerlige partier emneejerskabet til styring af dansk økonomi. Et flertal af vælgerne ser det stadig sådan, at det er et emne en borgerligt ledet regering er bedst til – 45 procent over for 29 procent.

Hvis vi havner i det mest dystre af Wammens scenarier for dansk økonomi – hvor der ingen BNP-vækst er, og arbejdsløsheden ventes at ”blive højere end før coronapandemien” – havner vi med andre ord også i en politisk situation, hvor de borgerlige bliver mere konkurrencedygtige i kampen om regeringsmagten. 

Sålænge inflationen ikke er under kontrol, befinder vi os i et terræn, hvor enhver yderligere udgift (enten i form af en ny ydelse eller en skattelettelse) skal modsvares med en beskæring et andet sted på de offentlige budgetter. Det er til at forudse, hvordan regeringen kommer under pres fra især Enhedslisten og SF, når den umiddelbare krigsbevidsthed lægger sig. Ligesom de borgerlige allerede nu presser på for en billigere varmeregning, der igen skal modsvares af nedsatte offentlige udgifter. Så tæt på et valg, som vi er, bliver det pres selvfølgelig ikke mindre.

Regeringen kan dog trøste sig ved, at selv det mørkeste scenarie vil udspille sig på ryggen af en historisk optur, og ledigheden vil stige fra et ligeså historisk lavt udgangspunkt.

Kampen om krisefortællingen

Samtidig mangler den fjerde apokalyptiske ridder fra 1970'erne, nemlig den store statsgæld. I første halvdel af 1980'erne lå den danske statsgæld oppe over 35 procent af BNP og med nogle renteudgifter, der var ved at undergrave statens økonomiske holdbarhed.

I dag ligger statsgælden på 18 procent af BNP og med nogle langt mere fordelagtige renter. Samtidig lå overskuddet på de offentlige finanser på næsten 59 milliarder kroner i 2021. Og statens nettoformue – hvis vi solgte alle værdipapirer og  betalte al gæld – er senest opgjort til 276,8 milliarder kroner. Dermed er der ikke det paniske behov for et intenst fokus på penge-ind-penge-ud balancen, som lagde grunden for Poul Schlüters epoke i 1980'erne.

Og lykkes det hurtigt for centralbankerne at bringe inflationen under kontrol, kan regeringen sætte gang i den ekspansive finanspolitik igen – ikke mindst fordi man i forbindelse med det nationale kompromis om forsvaret har udvidet grænsen for, hvor stort et underskud på det offentlige budget man kan køre med.

Ikke desto mindre skal man holde skarpt øje med kampen om krisefortællingen mellem de borgerlige og regeringen de kommende måneder. Også fordi fortællingen i meget høj grad vil være det eneste, politikerne har at gøre med.

es@altinget.dk