Emborg direktør og chefredaktør for avisen.dk

JOBSKIFTE: Tidligere Christiansborg-redaktør på Politiken Rasmus Emborg bliver 1. juni ny direktør og chefredaktør for avisen.dk.

Rasmus Emborg skal stå i spidsen for Avisen.dk, der fra 1. september 2009 bliver relanceret som Danmarks eneste papirløse netavis med fokus på danskernes arbejdsliv, skriver MediaWatch.dk.

A-pressen står sammen med internetkoncernen Freeway bag projektet Avisen.dk, der er Nyhedsavisens gamle site.

Rasmus Emborg er tidligere politisk redaktør på Politiken og har i dag en ledende stilling som jourhavende på avisen.

Han tiltræder 1. juni sin nye stilling på Avisen.dk, hvor han får titel af chefredaktør og direktør.

En af hans første opgaver bliver at samle en redaktion på 10 journalister samt en udviklingsenhed.

Derudover skal avisen samarbejde tæt med nyhedsbureauet Newspaq, som skal levere nyheder om stort og småt fra indland, udland, politik, sport og underholdningsverdenen.

"Rasmus Emborg har den helt rigtige profil til at stå i spidsen for et pionerprojekt som Avisen.dk, der skal levere kritisk journalistik om alt, der vedrører danskernes arbejdsliv. Han har en høj journalistisk faglighed, integritet og et engagement, der smitter. Samtidig har han erfaring med at lede en redaktion og ved, hvad der skal til for, at en historie kan sætte dagsordenen," siger A-pressens direktør Bjarne Salomonsen til netavisen.

Rasmus Emborg fylder fredag 41 år. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, var i praktik på Dagbladet Information, og har siden 1995 arbejdet for Politiken, hvor han som reporter især har beskæftiget sig med politisk journalistisk og undersøgende journalistik.

Avisen.dk startede som Nyhedsavisens netavis og blev siden overtaget af Freeway, der blandt andet er kendt for Dating.dk, Trendsales.dk, DKBN.dk og Arto.com. A-pressen har blandt andet investeringer i 24timer, MetroXpress, Newspaq og MediaWatch.

Forrige artikel Danskerne skeptiske over for GDA-mærket Danskerne skeptiske over for GDA-mærket Næste artikel Dansk pandemi-værktøj virker (endnu) mod svineinfluenza