Ellemann sagde frihed 47 gange. Men først da han sagde mink, blev han baglandets mand

Den evige nat hersker i Jyske Bank Boxen. Strategisk placeret ved omfartsvejene uden for Herning ligger den som en hermetisk lukket UFO landet fra det ydre rum. Indenfor findes døgnets rytme ikke.

Venstre har kaldt til landsmøde, og det kunne næppe være afholdt et andet sted end her. Ikke kun på grund af størrelsesforholdene, der gør det muligt at akkommodere de mange flere deltagende, fordi det er partiets 150 års jubilæumsfest.

Jyske Bank Boxen er også et monument over jysk kapitalisme, og over hvad man kan drive det til her på egnen. Man er driftig, som det hedder her.

Således udgør den grå kolos på heden med sit enorme, dunkle indre også en fælles zone mellem by-Venstre og land-Venstre. 

De to dele af Venstre forenes i den indsigt, at når der kan tjenes penge på noget, bliver de tjent af den, der kan levere mest effektivt, og i at alt andet i samfundet – alt det gode, vi så gerne vil – hviler på det princip.

Det er det, man her i Boxen synes, socialdemokraterne lader hånt om. Slagordet om, at ”pengene skal tjenes, før de kan bruges” – den sentens bliver sagt virkelig mange gange i løbet af landsmødet – er ikke kun borgerlig snusfornuft, eller et merkantilt kampråb. Det er en etik. Det er godt at tjene penge, fordi ellers kan man ikke gøre noget godt politisk.

Det er på det grundlag, de to dele af Venstre kan føjes sammen. De to dele, som Inger Støjberg i sin afskedssalut som Venstremedlem for ti måneder siden sagde, var gået fra hinanden.

Hun nævnes for øvrigt ikke ved navn, før i Bertel Haarders obligatorisk festsang om aftenen. Det gør Lars Løkke Rasmussen, Marcus Knuth og Britt Bager heller ikke. Men alle ved, at det er dem, det handler om, når der bliver henvist til ”alt det vi har været igennem”, eller ”uroen”, eller at ”det ikke har været så sjovt i Venstre de sidste par år”.

Det er det første landsmøde møde efter en masse skæbnesvangre begivenheder for Venstre. Efter corona, efter uroen, spliden og kriserne, og efter det værste af de andre borgerlige partiers kanibalisering på partiet er stoppet.

Venstre er et parti, der gerne vil rejse sig og børste støvet af sig. Det er det, landsmødet handler om. Genforening og genopbygning. At se hinanden i øjnene og konstatere, at man stadig står op.

Men inden da går Jan E. Jørgensen på talerstolen. Han skal synge for – Nu falmer skoven trindt om land – og den ellers så selvsikre Frederiksbergborger virker faktisk lidt betuttet over situationen, som han står deroppe, ene mand blæst op til femdobbelt størrelse på tre enorme skærme.

Hans Christian Schmidt spiller piano til, og i Boxen stemmer de i.

Baglandets parti

Man siger, at en leder uden et følge, bare er en mand, der er ude og gå en tur. Det indrammer egentlig Ellemanns udfordring meget godt, tænker jeg, da det bliver hans tur til at bevæge sig op til talerpulten.

 

Den akutte krise i meningsmålingerne er slut, men med et plateau på 14-15 procent af stemmerne er partiet stadig meget langt fra valgresultatet. I politik gælder den lov, at jo færre vælgere et parti har, des mere magtfuldt bliver baglandet, fordi ledelsen bliver så meget mere afhængig af medlemmerne.

Og Venstres bagland var magtfuldt nok til at begynde med. Altså, det var baglandet, der efter hans kollegaer i folketingsgruppen ad flere omgange forgæves havde forsøgt, tilendebragte Lars Løkke Rasmussens formandskab.

Venstre er i dag blevet baglandets parti, og som Løkke Rasmussen pointerede i sin afskedstale sidste år, er der forskel på baglandets størrelse og det antal vælgere, der skal til, før Venstre får statsministerposten igen.

Ellemanns udfordring ligger lige der. Hvis baglandet ikke ser ham som deres mand, kommer han ikke ud af stedet. Men hvis han ikke flytter baglandet på en række områder – ikke mindst klimapolitikken – bliver Venstre aldrig en seriøs konkurrent til Socialdemokratiet.

Helt kort: vil baglandet følge ham? Kan han overbevise dem? Kan baglands-Venstre blive Jakob Ellemann-Jensens Venstre?

Her skal man tage med i ligningen, at Ellemann-Jensen ikke har taget den sædvanlige vej ind og op i partiet. Han er ikke gammel VU’er, og han har endda meldt sig helt ud af Venstre engang tilbage i nullerne. I alle partier er loyalitet den hårdeste valuta, og i Venstre er det bestemt ikke anderledes.

At Ellemann-Jensen stadig kan gøre krav på Venstres sjæl, handler selvfølgelig om hans navn. Gamle høvdinge nyder en helt særlig agtværdighed i Venstre, og Uffe Ellemann-Jensen, der sidder på forreste række her i Herning, ikke mindst. Faktisk er den seneste formand for Venstre, der heller ikke havde en fortid som VU-formand netop Uffe Ellemann-Jensen.

Og hans søn tømmer Boxen for ilt, da hans stemme knækker over, og ordene om farens indsats for demokratiet i de baltiske lande, efter Muren faldt, stikker ham i halsen.

”Jeg var stolt over, at det var min far, der repræsenterede vores land i den kamp,” siger Ellemann-Jensen, inden han må tage en dyb indånding og blinke et par gange foran et blik, der vist ikke længere kan møde sin fars uden at svømme over.

Her var de ét, baglandet og formanden.

Udlændingepolitikken var skruet helt ned

Det er også svært ikke at se parallellerne mellem Uffe Ellemann-Jensens periode som Venstreformand og den, hans søn står midt i.

De ufrivillige: De lave meningsmålinger sender partiet ned på det niveau, det havde de første ti år med Uffe Ellemann-Jensen som Venstreformand.

Og de frivillige: Behovet for at genopbygge partiet og den vej til genopbygningen, Jakob Ellemann-Jensen har udpeget. Mere klassisk borgerligt-liberal politik, med fokus på vækst, også grøn vækst, uforbeholden støtte til EU, og med en næsten forsvindende lille opmærksomhed på udlændingepolitik.

Et par tal: 47 gange i sin tale nævner Jakob Ellemann-Jensen ordet frihed. To gange siger han indvandrere. Nul gange udlændinge. Nul gange muslimer. Nul gange islam. 12 gange taler han om økonomi.

Det er ikke, fordi folk er uenige, og der bliver klappet behørigt på de rigtige steder undervejs i hans tale. Og de ved også godt det med klimaet, og at formanden mener det alvorligt, som han indskærper på et tidspunkt.

Men det er først, da han går ind i mink-skandalen og retter et hårdt angreb på Mette Frederiksen, at der for alvor er elektriske forbindelser mellem ham og salen.

”Mette Frederiksens Koordinationsudvalg vidste, at de var på kant med loven. Alligevel udryddede de hele erhvervet,” siger han og sætter trumf på.

”Det er uanstændigt. Det er ikke et retssamfund værdigt. Det er uretfærdigt for dem, der fik frataget deres livsværk. Og jeg kan love jer, at Venstre kommer til at forfølge hvert eneste lille spor af den her skandale.”

Mette Frederiksen skal for rigsretten

Den trussel resonerer dybt. En smertefuld uretfærdighedsfølelse blander sig med lugten af en politisk modstanders blod.

Kunne man knytte noget til minkavlernes skæbne, havde man folket i ryggen ved det her landsmøde.

Var man selv minkavler med nedlukket farm, blev man valgt.

Det er det, der sker for Jesper Balle Christensen fra Mors. 31 år, høj, senet, med kone, to børn og en annulleret livsplan. Ham stemmer landsmødet sporenstregs ind i partiets hovedbestyrelse efter en tale på blot tre minutter.

Jeg møder ham i en pause. ”Godt, vi får en bonde ind i hovedbestyrelsen,” siger en partifælle, der kommer tilfældigt forbi, da vi sætter os ned til et kort interview.

”Jeg kan nu kun kalde mig forhenværende minkavler,” konstaterer Jesper Balle Christensen.

Hvis landbrugs-Venstre kunne koges ind til én person, er det ham. Fra Nykøbing Mors med en far og en storebror, der begge er landmænd. Og det er også sådan – som landmand – han stadig forstår sig selv, selvom han nu må tjene til dagen og vejen som ”freelance håndværker,” som han siger.

Han ved ikke endnu, hvilken ny fremtid, han skal vælge. Det har ramt ham hårdt, siger han.

Jeg spørger, om han vil forklare, hvorfor der er så meget politisk energi i mink-sagen i Venstre.

”Det er, fordi det er så grundlæggende imod de her frihedsprincipper. Venstres bagland er stadigvæk et stort landbrugsbagland, og i og med man lukker en hel gren af landbrugserhvervet, så vil det få eftervirkninger. Men det er jo fejl, der bliver ved med at forfølge regeringen. Derfor er det også noget, man som oppositionsparti skal forfølge.”

Mener du, at Mette Frederiksen bør komme for en rigsret?
”Jeg ønsker det. Men jeg vil også godt sige, at så langt tror jeg ikke, hun kommer. Ikke på den her side af et valg. Flertallet vil aldrig gå med til det.”

Hvad synes landbrugs-Venstre om Jakob Ellemann-Jensen?
”Jeg ville ønske, at flere kunne høre og møde ham i dag. Jeg glæder mig til, at han kommer til Mors her den 14. oktober, så de lokale Venstrefolk kan møde ham. Ingen tvivl om, at de garvede landmænd i den ældre generation ude i vælgerforeningerne synes forandring er svært. Bare det at få en ny formand er en svær forandring. Vi skal lade Jakob komme ud og besøge folk, så skal Venstres bagland nok skal komme med igen. Og så er det også op til os andre at vise, at vi bakker ham op. Det er kun blevet nemmere efter i dag.”

At det er blevet nemmere, hænger også sammen med den netop indgåede landbrugsaftale, fortæller han.

”Vi kan godt producere en masse plantebaseret, men hvis ikke folk vil købe det, så duer det ikke. Så vi skal også ændre på, hvad det er folk vil købe.”

Den grønne omstilling kræver med andre ord tid og penge. Begge dele havde Ellemann med ud fra forhandlingerne med finansminister Nicolai Wammen.

”Venstre vil ikke redde klimaet ved at lukke ned og lade andre producere. Landbruget er villig til at ændre sig, men fremtiden er nødt til at være på plads, ellers kan landbruget ikke investere. Det sikrer den aftale, der er på plads nu,” slutter Jesper Balle Christensen.

De hårde kendsgerninger

Tilbage i Boxen er det Sophie Løhdes lod at holde den sjove tale. Ellemann-Jensen har lagt låg på den del af sig selv den her gang.

Løhde gør grin med, at flere af regeringens ministre har skrevet bøger og med Lars Løkke Rasmussen. Det falder i god jord alt sammen. Folk griner højt, og det er nok meget rart efter et par år, hvor flere understreger, at der ikke har været så meget at grine af.

Til sidst når Løhde frem til de hårde kendsgerninger, alle kan se. Ja, det går ikke nedad bakke mere, men det går jo heller ikke fremad. Meningsmålingerne er stagneret på 14-15 procent, og det varsler tabte mandater i folketing, kommuner og regioner.

Det er ikke bare tal på skærm her i Boxen. Flere af dem, der sidder nede i salen står til at miste deres politiske hverv. ”Heldigvis er der brug for ufaglært arbejdskraft,” som en kandidat til hovedbestyrelsen noget syrligt bemærker på et tidspunkt.

Det er en kendt psykologisk mekanisme, at vitser er en måde at adressere det, der er svært at tale om.

Det benytter Løhde sig også af og gør lidt grin med sig selv og den måde, hun håndterer partiets situation på, når journalisterne ringer.

”Hemmeligheden er altid at finde den positive vinkel på meningsmålingerne. Uanset hvad man får præsenteret af tal. Først så tjekker man, går Venstre frem? Nej. Går blå blok frem? Heller ikke. Går Socialdemokratiet så i det mindste tilbage? Ja! Sådan! Så kan alle se resultatet af Venstres målrettede politiske arbejde, og det hele ramler lige om lidt. Sådan er mit arbejde som politiske ordfører,” siger hun.

Latteren er her noget mere spredt og pligtskyldig.

Hjort: Vi har været igennem noget, ingen andre har

Ude i foyeren støder jeg på Claus Hjort Frederiksen, der er ved at gøre sig klar til at holde foredrag om Venstres historie sammen med Bertel Haarder. Han var både Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussens højre hånd, og sådan som Venstre er i dag og har været det seneste snart 40 år, er utænkeligt uden ham. Hjort Frederiksen er en glad mand i dag.

”Det er det traditionelle Venstre, der holder landsmøde,” som han siger.

At det kan være en stor succes, at tingene er, som de plejede at være, afspejler, hvor dyb krisen i partiet har været. Det stikker Hjort Frederiksen ikke under stolen.

”Vi har oplevet en periode, som jeg ikke tror, nogle andre partier har oplevet. Nemlig at en tidligere formand og en tidligere næstformand har meldt sig ud af partiet, og begge har som formål at bekæmpe partiet. Hvilket har gjort det ekstremt svært for Jakob Ellemann. Men nu er vi på vej tilbage. Pilen peger opad,” lyder analysen fra partiets gamle chefstrateg.

Det er især landbrugsaftalen, der har samlet partiet, siger han.

”Den har gjort, at den der problematik med by over for land og Jylland over for Sjælland er væk.”

es@altinget.dk