Elektroniske valg rykker nærmere

ELEKTRONISKE VALG: Danmark er kommet et lille-bitte skridt nærmere de første elektroniske valg. Teknologirådet anbefaler forsøgsordning ved kommunalvalget i 2013.

Den dag, hvor det danske demokrati skal udfolde sig via et klik på tastaturet i stedet for et kryds på stemmesedlen, er måske rykket et lille skridt nærmere.

Teknologirådet, der er en uafhængig institution nedsat af Folketinget, har netop i en ny rapport om de såkaldte e-valg nemlig anbefalet, at der etableres forsøg med de elektroniske valg i tre danske kommuner ved kommunalvalget i 2013.

Teknologirådet konkluderer bl.a. i rapporten, at Danmark "på den ene side har et valgsystem, der i skrivende stund er tillid til, og på den anden side er det vanskeligt at forestille sig, at vi ikke stemmer digitalt om 50 år".

Mobile valgbusser
Rådet går imidlertid yderst forsigtigt frem i sine anbefalinger. Det foreslås således, at der i forbindelse med forsøget etableres såkaldte "mobile valgbusser" i tilknytning til de traditionelle valgsteder, hvor man kan både brevstemme inden valgdagen og aflevere en elektronisk stemme på selve dagen. Teknologirådet anbefaler også, at der i forbindelse med hver elektronisk afgivet stemme printes en stemmeseddel som back-up, så ingen stemmer risikerer at forsvinde ud i det tomme elektroniske rum.

S efterlyser konkret plan
Selv om et elektronisk valg i denne udgave måske ikke lyder voldsomt anderledes end de valg, vi kender i dag, kan det alligevel være en stor fordel, mener den socialdemokratiske it-ordfører Yildiz Akdogan, der er en af de politikere, der har presset mest på for at få indført elektroniske valg.

"En af årsagerne til, at vi gerne vil have det på det digitale plan, er den hektiske hverdag, som kan være svær at få til at hænge sammen for mange. Det lyder måske absurd, men det er svært for nogle familier at komme ned og sætte et kryds, og en mobil valgbus på arbejdspladsen, tæt på et bibliotek eller et plejehjem kan måske være en måde at aflaste på," siger hun.

Hun og Socialdemokratiet stillede sidste år et beslutningsforslag i Folketinget, der skulle give alle kommuner mulighed for at gennemføre elektroniske valg, hvis de ville. Forslaget blev dog ikke vedtaget, da regeringen ville vente på Teknologirådets anbefalinger, inden den gik videre.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) er da heller ikke umiddelbart lige så begejstret som Socialdemokraterne. Han har foreslået, at der bliver lavet et forsøg med e-valg ved kommunalvalget - men kun i forbindelse med brevstemmeafgivningen - altså et endnu mere forsigtigt skridt, end Teknologirådet anbefaler.

Læs hele historien med minister-kommentar på Altinget | Christiansborg (abonnement).

Forrige artikel Unge opnår enighed om EU-erklæring Næste artikel Bestyrelse udvandrer i protest mod R-næstformand