DSB varsler billigere billetter og nye pendlertilbud

DSB vil kapre nye kunder og lokke de mange tusinder passagerer, der har forladt toget under coronapandemien, tilbage på perronen med lavere priser på de lange distancer og nye tilbud til pendlerne, siger DSB-direktør Flemming Jensen.
 

I snart et år har covid-19 med skiftende intensitet påvirket danskernes færden, og for DSB har det betydet enorme tab i antallet af rejsende.

Derfor venter en stor opgave i at lokke passagererne tilbage på perronen, når samfundet i takt med faldende smittetal gradvist bliver genåbnet.

Her bliver prisen på togbilletten et helt centralt konkurrenceparameter for DSB, fortæller direktør Flemming Jensen.

"Vi er klar med en række kommercielle tiltag, som gør, at vi kan få kunderne tilbage. Jeg er helt overbevist om, at prisen bliver vigtig, især når vi taler landsdelstrafik," siger han. 

Der bliver ikke tale om generelle prisnedsættelser på standardbilletter, men et øget fokus på dynamisk prissættelse og et større udbud af de billige Orange-billeter, forklarer direktøren. 

Det ligger desuden fast, at gennemsnitsprisen på de lange rejser mellem landsdelene skal være lavere.

"Vi vil få flere af de prissensitive kunder ind i butikken. Men hvis man bare vil købe en standardbillet eller bruge sit rejsekort, når man rejser, så er det ikke der, at jeg ser at prisfaldet kommer," siger han.

Selskabets seneste årsrapport viser, at DSB i 2020 solgte omkring 120 millioner rejser mod 187 millioner i 2019. 

Under den hårde nedlukning i januar i år faldt passagertallet i den samlede kollektive trafik ifølge Transportministeriet med cirka to tredjedel i forhold til samme måned året før. 

Nye tilbud og dynamiske priser
Når kunderne skal trækkes tilbage, forventer Flemming Jensen, at DSB vil gøre endnu større brug af dynamisk prissætning, som man blandt andet kender det fra hotel- eller flybranchen. 

Det var DSB allerede i gang med i årene op til coronakrisen, hvor DSB satte skub på salget af Orange-billetter. Det var medvirkende til, at gennemsnitsprisen på en rejse over Storebælt faldt. 

"I slutningen af 2019 og starten af 2020, så vi, at vi lykkedes med at få vækst totalt på stort set alle segmenter, efter at vi i en periode havde haft svært ved at fastholde vores markedsandele," siger han.

Derfor er flere af de kommende tiltag i virkeligheden blot en fortsættelse af DSB's strategi, der ifølge direktøren blev indledt med succes allerede i årene inden krisen. Den skal nu tilbage på sporet.

"Det er en strategi, vi vender tilbage til på den anden side af corona, når vi skal vinde kunderne tilbage," siger direktøren.

Flere orangebilletter
Der er ikke udsigt til et generelt fald i priserne på de almindelige togbilletter. Til gengæld skal der sættes et højere antal Orange- og Orange Fri-billetter til salg, mener direktøren. 

"Vi kan sagtens fylde vores tog, hvis vi laver en masse meget billige billetter. Men vi skal finde balancen i den betalingsvillighed, der er, og samtidig sikre en fornuftig indtjening, mens vi fastholder markedsandele og gerne vokser," siger han og giver et eksempel: 

"Nogle gange dukker der nogle kunder op i sidste øjeblik, der absolut skal afsted til Aarhus med det samme. Det er ikke sikkert, at det er til dem, at man skal sælge billetten til 99 kroner. De har en større betalingsvillighed. Det er sådan en helt kommerciel tankegang om, hvordan man optimerer sin samlede indtægt." 

Drømmer du om at få billetpriserne længere ned, ved at staten for eksempel går ind med mere støtte?

"Jeg kan rigtig godt lide, at vi agerer som en professionel forretning. Vi er kommercielt drevet, og vi optimerer inden for de rammer, vi har. Jeg har ingen bøn til politikerne, om hvad de skal gøre i forhold til det, men der findes jo dokumentation på, at lavere priser giver flere kunder i den kollektive transport," siger Flemming Jensen.

Nye pendlertilbud på vej
DSB-direktøren forventer desuden, at selskabet i samarbejde med de andre aktører i den kollektive transport snart kan tilbyde nye pendlertilbud, der er tilpasset de ændringer i danskernes arbejdsvaner, som coronakrisen har skabt.

De normale pendlertilbud er nemlig prissat efter behovet for en normal lønmodtager med fem ugentlige arbejdsdage, men med et stigende antal hjemmearbejdsdage, kan der blive brug for nye løsninger, mener direktøren. 

"Vi er ganske langt i arbejdet med at finde nogle produkter, der bedre matcher pendlernes behov. Men vi skal både se på udviklingen og selvfølgelig også koordinere med de andre trafikselskaber, før vi kan sige, hvordan den endelige model kommer til at se ud," siger han.

Minister deler ambitionen
Udmeldingen fra DSB-direktøren kommer som reaktion på Altingets interview med transportminister Benny Engelbrecht (S), hvor han fortæller om sine planer for jernbanetrafikken. 

Her lufter han samme ambitioner som DSB-direktøren for prisudviklingen i toget. 

"En af grundene til, at folk er blevet skubbet i retning af bilen, er simpelthen, at det relativt set er blevet billigere af køre bil. Det har vi ikke set på toget, så derfor er det interessant, særligt på de lange rejser, hvor man krydser Storebælt, at kigge på, hvordan man kan få prisen ned,” siger han.

Du kan læse hele det interview her.

Forrige artikel Kritik af Rosenkrantz-Theil: Helt forkert at udskyde elevfordeling Kritik af Rosenkrantz-Theil: Helt forkert at udskyde elevfordeling Næste artikel Stadig ingen løsning for coronavikarer - nu ansætter staten 100 nye Stadig ingen løsning for coronavikarer - nu ansætter staten 100 nye