DR-korrespondent tager over Atlanten

Den erfarne korrespondent på DR, Philip Khokhar, rykker teltpælene til USA, hvor han afløser Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz, som vender hjem til Danmark. 

DR har foretaget en rokade på korrespondentposterne og rykker Philip Khokar til Washington. Det sker som et led i ambitionen om et øget fokus på den tilspidsende stormagtskonflikt mellem USA og Kina. 

Det skriver de på deres hjemmeside

"Alt, hvad USA foretager sig udenrigs- og handelspolitisk samt sikkerhedsmæssigt, er skyggeboksning med Kina. Jeg kan ikke forestille mig en bedre kvalifikation for en USA-korrespondent, end den Philip har, i og med at han har tilbragt otte år i Kina og bevidnet landets tiltagende lukkede kurs og voksende selvtillid," begrunder udlandschef i DR Nyheder Niels Kvale rokaden med. 

Philip Khokhar har senest været DR's udsendte i Kina, hvor han residerede i otte år. Tidligere har han også været korrespondent i Afghanistan og dækkede blandt andet Talibans magtovertagelse i 2021. 

Selv udtaler den nye USA-korrespondent, at han glæder sig til de nye opgaver, der venter forude og sætter selv ord på sin erfaring med sit nye arbejdsland:

"Jeg har oplevet USA's vigtigste udenrigspolitiske agenda indefra; supermagtsrivaliseringen med Kina. Den er efterhånden hjørnestenen, som USA's internationale udsyn roterer omkring," siger han til DR, og uddyber, at han særligt ser frem til at dække præsidentvalget i 2024. Et valg, som han kalder "vanvittigt spændende og afgørende for USA’s indre dynamik og amerikanernes ageren i verden."

Rokaden finder sted samtidig med, at Danmarks Radio ønsker en bredere dækning af USA. Derfor er man også på udkig efter en korrespondent, der modsat Philip Khokhar, skal have base i den vestlige del af landet. 

Philip Khokhar flytter til Washington til sommer, hvor han afløser de to navnkundige korrespondenter, Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz, som i samme ombæring vender tilbage til redaktionslokalerne i DR Byen. 

Forrige artikel  Bedrageridømt eks-kommunaldirektør lander samme job i Lemvig Bedrageridømt eks-kommunaldirektør lander samme job i Lemvig Næste artikel Dødsfald: Keramiker Per Weiss (69)