Dødsfald: Keramiker Per Weiss (69)

Den betydelige danske keramiker Per Weiss, der bl.a. har udsmykket i Roskilde Domkirke, er død, kort før sin 70 års dag. Per Weiss døde efter lang tids sygdom.

"Jeg er en skidedygtig håndværker og that’s it", sagde Per Weiss til Politiken i 2021 - avisen, der meddeler den store danske keramikers dødsfald, få uger før han ville være fyldt 70 år.

Men for denne ganske ukrukkede krukkemager var dét udsagn nu lige vel underdrejet - for hans store, ofte næsten monochromt dekorerede krukker med gentagent mønster blev de sidste 30 år kendt og elsket af mange i ind- og. udland; og tilmed et kostbart samlerobjekt med stjernestatus på auktioner.

I lighed med flere andre danske keramikerpar delte han værksted med sin keramiker-fælle siden 1989 Lene Regius, der er kunstner i sin egen ret. De to nød længe deres smukke og frie omgivelser i Gl. Lejre ved Roskilde, og var hinanden til inspiration og støtte indtil for et par år siden.

Når man omtaler Per Weiss som en dansk kunstner, er det lige før, man burde skrive dansk-japansk kunstner om smedemesterens søn fra Frederiksværk. For nok begyndte Per Weiss i 1970 på Skolen for Brugskunst, hvor han gik på keramiklinjen. Men det var ikke nok for teenageren, så han tog orlov og rejste til Japan, hvor han fik en læreplads hos keramiker Yosiga Taibi i årene 1974-76.

Per Weiss blev i det fjerne land - som mentalt ligger tæt på for mange europæiske keramikere - i 13 år. Den japanske indflydelse kunne man spore i Weiss’ insisteren på at gå i dybden med den samme form og ikke mindst de enkle, repeterende dekorationer, som han varierede ganske lidt og med stor effekt igennem tre årtier. 

I  2021 fortalte Per Weiss, at det ikke havde været helt let at vende hjem fra Japan og finde sine ben igen som keramiker herhjemme. Men i 1993 rejste han sammen med sin samlever til den græske ø Kreta, hvor de hér midt i Middelhavet fik mulighed for at arbejde hos en lokal pottemagerfamilie, der lavede store drejede krukker, som helt klassisk blev brugt til at opbevare vand, vin og olie i. 

"Det ophold ændrede mit keramiske virke markant. For jeg var solgt – fuldstændig, helt og aldeles – og kunne med det samme mærke, at det var min vej. At det her ville holde på længere sigt," sagde han dengang til Politiken.

Per Weiss forestod udsmykninger i Roskilde Domkirke (konventhuset), VUC Sønderjylland, Haderslev, PBS Lautrupparken, Ballerup. Tønder Bank, Oticon og RUC. Han er repræsenteret på ind- og udenlandske museer, hvis gæster forhåbentlig sniger sig til at røre! For keramik skal nok ses men især føles.

Per Weiss blev en moderne klassiker i sin egen levetid, og det er dog en trøst, når han nu måtte dø så ung.

Ud over sit eget virke var Per Weiss levende optaget af andre kunsthåndværkeres og kunstneres arbejder, som han gerne både æstetisk, teknisk og kunstnerisk hæftede præcise, erfarne ord på; aldrig bedrevidende eller nedsættende, som det desværre gerne opleves i de kredse - altid i respekt for kollegernes bestræbelser på at opnå noget nyt og ægte.

Derved blev den udadtil beskedne og altid nærværende og observerende, lune Per Weiss også på det menneskelige plan værdsat af mange. Uanset at hammerslagene steg og steg ved gensalg, solgte han fra værkstedet i Lejre ufortrødent sine nye krukker til den samme pris, som han altid havde gjort.

Han efterlader sig en særlig krukke fyldt med menneskelig rummelighed, der desværre er lidt af en mangelvare i den tid, han nu har forladt. En værdig urne for Per Weiss, hvis enkle, stærkt tilstedeværende krukker uden tvivl vil overleve ham i generationer.

Bisættelsen i Sæby med stort fremmøde har fundet sted.

Forrige artikel DR-korrespondent tager over Atlanten DR-korrespondent tager over Atlanten Næste artikel Jeppe Kofod gør comeback som vikar i Folketinget Jeppe Kofod gør comeback som vikar i Folketinget