Dødsfald: Politiker Jens Møller (94)

Tidligere folketingspolitiker og landsformand i Kristeligt Folkeparti Jens Møller er gået bort efter kort tids sygdom.

Politikeren Jens Møller døde i går efter kort tids sygdom. Han var formand for Kristeligt Folkepart i perioden 1973-1979 og altså blandt frontfigurerne, da partiet ved Jordskredsvalget i 1973 første gang blev valgt til Folketinget.

Efter en intern strid i partiet omkring Maastricht-traktaten meldte han sig ud af partiet og var i stedet engageret hos De Konservative, som han også har siddet i Kolding Byråd for.

I 2008 meldte han sig dog igen ind i sit gamle parti, der nu havde skiftet navn til Kristendemokraterne. 

Nuværende formand Stig Grenov beskriver i en pressemeddelese Jens Møller således:

"Jens Møller blev i 2008 æresmedlem af Kristendemokraterne og fulgte til det sidste med i partiets virke. Således var han til stadighed en opmuntring og støtte for mig og for partiet, når han med jævne mellemrum ringede mig op. Jens fulgte levende med i den politiske verden og bidrog ofte positivt med sin erfaring og sine holdninger."

Privat underviste Jens Møller i Kolding og var gift med Gudrun, med hvem han fik tre børn.

Jens Møller blev 94 år.

Forrige artikel Politiken uddeler undervisningspriser Næste artikel Ny topchef i Nordfyns Kommune