Dødsfald: Fhv. direktør for Storebæltsforbindelsen, Mogens Bundgaard-Nielsen (81)

Forhenværende direktør for Storebæltsforbindelsen, Mogens Bundgaard-Nielsen, er død, 81 år gammel.

Mogens Bundgaard-Nielsen blev i 1963 uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole (DTU).

I 1989 blev han ansat som direktør for A/S Storebælt og stod dermed i spidsen for den nye storebæltsforbindelse, der på det tidspunkt var undervejs.

Inden han satte sig i direktørstolen, var Mogens Bundgaard-Nielsen ansat som departementschef i Miljøministeriet fra 1983.

Mogens Bundgaard-Nielsen var ansat som brodirektør i A/S Storebælt indtil 2004, og efterfølgende blev han formand for bestyrelserne i Seruminstituttet, Lundbeckfonden og Danmarks Tekniske Universitet.

Han var gift med forhenværende sekretariatschef i Danmarks Miljøundersøgelser, Marianne Viltoft, der døde tidligere på året.

Forrige artikel Landbrug & Fødevarer henter public affairs-chef fra Venstre Næste artikel Birgitte Vind får ekstra ordførerskab