DJØF: Paula Larrain bør droppe klapjagten på embedsmænd

REPLIK: Den enkelte medarbejder kan og skal ikke stå til ansvar for politiske beslutninger, skriver Djøf i et svar til Paula Larrains kritik af Udlændingestyrelsen

Af Sara Vergo
Formand for Djøf Offentlig

Paula Larrain retter i en kommentar den 18. maj og igen i en replik den 24. maj her på Altinget.dk en meget direkte kritik af en menig medarbejder fra Udlændingestyrelsen og dennes konkrete håndtering af en sag.

Ifølge Paula Larrain burde embedsmænd i højere grad følge deres moral, og opfordrer endvidere til at kime medarbejderen ned for en forklaring. Hun opfordrer også formiddagspressen til at hænge vedkommende medarbejder ud.

Det er under al kritik. Prøv at tænke tanken til ende. Forestil jer et samfund, hvor hver enkelt sagsbehandler pejler efter sit eget subjektive moralske kompas.

Paula Larrain mangler ganske enkelt forståelse og respekt for den opgave, som sagsbehandlere løfter: Nemlig at vi alle sammen kan være sikre på, at de politikere, vi på bedste demokratiske vis vælger, også er dem, som bestemmer landets love og regler. Der spiller den objektive embedsmand, som forvalter sit arbejde uanset personlige præferencer, en stor rolle. Den partipolitisk neutrale embedsmand er og bliver en af grundstenene i den danske retsstat og offentlige forvaltning.

Lad mig slå en ting helt fast – den enkelte medarbejder kan og skal ikke stå til ansvar for politiske beslutninger. Det er simpelthen ikke i orden på den måde at opfordre til en hetz imod en medarbejder, som har forvaltet efter lovgivningen. Jeg må på det kraftigste tage afstand fra, at man klandrer en enkeltperson, som løser sine opgaver.

Forrige artikel Debat: Pseudoarbejde kan redde samfundet fra politisk makværk Debat: Pseudoarbejde kan redde samfundet fra politisk makværk Næste artikel Opråb fra Lægeforeningen: Tag nu ansvar og gør tobak dyrere Opråb fra Lægeforeningen: Tag nu ansvar og gør tobak dyrere